De fandt billeder i himmelen

Fortidens astronomer lagde mærke til at hele grupper af stjerner syntes at bevæge sig på en ordnet måde. Stjernerne vandrede på himmelen fra øst mod vest, men de ændrede ikke deres position i forhold til hinanden.a Med andre ord kunne man hver eneste nat se præcis de samme stjernegrupperinger. Eftersom mennesket ønskede at bringe system i disse utallige lyspunkter på himmelen, blev de sat sammen i grupper. Med lidt fantasi kunne man få disse grupper til at ligne dyr, mennesker eller genstande. Sådan opstod den praksis at betragte fastlagte mønstre af stjerner som stjernebilleder.

Nogle af de stjernebilleder vi kender i dag, blev første gang beskrevet i oldtidens Babylon. Blandt disse er de 12 konstellationer som forestiller dyrekredsens tegn. De spillede — og spiller fortsat — en vigtig rolle i astrologien, læren om den indflydelse som stjernerne formodes at have på menneskenes liv. Men Bibelen fordømmer det at tage varsler af stjernerne. (5 Mosebog 18:10-12) Ikke desto mindre var de der tilbad Jehova Gud, klar over at sådanne stjernebilleder eksisterede. Jobs Bog i Bibelen omtaler eksempelvis Jehova som den der „frembringer stjernebillederne Asj, Kesil og Kima“. — Job 9:9.

Mange af de navne på stjernebilleder vi kender i dag, stammer fra den græske mytologi. Man kan stadig finde navne som Cepheus, Cassiopeia, Andromeda og Hercules på vor tids stjernekort.

Fortidens stjernekort

Omkring år 150 e.v.t. lavede den græske astronom Ptolemæus en samlet oversigt over datidens astronomiske viden. Denne samlede oversigt med titlen Almagest indeholder en liste over 48 konstellationer. De kort og atlas over himmelen som blev fremstillet i århundrederne efter Ptolemæus, viste normalt de samme 48 stjernebilleder. Faktisk ændrede antallet af konstellationer sig først omkring 1500-tallet.b Senere blev 40 andre føjet til. I 1922 blev listen over de 88 konstellationer officielt anerkendt af Den Internationale Astronomiske Union.

Ud over stjernekonstellationerne omfatter Ptolemæus’ oversigt en liste over mere end tusind stjerner med oplysninger om deres lysstyrke og position på himmelen. Ptolemæus opgiver ikke kun en stjernes position på himlens længde- og breddegrad, men tilføjer flere detaljer. For eksempel bliver én stjerne i stjernebilledet Ursa Major, eller Store Bjørn, beskrevet som „stjernen ved halens begyndelse“, og en komets beliggenhed angives som værende „til venstre for Andromedas højre knæ“. Som en lærebog formulerer det, „var en virkelig god astronom nødt til at være hjemme i himmelens anatomi“!

Men hvorfor befinder de fleste af oldtidens stjernebilleder sig på den nordlige himmel? Fordi den praksis at betragte visse grupper af stjerner som konstellationer stammer fra Middelhavsområdet, hvor man netop kan se den nordlige himmel, forklarer en kartograf. Først da mennesket begyndte at udforske den sydlige himmel, blev nye stjernebilleder identificeret. Nogle af de nyere stjernebilleder har navne som Fornax, Penduluret, Mikroskopet og Teleskopet.