Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • ”Jeg vil selv lede efter mine får”
    Vagttårnet (studieudgave) – 2020 | Juni
    • STUDIEARTIKEL 25

      “Jeg vil selv lede efter mine får”

      “Jeg vil selv lede efter mine får, og jeg vil tage mig af dem.” – EZEK. 34:11.

      SANG NR. 105 “Gud er kærlighed”

      FORMÅLa

      1. Hvordan er Jehova ligesom en ammende mor?

      “KAN en kvinde glemme det barn hun ammer?” Det spørgsmål stillede Jehova på profeten Esajas’ tid. “Selv hvis disse kvinder skulle glemme, vil jeg aldrig glemme dig,” sagde Gud til sit folk. (Esa. 49:15) Jehova sammenligner meget sjældent sig selv med en mor. Men det gjorde han altså i det her tilfælde. Jehova brugte det bånd der er mellem en mor og hendes barn, til at vise hvor nært han føler sig knyttet til sine tjenere. De fleste mødre ved at det en søster der hedder Jasmin, siger, er rigtigt: “Når man ammer sit barn, knytter man et helt særligt bånd der varer hele livet.”

      2. Hvordan påvirker det Jehova når et af hans børn kommer væk fra ham?

      2 Jehova er opmærksom på det når bare en enkelt af hans tjenere holder op med at komme i menigheden og gå ud at forkynde. Tænk så på hvor meget det må smerte ham at der hvert år er flere tusind af hans tjenere der bliver uvirksomme.b

      3. Hvad ønsker Jehova?

      3 Mange af vores kære brødre og søstre der er blevet uvirksomme, kommer tilbage til menigheden, og vi tager varmt imod dem! Jehova ønsker at de skal komme tilbage, og det gør vi også. (1. Pet. 2:25) Hvad kan vi gøre for at hjælpe? Før vi kan besvare det spørgsmål, må vi prøve at forstå hvorfor nogle holder op med at komme til møderne og gå ud at forkynde.

      HVORFOR HOLDER NOGLE OP MED AT TJENE JEHOVA?

      4. Hvilken virkning kan verdsligt arbejde have på nogle?

      4 Nogle er blevet helt opslugt af deres verdslige arbejde. “Jeg engagerede mig alt for meget i mit job,” indrømmer Hung,c en bror fra Sydøstasien. “Jeg var så dum at bilde mig selv ind at hvis jeg havde det bedre økonomisk, ville jeg også kunne tjene Jehova bedre. Derfor begyndte jeg at arbejde mere. Jeg gik glip af flere og flere møder og holdt til sidst helt op med at komme i menigheden. Det er som om verden er designet til lidt efter lidt at trække mennesker væk fra Gud.”

      5. Hvordan reagerede en søster da hendes familie blev ramt af det ene problem efter det andet?

      5 Nogle brødre og søstre kæmper med store problemer. Anne fra England er mor til fem. “Et af mine børn er født med store handicap,” fortæller Anne. “På et tidspunkt blev en af mine døtre udelukket, og en af mine sønner blev psykisk syg. Jeg blev så deprimeret at jeg holdt op med at komme til møderne og gå i forkyndelsen. Til sidst gik jeg helt i stå.” Vi føler meget med Anne og hendes familie og med andre brødre og søstre der har lignende udfordringer.

      6. Hvorfor risikerer man at glide væk fra menigheden hvis man ikke følger rådet i Kolossenserne 3:13?

      6 Læs Kolossenserne 3:13. Nogle af Jehovas tjenere er blevet såret på grund af noget en trosfælle har sagt eller gjort. Apostlen Paulus erkendte at vi indimellem kan have “en grund til at klage over” en bror eller en søster. Måske er vi endda blevet behandlet uretfærdigt. Hvis ikke vi passer på, kan det gøre os bitre. Og bitre følelser kan med tiden få en til at glide helt væk fra Jehovas folk. Tænk over hvad Pablo fra Sydamerika oplevede. Han blev falskeligt anklaget for at have gjort noget forkert og mistede et tjenesteprivilegium i menigheden. Hvordan reagerede han? Pablo siger: “Jeg blev vred, og med tiden gled jeg helt væk fra menigheden.”

