Had overvindes i en koncentrationslejr

Max Liebster, der er jøde af fødsel, overlevede Holocaust. Hans efternavn betyder „kæreste“, men han har set mere end rigeligt med had. Han beskriver her hvad han lærte i Nazityskland om kærlighed og had.

„Jeg voksede op nær Mannheim i Tyskland i 1930’erne. Hitler hævdede at alle jøder var rige ågerkarle som udbyttede det tyske folk. Men sandt at sige var min far blot en beskeden skomager. På grund af nazisternes propaganda begyndte naboerne imidlertid at vende sig mod os. Da jeg var teenager tværede en af landsbyboerne svineblod ud i panden på mig. Denne grove fornærmelse var blot en forsmag på det der skulle komme. I 1939 blev jeg arresteret af Gestapo, og alle mine ejendele blev konfiskeret.

Fra januar 1940 til maj 1945 kæmpede jeg for livet i fem forskellige koncentrationslejre: Sachsenhausen, Neuengamme, Auschwitz, Buna og Buchenwald. Min far, som også blev sendt til Sachsenhausen, døde i den strenge vinter i 1940. Jeg bar selv hans lig hen til krematoriet, hvor en bunke af lig lå klar til at blive brændt. I alt døde otte af mine familiemedlemmer i lejrene.

Fangerne nærede et endnu større had til kapo’erne end til SS-vagterne. Kapo’erne var fanger som samarbejdede med SS-vagterne og som derfor nød visse privilegier. De fik ansvaret for fødevareuddelingen, og de kunne tildele fangerne pisk. Ofte var de uretfærdige og lunefulde. Jeg havde masser af grunde til at hade både SS-vagterne og kapo’erne, men under mit fangenskab lærte jeg at kærlighed er stærkere end had.

De fanger der var Jehovas vidner besad en sjælsstyrke der overbeviste mig om at deres tro var grundet på Bibelen — og jeg blev selv et Jehovas vidne. Ernst Wauer, en forkynder som jeg mødte i Neuengamme, tilskyndede mig til at opdyrke samme sindsindstilling som Kristus havde: „Når han blev skældt ud, skældte han ikke igen. Når han led, truede han ikke, men overgav sig til ham der dømmer retfærdigt.“ (1 Peter 2:23) Jeg forsøgte at gøre det samme, at overlade hævnen til Gud, som er alles Dommer.

Mine år i lejrene lærte mig at folk ofte handler ondt på grund af uvidenhed. Ikke alle SS-vagter var onde — en af dem reddede mit liv. Engang fik jeg et akut anfald af diarré og var for svag til at gå fra arbejdet tilbage til lejren. Egentlig skulle jeg den følgende dag have været sendt til Auschwitz’ gasovne, men en SS-vagt der kom fra samme område i Tyskland som jeg, greb ind til fordel for mig. Han sørgede for at jeg kom til at arbejde i en SS-kantine, hvor jeg kunne komme til hægterne igen. En dag betroede han mig: ’Max, jeg føler at jeg befinder mig i et løbsk tog. Hvis jeg springer af, bliver jeg dræbt. Hvis jeg bliver i toget, ender det med et brag.’

Disse mennesker havde lige så stort behov for kærlighed som jeg havde. Det var i virkeligheden kærlighed og medfølelse, samt min tro på Gud, der satte mig i stand til at klare de usle forhold og den daglige fare for at blive henrettet. Jeg kan ikke sige at jeg er kommet uskadt ud af det, men mine følelsesmæssige ar er minimale.“

Den varme og venlighed Max udstråler 50 år efter, er et talende vidnesbyrd om sandheden i hans ord.

[Illustration på side 7]

Nazisterne tatoverede et fangenummer på Max Liebsters venstre arm