Modige brødre fra Brazzaville, deriblandt Louis-Noël Motoula, Jean-Marie Lubaki og Symphorien Bakeba, meldte sig frivilligt til at lede efter bortkomne brødre og hjælpe dem der stadig befandt sig i Brazzaville. Det betød at de i en lille båd måtte trodse den stærke strøm i den mægtige Congoflod for at gennemsøge småøerne og flodbredderne, at de måtte bevæge sig ind i kampzonen i Brazzaville hvor ugerningerne fortsatte, at de måtte sætte livet på spil for deres brødre!

Symphorien, der havde stor erfaring i at krydse floden, foretog mange sejlture under borgerkrigen. Sommetider sejlede han over med forsyninger til dem der var forblevet i Brazzaville. En gang havde han for eksempel ti sække ris med til nogle brødre i Brazzaville som boede i relativ sikkerhed. Det var naturligvis en udfordring at krydse floden, men det var en langt større udfordring at få rissækkene transporteret frem til bestemmelsesstedet uden at blive udsat for plyndringer. En af hans passagerer på denne tur var en distingveret herre som spurgte Symphorien hvor han skulle hen med risen. Symphorien forklarede hvordan det hang sammen, og benyttede samtidig lejligheden til at fortælle om sit håb ud fra Bibelen. Da båden lagde til, gav manden sig til kende, og det viste sig at han var en højtstående embedsmand. Han tilkaldte et par soldater og bad dem om at passe på rissækkene indtil Symphorien havde fået fat i en bil der kunne transportere risen hen til brødrene.

Når Symphorien krydsede floden, var det som oftest for at hjælpe brødre med at flygte fra Brazzaville. Der er specielt én tur som han aldrig vil glemme. Han fortæller: „Strømmen i Congofloden er meget stærk, men de fleste der har båd, ved hvordan de skal navigere for ikke at blive trukket med ned ad floden mod de farlige strømfald. Vi forlod Brazzaville med syv brødre og fem andre om bord. Midt ude på floden løb vi tør for brændstof. Det lykkedes os at komme ind til en lille ø hvor vi fortøjede båden. Til vores store lettelse kom en mand forbi i en lille båd, og han lovede at købe brændstof til os i Kinshasa og vende tilbage. Ventetiden føltes meget lang. Fulde af bekymring ventede vi i halvanden time inden han nåede frem med brændstoffet.“

[Illustrationer på side 158]

Louis-Noël Motoula, Jean-Marie Lubaki og Symphorien Bakeba