      7. Hvad kan dårlig samvittighed gøre ved et menneske?

      7 En der tidligere har overtrådt Guds lov, kan være så plaget af dårlig samvittighed at han ikke føler sig værdig til Guds kærlighed. Selv hvis han angrede og blev vist barmhjertighed, føler han måske stadig at han ikke er god nok til at være en del af menigheden. En bror der hedder Francisco, havde det på den måde. “Jeg blev retledt efter at have gjort noget seksuelt umoralsk,” siger han. “I begyndelsen fortsatte jeg med at komme til møderne, men jeg blev deprimeret og følte at jeg slet ikke var værdig til at høre til Jehovas folk. Min samvittighed plagede mig, og jeg var overbevist om at Jehova ikke havde tilgivet mig. Efter et stykke tid holdt jeg op med at komme i menigheden.” Hvilke følelser har du for brødre og søstre der befinder sig i situationer som dem vi lige har beskrevet? Har du empati med dem? Og endnu vigtigere: Hvilke følelser har Jehova for dem?

      JEHOVA ELSKER SINE FÅR

      En hyrde der går med sin flok, leder efter et lam der er blevet væk. Lammet er gemt bag nogle sten, er såret og sidder fast i et buskads.

      En israelitisk hyrde havde stor omsorg for et får der var kommet væk fra flokken (Se paragraf 8-9)e

      8. Glemmer Jehova dem der på et tidspunkt har tjent ham? Forklar.

      8 Jehova glemmer ikke dem der på et tidspunkt har tjent ham men nu i et stykke tid ikke er kommet i menigheden. Han glemmer heller ikke det arbejde de har gjort i tjenesten for ham. (Hebr. 6:10) Profeten Esajas beskrev med en smuk illustration den omsorg Jehova har for sit folk. “Som en hyrde vil han tage sig af sin flok,” skrev Esajas. “Han vil samle lammene med sin arm, og han vil bære dem i sin favn.” (Esa. 40:11) Hvilke følelser vækker det hos den store Hyrde når et af hans får kommer væk fra flokken? Jesus beskrev Jehovas følelser da han spurgte sine disciple: “Hvad mener I? Hvis en mand har 100 får og et af dem farer vild, vil han så ikke forlade de 99 i bjergene og gå ud for at lede efter det ene der er faret vild? Og hvis han finder det, glæder han sig endnu mere over det end over de 99 som ikke er faret vild.” – Matt. 18:12, 13.

      Hyrden bærer det lam der var blevet væk. Lammets sårede ben er forbundet, og resten af flokken er sammen med hyrden.

      9. Hvordan behandlede gode hyrder på Bibelens tid deres får? (Se forsidebilledet).

      9 Hvorfor passer Jehova godt til beskrivelsen af en hyrde? Fordi en god hyrde på Bibelens tid havde stor omsorg for sine får. David, for eksempel, kæmpede både mod en løve og en bjørn for at beskytte sin fåreflok. (1. Sam. 17:34, 35) En god hyrde ville helt sikkert lægge mærke til det hvis bare et af hans får manglede. (Joh. 10:3, 14) Hvis sådan en hyrde havde 100 får, ville han efterlade de 99 i en sikker fold eller overlade dem til andre hyrder der kunne tage sig af dem, mens han selv gik ud for at lede efter det får der var blevet væk. Jesus brugte dette som en illustration for at lære os noget vigtigt: “Min Far i himlen ønsker heller ikke at en eneste af disse små skal gå tabt.” – Matt. 18:14.

      Hyrden sidder med lammet i skødet og forbinder dets sårede ben.

      En israelitisk hyrde i fortiden tager sig kærligt af et får der har været væk (Se paragraf 9)

      JEHOVA LEDER EFTER SINE FÅR

      10. Hvad har Jehova ifølge Ezekiel 34:11-16 lovet at gøre for de får der er blevet væk?

      10 Jehova elsker hver eneste af os, også ‘de små’ der er kommet væk fra hans flok. Gennem profeten Ezekiel lovede Gud at han ville lede efter de får der var blevet væk, og hjælpe dem til igen at blive åndeligt sunde. Han skitserede hvilke skridt han ville tage for at redde dem, skridt som en typisk israelitisk hyrde ville tage hvis et af hans får var blevet væk. (Læs Ezekiel 34:11-16). For det første ville hyrden lede efter fåret, og det kunne tage meget tid og kræve mange kræfter. Når hyrden så endelig fandt sit får, ville han tage det med tilbage til flokken. Hvis fåret var kommet til skade eller havde sultet, ville hyrden gøre alt hvad der skulle til, for at hjælpe det svage dyr. Han ville kærligt forbinde dets sår, bære det i sin favn og give det mad. Ældste, der er “hyrder for Guds hjord”, må tage de samme skridt når de skal hjælpe en der er kommet væk fra menigheden. (1. Pet. 5:2, 3) De ældste leder efter dem, hjælper dem til at komme tilbage til hjorden og viser dem kærlighed ved at sørge for den åndelige hjælp de har brug for.d

