Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Jehovas Vidner — Årbogsrapport 1992
    Jehovas Vidners Årbog 1992
    • Indvielse af afdelingskontorer: En dør åbnes til nye muligheder

      „Lykkelige er de der bor i dit hus! Stadig lovsynger de dig,“ sang Koras trofaste sønner. (Sl. 84:4) I dag åbner afdelingskontorerne døre til nye muligheder for at fremme tilbedelsen af Jehova. Og når der indvies et nyt afdelingskontor er det en særlig anledning til at lovprise Jehova.

      Fijiøerne

      Tirsdag den 25. december 1990 var en smuk, varm dag i Suva, hovedstaden på de tropiske Fijiøer. Tusinder var forsamlede for at høre programmet ved indvielsen af den nylig fuldførte udvidelse af afdelingskontoret og boligfløjen. Fiji består af over 800 øer, hvoraf omkring 100 er beboede. Der bor over 736.000 mennesker på Fiji, og de er kendt for deres smittende smil og store gæstfrihed. Det var først i 1913 at der kom et af Jehovas vidner til Fiji. I 1930’erne var der kun en lille gruppe på tre familier der holdt møder i Suva. I 1940 blev arbejdet officielt forbudt. Efter den anden verdenskrig blev forbudet hævet, og vejen var da banet for at de første gileadmissionærer den 5. april 1947 kunne sendes til Fiji for at arbejde sammen med de 12 forkyndere som dengang virkede der.

      I 1957 blev Len Helberg, der nu bor i Australien, og Len Heatley, en lokal pioner, sendt til Gileadskolen. Da de et år senere vendte tilbage til Fiji, blev der oprettet et afdelingskontor i Suva. „Dengang tænkte vi ikke på det som et afdelingskontor, men blot som en ekspedition,“ siger broder Heatley. Broder Helberg tilføjer: „Men Jehova vidste hvad han gjorde.“ Sidst i 1940’erne var der én menighed i Suva, men den gode nyhed er nu blevet spredt i hele den sydlige del af Stillehavet, sådan at der i dag også findes afdelingskontorer på Ny Caledonien, Tahiti og Vest-Samoa.

      Lyman Swingle fra Det Styrende Råd holdt indvielsestalen for de 434 der var til stede på selve afdelingskontoret og for de 3489 der var forsamlede på et nærliggende stadion og hørte programmet via telefonlinje. I betragtning af at der er færre end 1600 forkyndere på Fiji, var det et usædvanlig højt antal. Om aftenen underholdt de fijianske brødre mange af de besøgende med festlig sang og dans i to timer.

      Grækenland

      Den 13. april 1991 var en historisk dag for de 334 menigheder af Jehovas Vidner i Grækenland. Det var datoen for indvielsen af det nye afdelingskontor i Eleona, der ligger i landlige omgivelser cirka 70 kilometer nord for Athen.

      På dagen for indvielsen var det overskyet og så ud til regn. Men de truende skyer kunne ikke ødelægge det smukke syn af grønne bygmarker, spættet med blodrøde valmuer og gule okseøjer, der omgiver den 22 hektarer store grund. Samtidig med at brødrene fra menighederne begyndte at ankomme, kom regnen, men det tog ikke glæden fra de 3815 der var til stede. Programmet blev også via telefon transmitteret til stævnepladser nær Athen og Thessaloniki og på Kreta. På denne måde kunne i alt 13.484 overvære programmet

      Det første stævne i Grækenland blev holdt for 66 år siden, i 1925. Alligevel modarbejder den græsk-ortodokse kirke stadig Jehovas Vidner som om de var en ny trosretning. Under byggeriet af afdelingskontoret organiserede præsteskabet endda en demonstration uden for Selskabets ejendom i Eleona. Politiet kom til stede for at opretholde ro og orden og beskytte ejendommen. Modstanden gav bagslag — projektet blev færdigt seks måneder tidligere end planlagt.

