„Fri adgang. Ingen kollekt“

Allerede i det andet nummer af Watch Tower, i august 1879, skrev broder Russell: „’Zion’s Watch Tower’ har, tror vi, JEHOVA som hjælper, og så længe dette er tilfældet vil det aldrig hverken tigge eller bede mennesker om støtte. Når Han der siger: ’Mit er sølvet, og mit er guldet’ ikke længere tilvejebringer de nødvendige midler, vil vi tage det som et tegn på at tiden er inde til at lade bladet gå ind.“ I overensstemmelse med dette anmodes der aldrig om penge i Jehovas Vidners publikationer.

Det samme gælder ved deres møder. I menighederne og ved stævnerne fremsættes der aldrig følelsesladede opfordringer til at give bidrag. Der optages ingen kollekt, der omdeles ingen konvolutter som man skal lægge penge i, og der sendes ingen tiggerbreve til menighedens medlemmer. Menighederne arrangerer heller aldrig bankospil eller lotterier for at rejse penge. Allerede i 1894, da Vagttårnsselskabet sendte rejsende foredragsholdere ud, offentliggjorde man denne oplysning: „Lad det være klart helt fra begyndelsen at dette selskab hverken tillader eller godkender optagelse af kollekt eller andre former for indsamling af penge.“

Allerede fra et meget tidligt tidspunkt af Jehovas Vidners historie i nyere tid har der derfor stået følgende på løbesedler og andre trykte indbydelser til Jehovas Vidners møder: „Fri adgang. Ingen kollekt.“

I foråret 1914 begyndte bibelstudenterne at leje teatre og andre sale og indbyde offentligheden til at komme og se „Skabelsens Fotodrama“. Det var en forestilling i fire dele, otte timer i alt, der bestod af lysbilleder og film synkroniseret med lyd. Bare i løbet af det første år blev denne forestilling set af millioner af mennesker i Nordamerika, Europa, Australien og New Zealand. Nogle af dem der ejede teatrene tog betaling for reserverede siddepladser, men bibelstudenterne krævede aldrig entré. Og der blev ikke optaget kollekt.

Senere drev Vagttårnsselskabet radiostationen WBBR i New York gennem mere end 30 år. Jehovas Vidner udsendte også bibelske undervisningsprogrammer over hundreder af andre radiostationer. Men de tiggede aldrig om penge i disse programmer.

Hvordan får de da de bidrag ind som finansierer deres arbejde?

Frivillige bidrag

Mønsteret er fastlagt i Bibelen. Under Moseloven gav israelitterne visse bidrag frivilligt, mens andre blev krævet af dem. Det var for eksempel et krav at de skulle give tiende. (2 Mos. 25:2; 30:11-16; 4 Mos. 15:17-21; 18:25-32) Men Bibelen viser også at Kristus opfyldte Loven og at Gud bragte den til ophør; de kristne er derfor ikke bundet af Lovens bestemmelser. De giver ikke tiende, og de er heller ikke forpligtede til at give bidrag af en bestemt størrelse eller på et bestemt tidspunkt. — Matt. 5:17; Rom. 7:6; Kol. 2:13, 14.

De kristne bliver i stedet tilskyndet til at opdyrke en gavmild indstilling og dermed følge det gode eksempel som Jehova og hans søn, Jesus Kristus, har sat. (2 Kor. 8:7, 9; 9:8-15; 1 Joh. 3:16-18) Angående det at give skrev apostelen Paulus til den kristne menighed i Korinth: „Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.“ Paulus forklarede at ’deres kærligheds ægthed’ blev sat på prøve når de hørte om et særligt behov. Han sagde også: „Når villigheden foreligger, er den nemlig velbehagelig efter hvad man har, ikke efter hvad man ikke har.“ — 2 Kor. 8:8, 12; 9:7.

I lyset af dette er det interessant at læse Tertullians kommentar angående de møder som på hans tid (ca. 155 til efter 220 e.v.t.) blev holdt af dem der bestræbte sig for at leve som kristne. Han skrev: „Er der en slags pengekasse, er den heller ikke samlet sammen af penge, betalt som optagelsesgebyr, som om religionen var til salg. Enhver erlægger et beskedent beløb på en bestemt dag i måneden, eller også når han vil, og hvis han overhovedet vil eller kan. Ingen tvinges nemlig, men man betaler frivilligt.“ (Forsvarsskrift for de kristne, oversat af Niels Willert, XXXIX, 5) Men i århundrederne siden da har kristenhedens kirkesamfund engageret sig i alle tænkelige foretagender for at finansiere deres virksomhed.