      11. Hvad var en god hyrde klar over?

      11 En god hyrde var klar over at et får kunne risikere at komme væk fra flokken. Og når et får kom på afveje, behandlede hyrden det ikke hårdt. Lad os se på hvordan Jehova hjalp nogle af sine tjenere der i en periode var kommet væk fra ham.

      12. Hvordan reagerede Jehova over for Jonas?

      12 Profeten Jonas flygtede fra sin opgave. Men Jehova opgav ikke bare Jonas. Som den gode hyrde han er, reddede Jehova Jonas og hjalp ham til at få den kraft og styrke han behøvede for at kunne klare sin opgave. (Jon. 2:7; 3:1, 2) Senere brugte Jehova en flaskegræskarplante til at lære Jonas hvor værdifuldt hvert eneste menneskeliv er. (Jon. 4:10, 11) Hvad lærer det os? Ældste må ikke bare opgive dem der er blevet uvirksomme. Tværtimod må de prøve at forstå hvad der har fået et får til at komme væk fra flokken. Og når fåret kommer tilbage til Jehova, må de ældste blive ved med at vise kærlig interesse og omsorg.

      13. Hvad kan vi lære af Jehovas reaktion på de følelser en salmist gav udtryk for?

      13 Den der nedskrev Salme 73, mistede modet fordi det så ud som om de onde havde succes. Han begyndte at tvivle på at det overhovedet var anstrengelserne værd at gøre Guds vilje. (Sl. 73:12, 13, 16) Hvordan reagerede Jehova? Han fordømte ikke sin tjener, men lod de tanker salmisten gav udtryk for, blive en del af Bibelen. På et tidspunkt gik det op for salmisten at et godt forhold til Jehova betyder mere end noget som helst andet, og at det gør livet værd at leve. (Sl. 73:23, 24, 26, 28) Hvad lærer det os? Ældste må ikke være hurtige til at dømme dem der begynder at tvivle på at det nytter noget at tjene Jehova. I stedet for at fordømme dem må de ældste prøve at forstå hvad der ligger bag det de siger og gør. Først når de forstår det, kan de give den specifikke bibelske opmuntring der er brug for.

      14. Hvorfor havde Elias brug for hjælp, og hvad gjorde Jehova ved det?

      14 Profeten Elias flygtede fra dronning Jezabel. (1. Kong. 19:1-3) Han troede at han var den eneste profet for Jehova der var tilbage, og at hans arbejde havde været fuldstændigt nytteløst. Elias blev så deprimeret at han kun havde lyst til at dø. (1. Kong. 19:4, 10) I stedet for at fordømme Elias forsikrede Jehova ham om at han ikke var alene, om at Elias kunne stole på hans kraft, og om at der stadig var meget arbejde for ham at gøre. Jehova lyttede kærligt til Elias da han gav udtryk for sine bekymringer, og gav ham nye opgaver. (1. Kong. 19:11-16, 18) Hvad lærer det os? At vi alle, og især de ældste, skal behandle Jehovas får kærligt. Uanset om en person giver udtryk for bitterhed eller føler at Jehova ikke vil kunne tilgive ham, vil de ældste lytte når han fortæller hvordan han har det. Og så vil de prøve at overbevise ham om at Jehova elsker ham.

      HVILKE FØLELSER SKAL VI HAVE FOR DE FÅR DER ER BLEVET VÆK?

      15. Hvordan betragtede Jesus sin Fars får, som det fremgår af Johannes 6:39?

      15 Hvilke følelser ønsker Jehova at vi skal have for de får der er kommet væk fra hans menighed? Det kan vi se ud fra Jesus’ eksempel. Jesus vidste at Jehova sætter stor pris på hvert eneste af sine får, og derfor gjorde han alt hvad han kunne, for at hjælpe “de bortkomne får blandt Israels folk” til at vende tilbage til Jehova. (Matt. 15:24; Luk. 19:9, 10) Og som den gode hyrde han var, gjorde Jesus også sit yderste for ikke at miste nogen af Jehovas får. – Læs Johannes 6:39.