      To medlemmer af Det Styrende Råd var til stede ved indvielsen, nemlig Milton Henschel og Albert Schroeder. Dagen sluttede med et måltid for betel- og byggefamilien, såvel som for de gæster der var kommet til Grækenland for at overvære denne begivenhed. Brødre og søstre underholdt gæsterne ved at optræde med traditionelle græske danse.

      Hongkong

      Den 1. januar 1980 flyttede afdelingskontoret fra en meget lille bygning til et større og roligere hus på Kent Road 4 i forstaden Kowloon Tong. Denne ejendom opfyldte afdelingskontorets behov i otte år. Så var tiden inde til endnu en udvidelse. Netop på det rette tidspunkt blev det muligt at købe en smuk bygning på Kent Road 12 der var velegnet som et lille afdelingskontor og betelhjem. Efter kun tre år stod det imidlertid klart at det snart ville blive nødvendigt med mere plads. Igen sørgede Jehova for dette.

      En eftermiddag sagde en katolsk præst der bor på Kent Road 16, til koordinatoren for afdelingskontorets udvalg: „Vore venner er flyttet.“ Dermed sigtede han til en kinesisk familie der ejede Kent Road 14. Familien var flyttet samme weekend, og huset var til salg. Det var yderst velegnet. Ejendommen på Kent Road 14 er en fortræffelig udvidelse af vore andre bygninger i nummer 4 og 12. Det er en toetages, hvid bygning af jernbeton. Betelfamilien består nu af 19 medlemmer, og der er plads til 30.

      Den 15. januar 1991 var aftenen sat til side til indvielsen af denne nye ejendom. Lloyd Barry, medlem af Det Styrende Råd, holdt indvielsestalen, „Gud får det stadig til at gro“. Han er kendt med Hongkong, som han første gang besøgte i 1956 sammen med Nathan H. Knorr, Vagttårnsselskabets daværende præsident. Siden da har broder Barry ofte besøgt afdelingskontoret som zonetilsynsmand. I sit foredrag beskrev han arbejdets historie fra begyndelsen indtil i dag, hvor der er 2320 forkyndere i 23 menigheder i Hongkong.

      Ny Caledonien

      Gemt væk i den sydvestlige del af Stillehavet ligger Ny Caledonien — „Lysets Ø“. Det er en ø med naturområder af usædvanlig skønhed der altid har været et foretrukket tilflugtssted for kunstnere og en kilde til inspiration for dem. I de senere år har stadig flere mennesker spejdet efter et lys der kan give evigt liv. — 1 Joh. 1:5.

      Siden 1977 har afdelingskontoret haft til huse i et missionærhjem. To soveværelser blev omdannet til kontorer om dagen. Oversættelse, ombrydning, trykning såvel som forsendelse af publikationer foregik alt sammen på cirka 100 kvadratmeter! Det forklarer hvorfor Det Styrende Råd godkendte opførelsen af en ny betelbygning på mere end 1200 kvadratmeter. Den har seks soveværelser og ligger i Nouméa, hovedstaden på Ny Caledonien. Gravearbejdet begyndte i januar 1989.

      Den lille gruppe på 9 forkyndere i 1956 er vokset til 1265. Hertil kommer de der virker på Vanuatu og Wallis- & Futunaøerne, så afdelingskontoret nu betjener over 1400 forkyndere. Den 15. december 1990 havde omkring 2700 den glæde at lytte til David Mercante fra Selskabets hovedkontor i Brooklyn, der var på besøg som zonetilsynsmand og holdt indvielsesforedraget. Efter programmet underholdt brødre fra forskellige øer med et musikprogram bestående af Rigets sange og lokale danse.

      Filippinerne

      I 1972, da afdelingskontoret sidst blev udvidet, var der 54.212 forkyndere på Filippinerne. Da opførelsen af de nye bygninger begyndte i maj 1988, var antallet af forkyndere vokset til mere end 97.000.

