Det var netop hvad der skete. I begyndelsen af det fjerde århundrede forsøgte den romerske kejser Konstantin at bruge sin tids „kristne“ religion til at holde sammen på sit smuldrende rige. Derfor gav han bekendende kristne trosfrihed og gav deres præsteskab nogle af det hedenske præsteskabs privilegier. The New Encyclopædia Britannica oplyser: „Konstantin trak kirken ud af sin isolation fra verden og fik den til at påtage sig et socialt ansvar, hvorved han medvirkede til at det hedenske samfund blev vundet for kirken.“

I begyndelsen af det fjerde århundrede nåede man imidlertid et vendepunkt da kejser Konstantin I blev kristen. Om kejserens „omvendelse“ siger det franske opslagsværk Théo — Nouvelle encyclopédie catholique: „Konstantin hævdede at være en kristen kejser. I virkeligheden blev han dog først døbt på sit dødsleje.“ I 313 udstedte Konstantin og hans medhersker, Licinius, et edikt som gav kristne og hedninger samme religiøse frihed. The New Catholic Encyclopedia siger: „At Konstantin gav de kristne trosfrihed, hvilket indebar at kristendommen blev officielt anerkendt som en religio licita [lovlig religion] på linje med hedenskabet, var en revolutionerende handling.“

The New Encyclopædia Britannica oplyser imidlertid: „Han [Konstantin] gjorde ikke kristendommen til rigets religion.“ Den franske historiker Jean-Rémy Palanque, der er medlem af Det Franske Institut, skriver: „Den romerske stat . . . forblev dog officielt hedensk. Og Konstantin, der tilsluttede sig den kristne religion, ændrede ikke på dette forhold.“ I værket The Legacy of Rome siger professor Ernest Barker: „[Konstantins sejr] førte ikke straks til at kristendommen blev statsreligion. Konstantin var tilfreds med at anerkende kristendommen som en af rigets officielle trosretninger. I de næste halvfjerds år blev de gamle hedenske ritualer officielt udført i Rom.“

På det tidspunkt var „kristendommen“ en juridisk anerkendt religion i Romerriget.