„Og da det åbnede det femte segl, så jeg under alteret sjælene af dem der var blevet slået ihjel på grund af Guds ord og på grund af den vidnegerning de havde haft.“ (Åbenbaringen 6:9)

3. (a) Hvordan blev „sjæle“ udgydt ved foden af alteret i det gamle jødiske tabernakel? (b) Hvorfor så Johannes sjælene af de dræbte vidner under et symbolsk alter i himmelen?

³ Under dette alter findes „sjælene af dem der var blevet slået ihjel på grund af Guds ord og på grund af den vidnegerning de havde haft“. Hvad vil det sige? Det kan ikke være sjæle der har forladt deres kødelige legemer — som dem de hedenske grækere troede på. (1 Mosebog 2:7; Ezekiel 18:4) Johannes er imidlertid klar over at sjælen, eller livet, i symbolsk forstand fremstilles ved blodet, og da præsterne i det gamle jødiske tabernakel slagtede et offerdyr slyngede de dets blod „mod alteret, hele vejen rundt“, eller hældte det ud „ved foden af brændofferalteret“. (3 Mosebog 3:2, 8, 13; 4:7; 17:6, 11, 12) Dyrets sjæl blev således nært forbundet med offeralteret. Men hvorfor ses sjælene, eller blodet, af disse Guds tjenere under et symbolsk alter i himmelen? Fordi deres død betragtes som et offer.

4. På hvilken måde er de åndsavlede kristnes død et offer?

⁴ Alle der er blevet avlet som Guds åndelige sønner lider i virkeligheden en offerdød. På grund af den plads de skal indtage i Jehovas himmelske rige er det hans vilje at de ofrer eller giver afkald på ethvert håb om evigt liv på jorden. I denne henseende underkaster de sig en offerdød for Jehovas suverænitet. (Filipperne 3:8-11; jævnfør 2:17.) Dette gælder i særdeleshed dem som Johannes ser under alteret. Det er de salvede der i tidens løb har lidt døden som martyrer på grund af deres nidkære tjeneste hvorved de har forkyndt Jehovas ord og forsvaret hans suverænitet. Deres sjæle ’er blevet slået ihjel på grund af Guds ord og på grund af den vidnegerning [martyriʹan] de har haft’.

5. Hvordan kan de trofastes sjæle råbe på hævn skønt de er døde?

⁵ Handlingen fortsætter: „Og de råbte med høj røst og sagde: ’Hvor længe, suveræne Herre, du hellige og sande, vil du afholde dig fra at dømme og hævne vort blod på dem som bor på jorden?’“ (Åbenbaringen 6:10) Hvordan kan deres sjæle, eller blod, råbe på hævn, når Bibelen viser at de døde er uden bevidsthed? (Prædikeren 9:5) Jo, råbte den retfærdige Abels blod ikke efter at Kain havde myrdet ham? Jehova sagde dengang til Kain: „Hvad har du gjort? Hør! Din broders blod råber til mig fra agerjorden.“ (1 Mosebog 4:10, 11; Hebræerne 12:24) Det vil ikke sige at Abels blod rent bogstaveligt udtalte ord. Abel var imidlertid faldet som et uskyldigt offer for en morders hånd, og retfærdigheden krævede at morderen blev straffet. På samme måde er disse kristne martyrer uskyldige, og de må i retfærdighedens navn hævnes. (Lukas 18:7, 8) Råbet om hævn lyder højt fordi der er mange tusind der har lidt døden på denne måde. — Jævnfør Jeremias 15:15, 16.

6. Hvilken udgydelse af uskyldigt blod blev hævnet i 607 f.v.t.?

⁶ Situationen kan også sammenlignes med forholdene i det frafaldne Juda efter at kong Manasse var kommet på tronen i 716 f.v.t. Han udgød meget uskyldigt blod. Efter alt at dømme gennemsavede han profeten Esajas. (Hebræerne 11:37; 2 Kongebog 21:16) Selv om Manasse senere angrede og omvendte sig, bestod denne blodskyld stadig. Da babylonierne i 607 f.v.t. lagde Juda rige øde, var det „udelukkende på Jehovas befaling at dette skete med Juda, for han ville fjerne det fra sin nærhed på grund af Manasses synder, alt det han havde gjort; og også på grund af det uskyldige blod som han havde udgydt, idet han havde fyldt Jerusalem med uskyldigt blod så Jehova ikke ønskede at tilgive det“. — 2 Kongebog 24:3, 4.

7. Hvem har især gjort sig skyldig i at udgyde ’helliges blod’?

⁷ Ligesom det var på Bibelens tid, sådan kan mange af dem der i nyere tid har dræbt Guds vidner for længst være døde, men den organisation der har forårsaget disse vidners martyrdød er stadig levende og aktiv, og bærer på blodskyld. Det er Satans jordiske organisation, hans jordiske afkom. En fremtrædende del af denne organisation er Babylon den Store, den falske religions verdensimperium.a Det beskrives som en skøge der er „beruset af de helliges blod og af Jesu vidners blod“. „Ja, i hende fandtes blod af profeter og af hellige og af alle som er blevet slået ihjel på jorden.“ (Åbenbaringen 17:5, 6; 18:24; Efeserne 4:11; 1 Korinther 12:28) Hvilken byrde af blodskyld! Så længe Babylon den Store eksisterer, vil blodet af dets ofre råbe på retfærdighed. — Åbenbaringen 19:1, 2.

