Mary ønskede kærligt at hjælpe den der måske havde fejlet og at beskytte renheden i Jehovas organisation, idet hun huskede Ordsprogene 14:25: „Sandfærdigt vidne udfrier sjæle, men det svigefulde udspyr løgne.“

Mary var i nogen grad bekymret over de juridiske aspekter men følte i denne situation at Bibelens principper var vigtigere end kravet om at hun skulle holde sygejournalernes indhold hemmeligt. Hun ræsonnerede som så at søsteren sikkert ikke ville tage det fortrydeligt op eller forsøge at gøre gengæld ved at skabe problemer for hende. Så efter at Mary havde analyseret alt hvad hun vidste, afgjorde hun med sin samvittighed at dette var „en tid til at tale“, ikke „til at tie“.

Nu stod hun imidlertid over for et nyt problem: Hvem skulle hun sige det til, og hvordan kunne hun gøre det mest taktfuldt? Hun kunne gå direkte til de ældste, eller hun kunne tale med søsteren under fire øjne. Hun besluttede sig til det sidste. Dette var en kærlig fremgangsmåde. Mary tænkte at den søster der var under mistanke måske med glæde ville benytte denne lejlighed til at fortælle hvordan sagen virkelig hang sammen, eller, hvis mistanken var begrundet, bekræfte det. Hvis søsteren allerede havde talt med de ældste om sagen ville hun sige det, og Mary ville ikke behøve at foretage sig yderligere. Mary satte sig desuden for at hun, hvis søsteren virkelig havde fået foretaget en abort og ikke havde bekendt denne alvorlige overtrædelse af Guds lov, ville opmuntre hende til at gøre det. Så kunne de ældste hjælpe hende i henhold til Jakob 5:13-20. Og det var lykkeligvis hvad der skete. Mary fandt ud af at søsteren var gået med til abort fordi hun havde været under stærkt pres og fordi hun var åndeligt svag. Skam og frygt havde fået hende til at skjule sin synd, og hun var glad for at få hjælp af de ældste så hun kunne genvinde sit åndelige helbred.

Hvis Mary først var gået til ældsterådet, ville man have stået i en lignende situation. Hvordan skulle de ældste behandle de fortrolige oplysninger de var kommet i besiddelse af? De måtte da træffe en beslutning baseret på hvad de mente Jehova og hans ord krævede af dem som hyrder for hjorden. Hvis oplysningerne drejede sig om en døbt kristen der var et aktivt medlem af menigheden, måtte de ligesom Mary vurdere sagen for at beslutte hvad der videre skulle ske. Hvis de var kommet til det resultat at der var stor sandsynlighed for at der befandt sig „surdej“ i menigheden, ville de måske have valgt at nedsætte et dømmende udvalg til at se på sagen. (Galaterne 5:9, 10)

[Illustration på side 15]

Det vil være ret og kærligt at tilskynde et medlem af menigheden der har forsyndet sig, til at tale med de ældste, i tillid til at de vil tage sig af problemet på en venlig og forstående måde