Internationale stævner

I over halvtreds år har Jehovas vidner i mange lande holdt store stævner samtidig i flere byer. Under disse stævner, hvor de alle har kunnet høre de vigtigste foredrag transmitteret fra stævnet i en hovedby, har de især mærket at de tilhører et internationalt brodersamfund.

Det var imidlertid først i 1946 at delegerede fra mange dele af jorden samledes til et stort, internationalt stævne i én by. Det skete i Cleveland, Ohio. Selv om det var vanskeligt at rejse i efterkrigstiden kom der 80.000 stævnedeltagere, deriblandt 302 delegerede fra 32 lande uden for De Forenede Stater. Programmet blev fremført på 20 sprog. Der blev givet megen praktisk vejledning med henblik på øget forkyndelse. Et af højdepunkterne ved stævnet var broder Knorrs foredrag om problemerne i forbindelse med genopbygning og udvidelse. Tilhørerne klappede begejstret da de hørte at man planlagde at udvide Selskabets trykkeri og kontor i Brooklyn, at udvide radiostationerne, at oprette afdelingskontorer i flere større lande og at udsende flere missionærer. Umiddelbart efter stævnet blev alle detaljerne fastlagt, sådan at broder Knorr og broder Henschel kunne rejse jorden rundt for at føre planerne ud i livet.

I årene der fulgte blev der holdt flere historiske stævner på Yankee Stadium i New York. Ved det første, fra 30. juli til 6. august 1950, var der delegerede fra 67 lande. Programmet omfattede korte rapporter fra landstjenere, missionærer og andre, som gav stævnedeltagerne et spændende indblik i det store forkyndelsesarbejde der blev udført i alle de lande de var kommet fra. På den sidste stævnedag hørte 123.707 foredraget „Vil De opnå evigt liv i lykke på jorden?“ Stævnets tema var „Teokratiets vækst“. Opmærksomheden blev henledt på den store vækst i antallet af Jehovas vidner. Men som ordstyreren, Grant Suiter, understregede, var formålet ikke at hylde nogle fremragende dygtige mennesker i den synlige organisation. Han sagde: „Den nye styrke i talmæssig henseende giver vi Jehova æren for. Det er sådan det bør være, og vi vil ikke have det på nogen anden måde.“

I 1953 blev der holdt et andet stævne på Yankee Stadium i New York. Denne gang var det højeste antal tilstedeværende 165.829. Ligesom ved det første stævne dér var programmet fyldt med drøftelser af spændende bibelprofetier, praktisk vejledning om forkyndelsen af den gode nyhed, og rapporter fra mange lande. Selv om programmet begyndte omkring klokken 9.30, varede det i regelen helt til klokken 21.00 eller 21.30. Stævnet var et åndeligt festmåltid som strakte sig over otte hele dage.

Det største stævne nogen sinde blev som tidligere nævnt holdt i New York i 1958. Da var det ikke nok at benytte Yankee Stadium. Det nærliggende Polo Grounds og områder udenfor måtte tages i brug for at få plads til de store tilhørerskarer. På stævnets sidste dag, da hver eneste siddeplads var optaget, blev der givet særlig tilladelse til at stævnedeltagerne kunne benytte græsplænen på Yankee Stadium. Det var betagende at se tusinder strømme ind, tage skoene af og sætte sig på græsset! Optællingen viste at 253.922 hørte det offentlige foredrag. Endnu et vidnesbyrd om at Jehova velsigner sine tjeneres arbejde var at 7136 symboliserede deres indvielse ved at lade sig døbe ved dette stævne — det var over dobbelt så mange som ifølge den bibelske beretning blev døbt på pinsedagen i år 33. — Apg. 2:41.

Hele arrangementet i forbindelse med disse stævner vidnede om langt mere end effektiv organisering. Det var en tilkendegivelse af at Guds ånd var i virksomhed blandt hans folk. Overalt kunne man se broderkærligheden, som er baseret på kærlighed til Gud, komme til udtryk. Der var ingen højtlønnede ledere. Alle afdelinger var bemandet af ulønnede frivillige. Kristne brødre og søstre, deriblandt mange familier, passede forfriskningsboderne. De tilberedte også varme måltider, og i kæmpestore telte uden for stadion betjente de op til tusind stævnedeltagere i minuttet. Titusinder — der alle var glade for at gøre en indsats — virkede som holdledere og tog sig af alt det nødvendige i forbindelse med opbygning, madlavning, servering, rengøring og meget andet.

