Bestræbelser for at overvære stævnerne

De fleste stævnepladser lå et stykke borte fra hovedvejene og var svært tilgængelige. Robinson Shamuluma fortæller om et stævne han overværede i 1959: „Vi var omkring femten der cyklede til Kabwe i Central Province. Vores madforsyning bestod af majsmel og tørrede fisk. Hver nat sov vi i bushen. I Kabwe steg vi på et tog og nåede frem til stævnepladsen efter at have rejst i næsten fire dage.“

Lamp Chisenga husker en broder som rejste cirka 130 kilometer til fods og på cykel sammen med sine seks børn for at overvære et stævne. Broder Chisenga fortæller: „De tilberedte mad som de tog med til deres rejse — ristet kassava, jordnødder og jordnøddesmør. Ofte måtte de overnatte ubeskyttede i bushen.“

Mens Wayne Johnson var områdetilsynsmand, lagde han mærke til de store bestræbelser mange gjorde sig for at overvære stævnerne. Han skriver: „En specialpioner cyklede i næsten en uge for at komme til stævne. Andre rejste på ladet af en lastbil. Mange ankom tidligt, i begyndelsen af stævneugen. Om aftenen sad de ofte rundt om et bål og sang. Nogle gange var der så mange der gik ud i forkyndelsen, at distriktet blev gennemarbejdet tre gange i stævneugen.“

I forbindelse med afholdelsen af nogle stævner kørte vi engang gennem den nordlige del af landet. Der er ikke så mange veje i dette område, mest stier. Adskillige kilometer uden for en landsby fik vi øje på nogle mennesker der kom gående mod os. En af dem var en gammel, foroverbøjet mand som gik med stok. Over skulderen bar han sine sammenbundne støvler og en lille sæk med sine ejendele. Da vi nærmede os, så vi at han og de andre havde reversmærke på. Vi standsede op for at spørge dem hvor de kom fra. Den ældre broder rettede sig lidt op og sagde: „Det har du allerede glemt! Vi var sammen til stævnet i Chansa. Vi er ved at være hjemme nu.“

„Hvornår tog I da af sted fra stævnet?“ spurgte vi.

„Da programmet sluttede om søndagen.“

„Men det er nu onsdag eftermiddag. Har I vandret i tre dage?“

„Ja, og i nat hørte vi løver.“

„I fortjener virkelig ros for jeres gode indstilling og de ofre I bringer for at overvære stævnerne.“

Den ældre broder samlede bare sine ting op og begyndte at gå. „Det er ikke noget at tale om,“ sagde han. „Tag du bare hjem og tak afdelingskontoret for den nye stævneplads. Sidste år måtte vi gå i fem dage, men i år kun i tre.“

Mange kan huske at 1992 var et tørkeår i Zambia. Vi var til stævne ved Zambeziflodens bredder, cirka 200 kilometer fra Victoria Falls. Om aftenen besøgte vi forskellige familier; de fleste sad rundt om et bål foran deres lille hytte. En gruppe på omkring 20 sang Rigets sange. Vi fik at vide at de havde gået i otte dage for at komme til stævnet. De syntes ikke at de havde gjort noget særligt. De havde læsset deres dyr med små børn, med madvarer, kogegrej og andre nødvendige ting, og når natten faldt på, sov de bare dér hvor de nu var.