      16-17. Hvordan bør ældste have det med at hjælpe brødre og søstre der er kommet væk fra menigheden? (Se boksen “Hvordan et bortkommet får kan have det”).

      16 Apostlen Paulus tilskyndede de ældste i Efesos til at lære af Jesus’ eksempel. “I ... skal hjælpe de svage og huske det Herren Jesus har sagt: ‘Der er større glæde ved at give end ved at få.’” (Ap.G. 20:17, 35) Ordene viser at ældste har et særligt ansvar for at tage sig af Jehovas folk. “Når jeg tænker på hvor stor omsorg Jehova har for får der er blevet væk, føler jeg mig motiveret til at gøre alt hvad jeg kan, for at hjælpe dem,” siger Salvador, en ældste i Spanien. “Jeg ved at Jehova forventer at jeg som åndelig hyrde skal vise dem omsorg.”

      17 I denne artikel har vi nævnt flere brødre og søstre der var kommet væk fra menigheden, men de er alle blevet hjulpet til at vende tilbage til Jehova. Lige nu og her er der mange andre der er gledet væk fra menigheden, som har samme ønske. I den næste artikel vil vi komme nærmere ind på hvordan vi kan hjælpe dem til at komme tilbage til Jehova.

  • “Vend tilbage til mig”
    Vagttårnet (studieudgave) – 2020 | Juni
    • STUDIEARTIKEL 26

      “Vend tilbage til mig”

      “Vend tilbage til mig, så vil jeg vende tilbage til jer.” – MAL. 3:7.

      SANG NR. 102 ‘Hjælp de svage’

      FORMÅLa

      1. Hvad føler Jehova når et af hans får bliver reddet?

      SOM vi var inde på i den sidste artikel, sammenligner Jehova sig selv med en hyrde der kærligt viser omsorg for hvert eneste af sine får. Hvis et af fårene bliver væk, leder han efter det. Jehova sagde til de israelitter der havde forladt ham: “Vend tilbage til mig, så vil jeg vende tilbage til jer.” Og vi ved at hans indstilling til fårene er den samme i dag, for han siger: “Jeg forandrer mig ikke.” (Mal. 3:6, 7) Jesus sagde at Jehova og englene glæder sig meget når bare én som er kommet væk fra Jehova, vender tilbage. – Luk. 15:10, 32.

      2. Hvad vil vi se på i denne artikel?

      2 Vi vil her se på tre af Jesus’ lignelser, eller illustrationer, der lærer os noget om hvordan vi kan hjælpe dem der er kommet væk fra Jehova. Vi vil behandle nogle specifikke egenskaber vi må vise for at kunne hjælpe dem til at vende tilbage til ham. Og vi vil se på hvorfor det vil give os meget glæde at støtte dem der er blevet svage.

      SØG EFTER DEN “MØNT” DER ER BLEVET VÆK

      3-4. Hvorfor ledte den kvinde der er omtalt i Lukas 15:8-10, så omhyggeligt efter sin tabte drakme?

      3 Det kræver en stor indsats at finde dem der gerne vil vende tilbage til Jehova. I en lignelse vi finder i Lukasevangeliet, fortæller Jesus om en kvinde som leder efter noget dyrebart hun har mistet – en drakme. Denne lignelse retter vores opmærksomhed mod selve søgeprocessen. – Læs Lukas 15:8-10.

      4 Jesus beskriver hvad kvinden føler efter at have fundet den dyrebare drakme hun har mistet. På Jesus’ tid var det åbenbart almindeligt at en jødisk mor gav sin datter et sæt med ti drakmemønter den dag datteren blev gift. Måske hører denne mønt til sådan et sæt. Kvinden går ud fra at mønten er faldet ned på gulvet. Derfor tænder hun en lampe og kigger sig omkring, men hun kan ikke finde mønten. Måske giver olielampen ikke lys nok til at hun kan få øje på den lille sølvmønt. Til sidst fejer hun omhyggeligt hele huset. Og midt i det støv hun har fejet sammen, finder hun sin dyrebare drakme, der ligger der og glimter i lampens skær. Hvor bliver hun glad! Hun kalder sine veninder og naboer sammen for at fortælle den gode nyhed.