Andre frivillige brugte hundredtusinder af timer på at finde logi til de tilrejsende. Nogle år blev der anlagt campingpladser så store som byer, hvor nogle af stævnedeltagerne kunne bo i telte eller campingvogne. I 1953 høstede Jehovas vidner gratis 16 hektarer korn for en landmand i New Jersey der havde lejet dem jorden, så de kunne bruge den som campingplads. Der blev sørget for toiletter, brusebade, vaskerier, lys, cafeteria og købmandsbutikker til de over 45.000 der skulle bo der. Da de flyttede ind, voksede en by frem fra den ene dag til den anden. Mange tusind flere blev indlogeret på hoteller og i private hjem i og omkring New York. Det var et gigantisk foretagende. Med Jehovas velsignelse lykkedes det.

Stævner „på turné“

Medlemmerne af dette internationale brodersamfund er dybt interesserede i deres trosfæller i andre lande. Derfor har de ofte benyttet lejligheden til at overvære stævner uden for deres hjemlande.

Da det første af stævnerne med temaet „Ren tilbedelse“ i 1951 blev holdt på Wembley Stadium i London, var der Jehovas vidner fra 40 nationer til stede. Programmet lagde vægt på den praktiske side af den rene tilbedelse, og på at man bør gøre tjenesten til sin livsgerning. Mange af stævnedeltagerne rejste fra England til det europæiske fastland, hvor der i løbet af de følgende to måneder skulle holdes ni stævner til. Det største af dem blev holdt i Frankfurt am Main, hvor 47.432 fra 24 lande var til stede. Brødrenes hengivenhed kom tydeligt til udtryk ved programmets slutning, da orkesteret begyndte at spille og de tyske brødre spontant begyndte at synge en afskedssang hvori de overlod deres udenlandske trosfæller i Guds varetægt. Der blev viftet med lommetørklæder, og mange hundrede strømmede ud på grønsværen for at vise deres taknemmelighed for dette storslåede teokratiske stævne.

I 1955 var der endnu flere Jehovas vidner som besøgte deres kristne brødre og søstre i andre lande i forbindelse med stævner. Med to chartrede skibe (der hver kunne rumme 700 passagerer) og 42 chartrede fly rejste de delegerede fra De Forenede Stater og Canada til Europa. Den europæiske udgave af avisen The Stars and Stripes, der udkom i Tyskland, beskrev tilstrømningen af Jehovas vidner som „det sandsynligvis største antal amerikanere der i samlet trop er rejst gennem Europa siden de allieredes invasion under den anden verdenskrig“. Andre stævnedeltagere kom fra Mellem- og Sydamerika, Asien, Afrika og Australien. Skønt kristenhedens præsteskab forsøgte at hindre Jehovas vidner i at afvikle stævnerne i Rom og Nürnberg, blev disse to stævner og seks andre holdt i Europa den sommer. Antallet af tilstedeværende varierede fra 4351 i Rom til 107.423 i Nürnberg. På Waldbühne i det daværende Vestberlin, som brødrene fra østzonen kunne rejse til uden helt så stor risiko, samledes 17.729. Mange af dem havde siddet i fængsel på grund af deres tro eller havde slægtninge der sad i fængsel, men de var fortsat faste i troen. Stævnets tema kunne ikke være mere passende — „Det Triumferende Rige“!

Selv om der allerede var blevet holdt mange internationale stævner, var det der fandt sted i 1963 noget nyt. Det var et stævne som blev holdt jorden rundt. Det begyndte i Milwaukee, Wisconsin, i De Forenede Stater og fortsatte derfra til New York; derefter til fire storbyer i Europa, gennem Mellemøsten til Indien, Burma (nu Myanmar), Thailand, Hongkong, Singapore, Filippinerne, Indonesien, Australien, Taiwan, Japan, New Zealand, Fiji, Republikken Korea og Hawaii, og endelig tilbage til Nordamerikas fastland. I alt blev det overværet af over 580.000 fra 161 lande. Der var 583 fra cirka 20 lande som rejste med og overværede stævnet i det ene land efter det andet, jorden rundt. På særlige sightseeingture fik de lejlighed til at se steder af religiøs interesse, og de fulgtes også med deres lokale brødre og søstre i forkyndelsen fra hus til hus. Disse rejsende dækkede selv deres udgifter.

