’Den skjulte manna og en hvid sten’

17. Hvilken belønning venter der de salvede kristne som sejrer, og hvad måtte de kristne i Pergamum overvinde?

¹⁷ Alle som følger Jesu vejledning, der er givet gennem Jehovas hellige ånd, kan se frem til en storslået belønning. Hør blot: „Lad den der har øre, høre hvad ånden siger til menighederne: Den der sejrer, ham vil jeg give noget af den skjulte manna, og jeg vil give ham en hvid sten, og på stenen et nyt navn skrevet som ingen kender undtagen den der får det.“ (Åbenbaringen 2:17) De kristne i Pergamum bliver altså, ligesom de kristne i Smyrna, opfordret til at sejre. Hvis dette skal lykkes for dem der bor i Pergamum, hvor Satans trone er, må de afsky afgudsdyrkelse. De må overvinde den umoralitet, det sektvæsen og det frafald der forbindes med Balak, Bileam og Nikolaus-sekten. Derefter vil disse salvede kristne blive indbudt til at spise noget af „den skjulte manna“. Hvad vil det sige?

18, 19. (a) Hvad var den manna Jehova tilvejebragte til israelitterne? (b) Hvilken manna blev skjult? (c) Hvad er dét at spise af den skjulte manna et symbol på?

¹⁸ På Moses’ tid tilvejebragte Jehova manna til israelitterne under ørkenvandringen. Denne manna var ikke skjult, for hver morgen — undtagen på sabbatten — lå den mirakuløst ligesom skælagtigt rim på jorden. Det var en guddommelig foranstaltning som holdt israelitterne i live. Til minde om dette skulle Moses komme noget af dette „brød“ i en guldkrukke og opbevare den i pagtens ark „i denne og kommende [israelitiske] generationer“. — 2 Mosebog 16:14, 15, 23, 26, 33; Hebræerne 9:3, 4.

¹⁹ Dette var et meget passende symbol. Denne manna blev skjult i tabernaklets Allerhelligste, hvor det mirakuløse lys der svævede over arkens låg symboliserede Jehovas egen tilstedeværelse. (2 Mosebog 26:34) Ingen havde lov til at gå ind på dette hellige sted for at spise af den skjulte manna. Men nu siger Jesus at hans salvede disciple som sejrer, vil komme til at spise af „den skjulte manna“. Ligesom Kristus selv har gjort forud for dem, går de „ikke ind på et helligt sted som er gjort med hænder og som er en kopi af virkeligheden, men ind i selve himmelen“. (Hebræerne 9:12, 24) Ved deres opstandelse iklædes de udødelighed og uforgængelighed — en storslået foranstaltning fra Jehova som symbolsk skildres ved at de får den uforgængelige „skjulte manna“. Det lille antal sejrvindere er i sandhed en privilegeret skare! — 1 Korinther 15:53-57.

20, 21. (a) Hvad er dét at de salvede kristne får en hvid sten, et symbol på? (b) Hvilket håb er der for den store skare, eftersom der kun findes 144.000 hvide sten?

²⁰ De får også „en hvid sten“. Ved romerske domstole brugte man sten når man afsagde domme.b En hvid sten betød frifindelse, hvorimod en sort sten betød at én var kendt skyldig, ofte til døden. At Jesus giver de kristne sejrvindere i Pergamum „en hvid sten“, betyder altså at han kender dem uskyldige, rene. Der kan imidlertid ligge mere i Jesu ord. I romertiden brugte man også sten som adgangsbeviser til vigtige begivenheder. Den hvide sten kan således symbolisere noget ganske særligt for den salvede kristne der sejrer — nemlig at han får adgang til en ærefuld plads i himmelen ved Lammets bryllup. Der udleveres kun 144.000 sådanne sten. — Åbenbaringen 14:1; 19:7-9.

22, 23. Hvilken betydning ligger der i det navn der står skrevet på den sten de salvede kristne får, og hvilken tilskyndelse ligger der i dette?

²² Hvad er det nye navn der står skrevet på stenen? Et navn er noget der identificerer en person og som tjener til at adskille vedkommende fra andre. Eftersom de salvede kristne først får stenen efter at de har afsluttet deres jordiske livsløb som sejrvindere, må navnet på stenen have at gøre med det privilegium at de bliver forenet med Jesus i himmelen — at de knyttes nært til ham i en kongelig tjeneste som kun opnås og kun virkelig forstås af dem der arver det himmelske rige. Det er således et navn, eller en embedstitel, „som ingen kender undtagen den der får det“. — Jævnfør Åbenbaringen 3:12.

²³ Dette tilskynder i høj grad Johannesskarens medlemmer til at „høre hvad ånden siger til menighederne“ og give agt på det!