      5. Hvorfor kan det være svært at finde frem til dem der er kommet væk fra menigheden?

      5 Jesus’ lignelse minder os om at det kræver en indsats at finde noget der er blevet væk. Måske må vi også gøre en stor indsats for at finde frem til nogle der har forladt menigheden. Der kan være gået mange år siden de holdt op med at komme sammen med os. Det kan endda være at de er flyttet hen til et sted hvor de lokale brødre og søstre ikke kender dem. Men lige nu er der sikkert nogle af disse uvirksomme der længes efter at vende tilbage til Jehova. De vil gerne igen tjene Jehova sammen med deres brødre og søstre, men de har brug for vores hjælp.

      6. Hvordan kan alle i menigheden være med til at lede efter uvirksomme?

      6 Hvem kan være med til at lede efter brødre og søstre der er blevet uvirksomme? Alle forkyndere i menigheden kan være med – deriblandt ældste, pionerer og de der har en uvirksom i deres familie. Er der en af dine venner eller en i din familie der er blevet uvirksom? Har du mødt en uvirksom mens du har forkyndt fra hus til hus eller deltaget i offentlig forkyndelse? Forklar den uvirksomme at du gerne vil give hans kontaktoplysninger til de lokale ældste hvis han kunne tænke sig et besøg.

      7. Hvad kan du lære af det en ældste der hedder Thomas, fortæller?

      7 Hvad kan især de ældste helt konkret gøre for at hjælpe dem der gerne vil vende tilbage til Jehova? En ældstebror i Spanien der hedder Thomas,b har nogle interessante kommentarer. Han har hjulpet over 40 med at komme tilbage til menigheden. Thomas siger: “Først spørger jeg vennerne i menigheden om de ved hvor de uvirksomme i vores menighed bor nu. Jeg spørger også forkynderne om de kan huske nogen som helst der ikke længere kommer til møderne. De fleste i menigheden er entusiastiske og glade for at hjælpe fordi de føler sig personligt involveret i søgearbejdet. Senere, når jeg besøger de uvirksomme brødre og søstre, spørger jeg hvordan det står til med deres børn og andre i familien. Nogle af de uvirksomme plejede at have deres børn med til møderne, og måske har børnene engang været forkyndere. De kan også hjælpes til at komme tilbage til Jehova.”

      HJÆLP SØNNER OG DØTRE AF JEHOVA TILBAGE TIL HAM

      8. Hvordan behandlede faren sin angrende søn i den lignelse vi finder i Lukas 15:17-24?

      8 Hvilke egenskaber må vi have hvis vi skal hjælpe dem der gerne vil tilbage til Jehova? Svaret fremgår blandt andet af Jesus’ lignelse om den trodsige søn der rejste hjemmefra. (Læs Lukas 15:17-24). Jesus fortæller at sønnen til sidst kom til fornuft og besluttede at vende hjem. Faren løb sin søn i møde, omfavnede ham hjerteligt og forsikrede ham om at han stadig elskede ham. Sønnen havde dårlig samvittighed og følte sig ikke længere værdig til at blive kaldt søn. Faren følte empati med sønnen, der åbent fortalte hvordan han havde det. Derefter gjorde han nogle konkrete ting for at sønnen virkelig kunne føle sig velkommen, ikke som en daglejer men som et elsket medlem af familien. For at bevise at han elskede sin angrende søn, arrangerede faren en fest for ham og gav ham fint, nyt tøj.

      9. Hvilke egenskaber må vi have for at kunne hjælpe uvirksomme til at vende tilbage til Jehova? (Se boksen “Hvordan vi kan hjælpe dem der gerne vil vende tilbage”).

      9 Jehova er som faren i lignelsen. Han elsker vores uvirksomme brødre og søstre og ønsker at de skal vende tilbage til ham. Ved at efterligne Jehova kan vi hjælpe dem til at gøre det. Det kræver tålmodighed, empati og kærlighed. Hvorfor må vi vise netop de egenskaber, og hvordan kan vi gøre det?

      Hvordan vi kan hjælpe dem der gerne vil vende tilbage

      Collage: 1. En ældste sender en sms til en bror der er blevet uvirksom. Den uvirksomme bror læser sms’en i en pause på arbejdet. 2. En anden ældste kommer hen til den uvirksomme bror med en gave, en kasse frugt. Den uvirksomme er ved at reparere noget på sin bil. 3. En tredje ældste lytter til den uvirksomme bror mens de sidder udenfor og drikker en kop kaffe.