8. (a) Hvem havde lidt martyrdøden mens Johannes levede? (b) Hvilken forfølgelse blev iværksat af romerske kejsere?

⁸ Johannes havde selv været vidne til martyrier i det første århundrede da den grusomme slange og dens jordiske afkom førte krig mod den voksende menighed af salvede kristne. Han havde set vor Herre blive pælfæstet, og havde oplevet at flere af hans nærmeste, deriblandt Stefanus, Peter, Paulus og hans egen broder Jakob, var blevet dræbt af forfølgere. (Johannes 19:26, 27; 21:15, 18, 19; Apostelgerninger 7:59, 60; 8:2; 12:2; 2 Timoteus 1:1; 4:6, 7) I år 64 havde den romerske kejser Nero gjort de kristne til syndebukke for Roms brand for at modvirke et rygte om at han selv havde påsat den. Historikeren Tacitus beretter: „Man nøjedes ikke med at henrette dem, men drev ovenikøbet løjer med dem: nogle bedækkedes med dyrehuder og sønderreves af hunde, andre [pælfæstedes],b atter andre indsvøbtes i brændbare stoffer, og når dagen var omme, tjente de til at oplyse natten.“ En senere bølge af forfølgelse under kejser Domitian (år 81-96) havde bevirket at Johannes selv var blevet forvist til øen Patmos. Som Jesus havde sagt: „Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ — Johannes 15:20; Mattæus 10:22.

9. (a) Hvilket mesterværk af bedrag havde Satan frembragt i begyndelsen af det fjerde århundrede, og hvad er det den mest fremtrædende del af? (b) Hvordan behandlede nogle af de politiske ledere i kristenheden Jehovas Vidner under de to verdenskrige?

⁹ Ved begyndelsen af det fjerde århundrede havde den gamle slange, Satan Djævelen, frembragt sit mesterværk af et bedrag, kristenhedens frafaldne religion — et babylonisk system dækket af en „kristen“ fernis. Dette er den mest fremtrædende del af slangens afkom, og det har udviklet sig til en mængde indbyrdes stridende sekter. Ligesom det utro Juda i fortiden har kristenheden pådraget sig stor blodskyld, blandt andet ved at være stærkt involveret på begge sider i de to verdenskrige. Nogle af kristenhedens politiske ledere benyttede endda disse krige som et påskud for at myrde Guds salvede tjenere. I en anmeldelse af Friedrich Zipfels bog Kirchenkampf in Deutschland (Kirkekamp i Tyskland) siges følgende om Hitlers forfølgelse af Jehovas Vidner: „En tredjedel af dem mistede livet, enten ved henrettelse, andre voldshandlinger, sult, sygdom eller tvangsarbejde. Denne behandling var i sin hårdhed uden fortilfælde og skyldtes en kompromisløs tro som ikke kunne bringes i harmoni med den nationalsocialistiske ideologi.“ Det kan i sandhed siges om kristenheden og dens præsteskab: „På dine kappeflige er der fundet pletter af blod fra fattige, uskyldige sjæle.“ — Jeremias 2:34.c

„Og der blev givet hver af dem en lang, hvid klædning; og der blev sagt til dem at de skulle hvile endnu en kort tid, indtil tallet også var fuldt på deres medtrælle og deres brødre som skulle dræbes ligesom også de var blevet det.“ (Åbenbaringen 6:11) At de får „en lang, hvid klædning“ hentyder til deres opstandelse til udødelighed som åndeskabning. De ligger ikke længere som dræbte sjæle under alteret, men er blevet oprejst og udgør en del af gruppen på de 24 ældste som tilbeder foran Guds himmelske trone. Dér har de også selv fået troner, hvilket viser at de har fået del i kongelige privilegier. Og de er „klædt i hvide yderklæder“ som et udtryk for at de er blevet kendt retfærdige, værdige til en ærefuld plads foran Jehova i den himmelske tronsal. Dette er samtidig en opfyldelse af Jesu løfte til de trofaste salvede kristne i Sardesmenigheden: „Den der sejrer vil således blive iført hvide yderklæder.“ — Åbenbaringen 3:5; 4:4; 1 Peter 1:4.

12. På hvilken måde hviler de opstandne salvede endnu en kort tid, og indtil hvornår?

¹² Alt tyder på at denne himmelske opstandelse begyndte i 1918, efter at Jesus var blevet indsat på tronen i 1914 og var redet ud for at indlede sit kongelige sejrsridt med at rense himmelen for Satan og hans dæmoner. De opstandne salvede får imidlertid at vide at de må „hvile endnu en kort tid, indtil tallet også [er] fuldt på deres medtrælle“. De af Johannesskarens medlemmer der stadig befinder sig på jorden, må bevise deres uangribelighed under prøve og forfølgelse, og nogle af dem vil måske blive dræbt. Til sidst vil alt det retfærdige blod som Babylon den Store og dets politiske elskere har udgydt, imidlertid blive hævnet. I mellemtiden er de opstandne uden tvivl travlt optaget af opgaver i himmelen. De ’hviler’, ikke ved at dase uvirksomme i himmelsk lyksalighed, men i den forstand at de tålmodigt afventer dagen for Jehovas hævn. (Esajas 34:8; Romerne 12:19) Da vil deres hvile høre op når de ser den falske religion blive ødelagt og de, som „de kaldede og udvalgte og trofaste“, ledsager Herren Jesus Kristus i forbindelse med at eksekvere dommen over alle andre dele af Satans onde afkom på jorden. — Åbenbaringen 2:26, 27; 17:14; Romerne 16:20.