Latinamerika havde været godt repræsenteret ved de fleste af de internationale stævner, og i 1966-67 blev det så latinamerikanernes tur til at være værter for stævnerne. De tilstedeværende vil aldrig glemme skuespillet der levendegjorde Bibelens beretning om Jeremias og hjalp alle til at forstå hvilken betydning den har for os i dag.a Den kristne kærlighed blev styrket da de besøgende med egne øjne så på hvilken baggrund der udføres et omfattende bibelsk undervisningsarbejde i Latinamerika. Det gjorde et dybt indtryk på dem at se deres trosfællers stærke tro. Mange af dem havde overvundet tilsyneladende uoverstigelige hindringer — modstand fra familien, oversvømmelser, tab af ejendele — for at kunne være til stede. Det var til stor opmuntring for dem at høre erfaringer fra deres trosfæller. For eksempel blev en skrøbelig specialpionersøster fra Uruguay interviewet — og mange af de 80 hun havde hjulpet frem til dåb, var med hende på podiet. (I 1992 havde hun hjulpet 105 frem til dåb. Hun var stadig skrøbelig og stadig specialpioner!) Det glædede også stævnedeltagerne at hilse på missionærer fra de første gileadklasser der stadig holdt ud i deres distrikter. Disse stævner fremmede forkyndelsen i Latinamerika. I mange af disse lande er der nu 10, 15 eller endda 20 gange så mange lovprisere af Jehova som dengang.

Nogle få år senere, i 1970-71, havde Jehovas vidner fra andre lande mulighed for at være sammen med deres brødre ved internationale stævner i Afrika. Det største af dem blev holdt i Lagos, Nigeria, hvor alle stævnefaciliteter måtte bygges op fra grunden. For at beskytte de delegerede mod den varme sol blev der opført en bambusby — med siddepladser, sovesale, cafeteria og andre afdelinger. Der blev brugt 100.000 bambusstænger og 36.000 store, vævede sivmåtter, fremstillet af brødrene og søstrene. Programmet blev fremført på 17 sprog samtidig. Det højeste antal tilstedeværende var 121.128, og 3775 nye blev døbt. Adskillige stammegrupper var repræsenteret, og mange af stævnedeltagerne havde tidligere været i krig med hinanden. Det var skønt at se dem forenede i det ægte, kristne brodersamfund!

Efter stævnet kørte nogle af de udenlandske delegerede med bus til ibo-området for at se de steder der havde lidt mest under borgerkrigen, kort tid forinden. Det skabte stor sensation i by efter by da de besøgende blev budt velkommen og omfavnet af de lokale Jehovas vidner. Folk skyndte sig ud på gaderne for at se det. En sådan kærlighed og enhed mellem sorte og hvide havde de aldrig før oplevet.

I nogle lande er der så mange Jehovas vidner at de ikke kan samles på ét sted. Men fra tid til anden er der blevet holdt flere store stævner samtidig, fulgt af andre, uge efter uge. I 1969 blev den enhedsfølelse som sådanne stævner fremkalder, forstærket af at nogle af hovedtalerne rejste frem og tilbage med fly mellem stævnerne, så de kunne holde foredrag ved dem alle. I 1983 og 1988 følte stævnedeltagerne en lignende enhed da et antal stævner på samme sprog blev sammenkoblet, idet nogle af hovedforedragene som blev holdt af medlemmer af Det Styrende Råd blev overført via telefonnettet, endda til andre lande. Det egentlige grundlag for enheden blandt Jehovas vidner er imidlertid at de alle tilbeder Jehova som den eneste sande Gud, holder fast ved Bibelen som deres rettesnor, nyder godt af det samme åndelige undervisningsprogram, ser hen til Jesus Kristus som deres leder, søger at lægge Guds ånds frugt for dagen i deres liv, sætter deres lid til Guds rige og er med til at forkynde den gode nyhed om dette rige for andre.