      (Se paragraf 9)d

      De fleste uvirksomme har brug for nære venner der kan støtte dem. Sådanne venner skal ...

      • være parate til at holde kontakten med dem og besøge dem igen og igen.

      • vise dem ægte kærlighed og forsikre dem om at både Jehova og deres brødre og søstre elsker dem.

      • være parate til at lytte med empati. Det kræver at man prøver at forstå deres udfordringer og undgår at være fordømmende over for dem.

      10. Hvorfor er tålmodighed vigtig når man skal hjælpe en til at komme åndeligt til kræfter?

      10 Vi må have tålmodighed, for det tager tid for et menneske igen at komme åndeligt til kræfter. Mange der har været inaktive, fortæller at de først begyndte at reagere positivt efter at de ældste og andre fra menigheden havde besøgt dem mange gange. Nancy, en søster fra Sydøstasien, skriver: “En nær veninde i menigheden hjalp mig meget. Hun var som en storesøster for mig. Hun mindede mig om de gode ting vi havde oplevet sammen før i tiden. Og hun lyttede tålmodigt når jeg fortalte hvordan jeg havde det, men hun holdt sig ikke tilbage fra at give mig gode råd. Hun viste sig som en sand ven, der var parat til at hjælpe når som helst.”

      11. Hvorfor må vi have empati for at kunne lindre andres sårede følelser?

      11 Empati er som en salve der kan lindre sårede følelser. Nogle uvirksomme har følt sig såret af noget en i menigheden har gjort, og måske har de i årevis kæmpet med bitre tanker. De svære følelser har fyldt så meget at de ikke har haft lyst til at vende tilbage til Jehova. Nogle mener måske at de er blevet uretfærdigt behandlet. Måske har de brug for en der er parat til at lytte til dem og gerne vil forstå deres følelser. (Jak. 1:19) María, der engang var uvirksom, siger: “Jeg havde brug for et lyttende øre, en skulder jeg kunne græde ud ved, og en hånd der kunne tage fat i mig og lede mig.”

      12. Vis med en illustration hvordan Jehovas kærlighed er som et reb der hjælper uvirksomme tilbage til hans folk.

      12 I Bibelen bliver Jehovas kærlighed til hans folk sammenlignet med et reb. Hvordan kan man sige at Guds kærlighed er som et reb? Her er en illustration: Forestil dig at du kæmper for livet i et oprørt hav, og at en kaster en redningsvest ud til dig. Du er sikkert lykkelig for at få denne hjælp fordi den vil gøre det lettere for dig at holde dig flydende. Men redningsvesten er ikke nok til at redde dit liv. Vandet er koldt, og du vil kun overleve hvis du kan nå hen til en redningsbåd. Du har brug for at en kaster et reb ud til dig og trækker dig hen til redningsbåden. Jehova sagde om de israelitter der var kommet væk fra ham: ‘Jeg blev ved med at lede dem, med kærlighedsreb.’ (Hos. 11:4) Det samme vil Gud gøre i dag for dem der er holdt op med at tjene ham og er ved at drukne i problemer og bekymringer. Han ønsker de skal vide at han elsker dem, og han vil gerne lede dem, ja, trække dem, hen til sig. Og Jehova kan udtrykke sin kærlighed til dem gennem dig.

      13. Fortæl en erfaring der illustrerer hvor stærkt broderkærligheden kan virke.

      13 Det er vigtigt at forsikre uvirksomme om at Jehova elsker dem, og at vi også elsker dem. Pablo, der blev omtalt i den forrige artikel, var uvirksom i over 30 år. Han siger: “En morgen da jeg var ved at tage afsted, var der en sød ældre søster der henvendte sig til mig på en meget kærlig måde. Jeg begyndte at græde som et lille barn og sagde til hende at det måtte være Jehova der havde sendt hende for at tale med mig. I samme øjeblik besluttede jeg at vende tilbage til Jehova.”