Charles Taze Russell ville ikke efterligne kirkerne. Han skrev: „Efter vor opfattelse er penge som er samlet ind ved forskellige former for tiggeri i Herrens navn frastødende og uantagelige for ham, og de resulterer hverken i hans velsignelse over giverne eller over det arbejde der udføres.“

I stedet for at forsøge at indsmigre sig hos de rige, sagde broder Russell klart og tydeligt, og i overensstemmelse med Bibelen, at de fleste af Herrens folk ville være fattige på denne verdens goder, men rige i troen. (Matt. 19:23, 24; 1 Kor. 1:26-29; Jak. 2:5) I stedet for at lægge vægt på behovet for penge til udbredelsen af sandheden fra Bibelen, betonede han betydningen af at opdyrke kærlighedens ånd, ønsket om at give, og ønsket om at hjælpe andre, især ved at forkynde sandheden for dem. Til dem der havde evne for at tjene penge og som mente at de kunne give mere økonomisk hvis de først og fremmest brugte deres tid på forretninger, sagde han at det var bedre at de begrænsede forretningerne og i stedet gav af sig selv og deres tid for at udbrede sandheden. Denne holdning har Jehovas Vidners Styrende Råd stadig.a

Hvor meget giver den enkelte så i bidrag? Det er en personlig afgørelse. Men med hensyn til det at give, bør man mærke sig at Jehovas vidner ikke blot tænker på det materielle. Ved deres områdestævner i 1985-86 drøftede de emnet „Vi ærer Jehova med vor velstand“. (Ordsp. 3:9) Det blev her understreget at vor velstand ikke blot omfatter materielle ejendele men også fysiske, mentale og åndelige aktiver.

I 1904 påpegede broder Russell at et menneske der fuldt ud har indviet sig til Gud „allerede [har] givet alt, hvad han har, til Herren“. Han bør derfor „anse sig selv som ansat af Herren som Husholder over sin egen Tid, sin Indflydelse, sine Penge o. s. v., og . . . enhver maa søge at anvende disse Talenter, saa godt han formaar, til Mesterens Ære“. Han tilføjede at ledet af visdommen ovenfra „opdager han, at efterhaanden som hans Kærlighed og Nidkærhed over for Herren Dag for Dag tager til, ved at han stadig lærer Sandheden bedre at kende og bliver mere fyldt med dens Aand, vil han give mere og mere af sin Tid i Sandhedens Tjeneste, mere og mere af sin Indflydelse og mere og mere af de Midler, der staar til hans Raadighed.“ — Studier i Skriften, „Den nye Skabning“, s. 385.

I disse første år havde Vagttårnsselskabet en fond der blev kaldt „Tower Tract Fund“. Hvad var det? Følgende interessante oplysninger stod på bagsiden af noget brevpapir som broder Russell af og til brugte: „Denne fond består af frivillige gaver fra dem der er blevet bespist med og styrket af den ’mad i rette tid’ der nu fremsættes for de indviede hellige verden over i de ovennævnte publikationer [tilvejebragt af Vagttårnsselskabet], som Guds redskaber.

Denne fond benyttes til stadighed i forbindelse med den gratis udsendelse af tusinder af numre af ZIONS VAGT-TAARN og traktatserien DEN GAMLE THEOLOGIE, som egner sig bedst for nye læsere. Den bidrager også til udbredelsen af hæftede udgaver af DAGGRY-serien ved at hjælpe dem der ønsker at sprede dem — kolportører og andre. Den udgør desuden en ’fattigfond’ som gør det muligt for dem af Herrens børn der på grund af alderdom, sygdom eller andre årsager ikke kan abonnere på VAGT-TAARNET, at få bladet tilsendt gratis, på betingelse af at de i begyndelsen af hvert år sender et brev eller et kort for at udtrykke deres ønske og manglende evne.

Ingen anmodes nogen sinde om at bidrage til denne fond: alle bidrag må være frivillige. Vi minder vore læsere om apostelens ord (1 Kor. 16:1, 2) og støtter dem ved at sige at de der kan give og som gør det for at sandheden kan blive gjort kendt, vil blive belønnet med åndelige velsignelser.“

Jehovas Vidners verdensomspændende forkyndelse af den gode nyhed om Guds rige understøttes fortsat af frivillige bidrag. Foruden Jehovas vidner selv betragter mange interesserede det som et privilegium at støtte dette kristne arbejde med frivillige bidrag.

[Ramme på side 341]

Gud tigger ikke

„Han der sagde: ’Dersom jeg hungrede, ville jeg ikke sige dig det; thi jorderige hører mig til og dets fylde . . . Jeg vil ikke tage en okse af dit hus, ej heller bukke af dine stalde. Thi alle dyrene i skoven hører mig til, dyrene på bjergene i tusindtal’ (Sl. 50:12, 9, 10), han er i stand til at udføre sit store arbejde uden at bede om penge fra verden eller fra sine børn. Han vil heller ikke tvinge sine børn til at ofre noget i tjenesten for ham, ej heller vil han tage mod noget fra dem som ikke gives frivilligt og med glæde.“ — „Zion’s Watch Tower“, september 1886, s. 6.