      Den åndelige høst begyndte den 14. januar 1912 da Charles T. Russell, Selskabets første præsident, i Manilas Grand Opera House holdt foredraget „Hvor er de døde?“ for en tilhørerskare på omkring 1000. Disse første sandhedskorn bar lidt efter lidt frugt, og i 1930 blev der regelmæssigt holdt en ugentlig bibelklasse med cirka ti til stede. Det første Betel på Filippinerne var en lejet lejlighed som blev taget i brug i juni 1934. Det første stykke af den grund i Quezon City hvor det nuværende afdelingskontor ligger, blev købt i december 1947, og den bygning der lå på den blev taget i brug som afdelingskontor i februar 1948. På denne oprindelige knap 10.000 kvadratmeter store grund blev der opført flere bygninger i 1953, 1962 og 1972.

      Med stigningen i antallet af forkyndere i 1970’erne var der virkelig behov for at udspænde afdelingskontorets „teltduge“. (Es. 54:2) Man henvendte sig først til naboerne for at se om nogle af dem var villige til at sælge. På det tidspunkt var ingen interesseret. En af dem sagde endda: „Kinesere sælger ikke ejendom. De køber kun.“ Men overraskende nok begyndte de naboer der først havde afvist Selskabets forespørgsel om at købe deres ejendom, én efter én at tilbyde at sælge deres grunde og huse. I løbet af seks år blev der købt ti grunde, hvorved Selskabets ejendom blev tredoblet.

      I maj 1988 begyndte man at bygge et toetages trykkeri og et elleveetages betelhjem. Frivillige internationale og lokale byggearbejdere samarbejdede begejstret for at opføre det nye afdelingskontor. Det japanske afdelingskontor hjalp med tegninger fra sit ingeniørkontor og med økonomisk støtte der blev lagt oven i de filippinske brødres bidrag.

      Gang på gang mærkede man Jehovas ledelse. Da brødrene for eksempel skulle købe tagplader og gulvbelægning, fik de at vide at der kun var ét firma på Filippinerne der handlede med de materialer de skulle bruge. Men afdelingskontorets byggeprojekt stod som nr. 301 på firmaets venteliste. Man aftalte et møde for at tale direkte med firmaets vicedirektør, og her forklarede man hvordan vort arbejde var baseret på frivillig arbejdskraft. Firmaets bestyrelse godkendte vores ansøgning, og Selskabets ordre blev flyttet frem til at være nr. 1 på produktionslisten, hvilket var meget gunstigt for brødrene, for lige efter at de havde fået materialerne gik firmaets arbejdere i strejke.

      Den 13. april 1991 var en lys og klar dag. En tilhørerskare på 1718 glædede sig over at høre John E. Barr fra Det Styrende Råd holde indvielsestalen. Hans emne var „Sangen om Teokratiets vækst“, et passende tema ikke blot for denne, men også for alle andre indvielser af afdelingskontorer.

  • Jehovas Vidner — Årbogsrapport 1992
    Jehovas Vidners Årbog 1992
    • [Illustration på side 27]

      Fiji

      Afdelingskontoret i hovedstaden Suva blev indviet den 25. december 1990. Receptionen er smagfuldt udsmykket

      [Illustration på side 27]

      Grækenland

      Den 13. april 1991 blev det nye græske afdelingskontor indviet i Eleona

      [Illustration på side 28]

      Indgangspartiet til det nye græske afdelingskontor

      [Illustration på side 28]

      Receptionen på det græske afdelingskontor er parat til at modtage besøgende

      [Illustration på side 28]

      Hongkong

      Den nye udvidelse af afdelingskontoret i Hongkong blev indviet den 15. januar 1991

      [Illustration på side 29]

      Ny Caledonien

      Afdelingskontoret i Nouméa, Ny Caledoniens hovedstad, blev indviet den 15. december 1990

      [Illustration på side 29]

      Filippinerne

      Den 13. april 1991 blev den nye udvidelse af afdelingskontoret i Manila på Filippinerne indviet, med en kontorbygning og en elleveetages boligfløj. Trykkeriet ses yderst til højre

      [Illustration på side 30]

      Rigssalen med plads til 500 på det filippinske afdelingskontor

      [Illustration på side 30]

      Spisesalen på det filippinske betelhjem kan rumme 400

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del