      KÆRLIG HJÆLP TIL DEM DER ER BLEVET SVAGE

      14. Hvad gjorde hyrden efter at have fundet det får der var blevet væk, som vi læser i Lukas 15:4, 5?

      14 Vi må blive ved med at støtte og opmuntre uvirksomme efter at vi har fået kontakt med dem. De har måske nogle følelsesmæssige ar, ligesom sønnen der vendte tilbage til sin far i Jesus’ lignelse. Og de er sikkert åndeligt svage på grund af den måde Satans verden har behandlet dem på. Vi må hjælpe dem med at genopbygge deres tro på Jehova. I illustrationen om fåret der var blevet væk, beskriver Jesus hvordan hyrden tager fåret op på sine skuldre og bærer det tilbage til flokken. Hyrden har allerede brugt tid og kræfter på at finde fåret. Men han forstår at han må bære fåret hjem til folden fordi det ikke selv har kræfter nok til at komme tilbage. – Læs Lukas 15:4, 5.

      15. Hvordan kan vi give kærlig hjælp til dem der gerne vil vende tilbage til Jehova? (Se boksen “Et værdifuldt redskab”).

      15 Måske skal vi bruge en hel del tid og kræfter på at hjælpe en uvirksom til at overvinde nogle svagheder. Men ved hjælp af Jehovas ånd og hans ord og de publikationer han har givet os gennem sin menighed, kan vi hjælpe vores bror eller søster til at blive åndeligt stærk igen. (Rom. 15:1) Hvordan kan vi gøre det? En erfaren ældste siger: “De fleste uvirksomme der beslutter sig for at vende tilbage til Jehova, har brug for et bibelstudie.”c Hvis du får den dejlige opgave at studere med en uvirksom, så glæd dig over opgaven! Den samme ældste siger: “Den forkynder der leder studiet, skal være en god ven for den uvirksomme, en som han kan betro sig til.”

      Et værdifuldt redskab

      Brochuren ‘Vend tilbage til Jehova’.

      Brochuren Vend tilbage til Jehova kan vække et ønske hos uvirksomme om igen at blive en del af menigheden.

      María, der blev citeret i artiklen, siger: “Brochuren fik mig til at indse at Jehova elsker mig og altid ønsker at være der for mig.”

      “Del fire i brochuren Vend tilbage til Jehova hjalp mig rigtig meget,” fortæller Flora fra Cameroun. “Det der stod, gav mig mod og styrke til at bede åbent og ærligt til Jehova og fortælle de ældste, der havde været meget hjælpsomme, om min situation.”

      “Brochuren var som en invitation fra Jehova til mig personligt,” siger Tatjana fra Bulgarien. “Den fik mig til at forstå at Jehova har omsorg for sine bortkomne får, uanset hvorfor de i sin tid kom væk.”

      GLÆDE I HIMLEN OG GLÆDE PÅ JORDEN

      16. Hvordan ved vi at vi kan regne med støtte fra himlen?

      16 Mange erfaringer viser at englene samarbejder med os om at finde de uvirksomme der gerne vil vende tilbage til Jehova. (Åb. 14:6) Tag for eksempel Silvio fra Ecuador, der inderligt bad Jehova om at hjælpe ham tilbage til menigheden. Mens han stadig var ved at bede, ringede det på døren. Udenfor stod to ældste. De var glade for allerede under det besøg at kunne begynde at give ham den hjælp han havde behov for.

      17. Hvad giver det os selv at hjælpe dem der er åndeligt svage?

      17 Det vil give os stor glæde at hjælpe dem der er åndeligt svage, til at komme tilbage til Jehova. Læg mærke til hvad en pionerbror der er særligt opmærksom på at hjælpe uvirksomme, siger: “Nogle gange kan jeg næsten ikke holde glædestårerne tilbage. Det gør mig simpelthen så glad at tænke på at Jehova har reddet et af sine dyrebare får ud af Satans verden, og at jeg har haft det privilegium at samarbejde med ham.” – Ap.G. 20:35.

      18. Hvis du ikke er aktiv i menigheden, hvad kan du så være sikker på?

      18 Hvis du er holdt op med at komme i menigheden, må du ikke være i tvivl om at Jehova stadig elsker dig. Han ønsker inderligt at du skal vende tilbage til ham. Det kommer til at kræve noget af dig. Men ligesom faren i Jesus’ lignelse spejder Jehova efter at du skal komme tilbage, og han glæder sig til at byde dig velkommen hjem.

  • “Vend tilbage til mig”
    Vagttårnet (studieudgave) – 2020 | Juni
Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del