Menighedsbogstudieordningen — Jehovas kærlige foranstaltning
1 I det første århundrede samledes menighederne i brødrenes og søstrenes hjem. (Kol. 4:15; Rom. 16:5) For omkring 100 år siden mødtes brødrene til studium af „Millenniets Daggry“ i de såkaldte Daggry-Kredse. (jp, s. 23, 24) I mange år har vi nu nydt godt af Jehovas omsorg gennem menighedsbogstudieordningen.
2 Gennem denne ordning sørger Jehova for undervisning, tilsyn fra kærlige hyrder og hjælp til at udføre forkyndelsen bedst muligt. Værdsætter og støtter du denne ordning?
3 Bogstudielederens ansvar beskrives i ’Organisationsvejledningen’, side 42-44, 72-74. Han må „tage vare på undervisningen“, idet han forbereder sig godt. Der er ikke blot tale om at gennemgå stoffet som om deltagerne var nyinteresserede. Studiet bør tage sigte på at hjælpe brødrene og søstrene til at blive bedre forkyndere. Studielederen bør forberede sig så han kan undervise forkynderne i at bruge brochuren eller bogen i forkyndelsen. Ved studiet bør deltagerne lære at argumentere bedre og at bruge „åndens sværd“, Bibelen, på en virkningsfuld måde. Skriftstedernes anvendelse i forkyndelsen bør derfor indgå som en central del af undervisningen. Hvis en studieleder ikke føler at han magter denne opgave, bør han sige til, så en anden kan træde til.
4 En anden vigtig side af bogstudielederens opgave er at føre an i forkyndelsen. Han bør udarbejde en plan for samlinger som passer brødrene i gruppen. Hvis gruppen er meget lille, eller hvis andre forhold taler for det, kan samlingerne holdes fælles med en anden gruppe, men det vil være bedst at undgå store fællessamlinger, også den første weekend i måneden.
5 Det er vigtigt at menighedsbogstudieordningen støttes af alle, ikke mindst de udnævnte ældste, menighedstjenerne og pionererne. (Hebr. 10:24, 25, 35-39) Ved at forberede sig godt styrker man ønsket om at deltage i mødet, og der vil ske en gensidig opmuntring. (Rom. 1:12) For at gruppen kan virke som tjenestecenter er det også vigtigt at alle personligt slutter op om gruppens samlinger. Har du det mål at være med i gruppevidnearbejdet hver uge?
6 Det er nødvendigt med en god organisering af distriktet. Det vil som regel være bedst at bogstudielederen ligger inde med flere distrikter som grænser op til hinanden, og ikke for langt fra tjenestecenteret. Så kan man gå på ’ikke-hjemme’-besøg og genbesøg umiddelbart efter at man har brugt nogen tid i hus-til-hus-arbejdet, og tiden udnyttes bedst muligt da unødvendig spildtid undgås.
7 I en tid hvor Jehova fremmer arbejdet og hvor forskellige ydre forhold kunne true vor hellige tjeneste, er det vigtigt at alle led i Jehovas organisation fungerer godt og efter hensigten. (1 Kor. 14:33, 40) Kunne du give menighedsbogstudieordningen større opmærksomhed, både ved din deltagelse i studiet og ved at støtte den fælles tjeneste i gruppen?