I begyndelsen af 1980’erne planlagde afdelingskontoret i Spanien for eksempel en større udvidelse. Afdelingskontoret bad Det Styrende Råd om at sørge for finansieringen, men da der på det tidspunkt var store udgifter på andre områder, kunne denne anmodning ikke imødekommes. Spørgsmålet var om de spanske forkyndere, med deres forholdsvis lave indkomster, kunne skaffe de nødvendige midler hvis man forelagde dem denne mulighed.

Forkynderne fik at vide hvordan landet lå. De gav med glæde deres ringe, armbånd og andre smykker som bidrag, så de kunne sælges. Da en ældre søster blev spurgt om hun var sikker på at hun ville give sit tunge guldarmbånd væk, svarede hun: „Broder, det vil gøre langt mere gavn som bidrag til et nyt Betel end det vil om mit håndled!“ En anden ældre søster kom med en stak mugne pengesedler som hun i årenes løb havde gemt under gulvet i sit hus. Nogle ægtepar bidrog med penge de havde lagt til side til en rejse. Børn sendte deres sparepenge. En dreng der sparede sammen til en guitar, gav pengene til byggeprojektet i stedet. De spanske forkyndere tilvejebragte gavmildt og villigt alt hvad der var behov for i materiel retning, ligesom israelitterne gjorde da tabernaklet skulle bygges i ørkenen. (2 Mos. 35:4-9, 21, 22) Derefter gav de af sig selv. Nogle brugte al deres tid, andre kom i ferier og weekender for at deltage i arbejdet. De kom fra hele Spanien — i tusindvis. Andre Jehovas vidner kom fra Tyskland, Sverige, Storbritannien, Grækenland og De Forenede Stater, for blot at nævne nogle få lande. Sammen med de lokale brødre fuldførte de det der i første omgang havde forekommet dem at være en umulig opgave.

[Ramme på side 347]

Bidragene har ikke altid været i form af penge

Jehovas vidner i den nordlige del af staten Queensland i Australien skaffede fire store vognlæs tømmer som de sendte til Vagttårnets byggeplads i Sydney. Tømmeret havde en anslået værdi af 4-500.000 kroner.

Under udvidelsen af Vagttårnets trykkeri i Elandsfontein i Sydafrika ringede en indisk broder og spurgte om nogen kunne komme og hente en gave på 500 sække cement (a 50 kilo) — og dét på et tidspunkt da der var mangel på cement i landet. Andre stillede deres lastvogne til rådighed for Selskabet. En afrikansk søster betalte et firma for at levere 15 kubikmeter sand.

Da der blev opført et nyt afdelingskontor i Emmen i Holland, blev store mængder værktøj og arbejdstøj givet som gave. En søster der var alvorligt syg, strikkede et par uldne vinterstrømper til hver af arbejderne.

Da der skulle bygges et nyt afdelingskontor med plads til et trykkeri i Lusaka i Zambia, blev byggematerialerne købt for midler fra Jehovas vidner i andre lande. Materialer og udstyr der ikke kunne skaffes i Zambia, blev skænket af andre lande og kørt til Zambia i lastbiler.

Et Jehovas vidne i Ecuador skænkede i 1977 en grund på 34 hektarer som man byggede en stævnehal og et nyt afdelingskontor på.

Jehovas vidner i Panama åbnede deres hjem for frivillige byggearbejdere; nogle der havde busser sørgede for transport; andre var med til at tilberede de 30.000 måltider der blev serveret på byggepladsen.

Under opførelsen af afdelingskontoret i Arboga i Sverige sendte en menighed 4500 hjemmebagte boller. Andre sendte honning, frugt og syltetøj. En landmand der ikke var et af Jehovas vidner men boede lige ved byggepladsen, gav to tons gulerødder.