Missionærlivet i 1960’erne

I februar 1963 ankom Fred Lukuc og Max Danyleyko fra Haiti. Efter at Fred var blevet gift, fik han til opgave at være kredstilsynsmand. Det var i begyndelsen vanskeligt for ham at finde ud af hvem der hørte sammen som familie i de menigheder han besøgte. Han fortæller: „Jeg vidste ikke hvem de ældste var gift med, og jeg kunne ikke finde ud af hvem der var deres børn. Brødrene havde holdt fast ved den centralafrikanske skik at kvinder beholder deres eget efternavn når de bliver gift, og at børnene får samme efternavn som en slægtning eller en ven af familien.

Da vi var til møde den første aften under besøget, var brødrene stille og generte over for os. Så snart mødet begyndte, lagde vi mærke til noget ejendommeligt. Brødrene og de større drenge havde sat sig i den ene side af salen; de mindre børn og søstrene havde sat sig i den anden. Den side hvor brødrene sad, var godt fyldt lige fra mødet startede, men der sad ikke ret mange i søstrenes side. Efterhånden som mødet skred frem, kom der flere søstre graciøst gående med deres bibler og bøger på hovedet og deres små børn efter sig.

Jeg gik op på podiet for at byde menigheden velkommen og for at præsentere min kone og mig selv. Efter at have budt alle hjerteligt velkommen holdt jeg en pause og henvendte mig derefter specielt til mændenes side og sagde: ’Kære brødre, jeg vil gerne bede jer om i løbet af ti minutter at finde jeres kone og børn. Fra nu af bør I sidde sammen som familier, ligesom Jehovas folk gør alle andre steder i verden.’ Det gjorde de med glæde.“

Det var også noget af en udfordring at rejse med de offentlige transportmidler. Broder Lukuc’ kone, Leah, fortæller: „Vores oppakning bestod blandt andet af små feltsenge, et moskitonet, en vandspand, transportable vandfiltre, tøj, bøger, blade og bibelske film. For at kunne vise filmene skulle vi også medbringe elektriske ledninger, pærer, filmspoler, manuskripter, en lille generator og en dunk benzin. Alt dette medbragte vi når vi tog med en af de lokale lastbiler. For at få en plads inde i førerhuset måtte vi møde op ved lastbilen klokken to om natten. Ellers måtte vi sidde på ladet, i solen, sammen med dyr, bagage og mange andre passagerer.

Engang da vi, efter flere timers vandring i varmen, kom hjem til den lille lerhytte hvor vi overnattede, opdagede vi at den var blevet invaderet af hærmyrer. De var kravlet op ad en vandspand og havde dannet en bro for at nå en lille dåse margarine, som de fuldstændig havde tømt. Den aften bestod vores måltid af noget tørt brød og en halv dåse sardiner til hver. Vi var trætte og havde en smule ondt af os selv, men da vi gik i seng, var det til lyden af Rigets sange som brødrene dæmpet sang omkring bålet. Det var en blid og behagelig måde at falde i søvn på.“

Trofaste missionærer og lokale ældste

Fra 1956 til 1977 tjente over 20 missionærer i Congo (Brazzaville). Selv om missionærlivet ikke altid var lige let, ydede de hver især et værdifuldt bidrag til forkyndelsesarbejdet. For eksempel var alle de der virkede som landstjenere, missionærer. Da broder Seignobos i 1962 vendte tilbage til Frankrig, fik Larry Holmes til opgave at føre tilsyn med forkyndelsen. Da Larry og hans kone, Audrey, ophørte i missionærtjenesten i 1965, blev broder Lukuc landstjener.

1956: I marts ankommer de første missionærer, der er fra Frankrig.

1977: Jehovas Vidner forbydes. Afdelingskontorets bygninger beslaglægges, og missionærerne bliver udvist.

1997: Den 5. juni udbryder der krig. Missionærerne evakueres.

1999: Endnu en borgerkrig bryder ud. Missionærerne bliver atter evakueret.