Flere internationale stævner til Jehovas pris

Jehovas vidner er nu så mange at deres antal overstiger befolkningstallet i en række lande. For at deres stævner kan være til størst mulig gavn for dem, må de planlægges omhyggeligt. Som regel kan man dog sikre at der er plads til alle ved blot at henstille til forkynderne om at overvære et bestemt stævne. Når der planlægges internationale stævner, må Det Styrende Råd i mange tilfælde ikke bare tage i betragtning hvor mange Jehovas vidner fra andre lande der har lyst til og mulighed for at komme, men også hvor store stævnefaciliteterne er, hvor mange lokale forkyndere der kommer og hvilke logimuligheder der er; derefter kan man tildele hvert enkelt land et antal pladser. Sådan foregik det da de tre stævner med temaet „Gudhengivenhed“ blev holdt i Polen i 1989.

Man regnede med at der ville komme omkring 90.000 Jehovas vidner fra Polen foruden i tusindvis af nyinteresserede. Der blev også indbudt mange fra Storbritannien, Canada og De Forenede Stater, foruden store grupper fra Italien, Frankrig og Japan, og andre fra Skandinavien og Grækenland. Mindst 37 lande var repræsenteret. Nogle af programpunkterne måtte tolkes fra polsk eller engelsk til hele 16 andre sprog. I alt var der 166.518 til stede.

Store grupper af Jehovas vidner var kommet fra det daværende Sovjetunionen og fra Tjekkoslovakiet til disse stævner; betydelige grupper kom også fra andre østeuropæiske lande. Der var ikke plads til alle på hoteller og skoler. De polske brødre åbnede derfor gæstfrit deres hjerter og hjem, og delte med glæde det de havde med gæsterne. En menighed med 146 forkyndere skaffede sovepladser til over 1200 delegerede. For nogle af dem der overværede disse stævner var det første gang de var sammen med en stor gruppe af Jehovas tjenere; tidligere havde de højst været sammen med 15-20 andre på én gang. Det var med dyb taknemmelighed de så ud over de titusinder der sad på stadionerne, bad sammen med dem og forenede deres stemmer i lovsange til Jehova. Når de var sammen i pauserne omfavnede de hinanden, selv om sprogforskelle i mange tilfælde hindrede dem i at fortælle om deres følelser.

Da stævnet sluttede takkede de af hjertet Jehova, der havde gjort alt dette muligt. Efter ordstyrerens afsluttende bemærkninger i Warszawa klappede tilhørerne i mindst ti minutter. Efter den sidste sang og bøn fortsatte bifaldet, og stævnedeltagerne var længe om at forlade deres pladser. De havde ventet i mange år på dette stævne, og de ønskede ikke at det skulle slutte.

Året efter, i 1990, mindre end fem måneder efter at det 40 år lange forbud mod Jehovas Vidner i det daværende Østtyskland var blevet hævet, blev der holdt et andet betagende, internationalt stævne, denne gang i Berlin. Blandt de 44.532 tilstedeværende var der delegerede fra 65 forskellige lande. Fra nogle af landene var der kun kommet nogle få; fra Polen var der omkring 4500. De der aldrig før havde haft frihed til at overvære et sådant stævne var dybt bevægede over at være til stede. Når hele forsamlingen sang lovsange til Jehova, kunne de ikke holde glædestårerne tilbage.

Da et lignende stævne senere samme år blev holdt i São Paulo i Brasilien var det nødvendigt med to store stadioner for at få plads til den internationale forsamling på 134.406. Derefter blev der holdt et stævne i Argentina, hvor der også var behov for to stadioner til den internationale forsamling. I begyndelsen af 1991 blev der holdt internationale stævner på Filippinerne, på Taiwan og i Thailand. Samme år blev stævner i Østeuropa — Ungarn, Tjekkoslovakiet og det nuværende Kroatien — overværet af store tilhørerskarer fra mange lande. Og i 1992 betragtede delegerede fra 28 lande det som et særligt privilegium at være blandt de 46.214 der i Sankt Petersborg overværede det første rigtige, internationale stævne Jehovas Vidner har holdt i Rusland.

[Illustrationer på side 270, 271]

En skare på 253.922, der i 1958 fyldte to store stadioner i New York, hørte foredraget „Guds rige hersker — er verdens ende nær?“

Polo Grounds

Yankee Stadium

[Illustrationer på side 272, 273]

Træk ved nogle af de store stævner

Hundreder af glade stævnedeltagere kom med skib, tusinder med fly, titusinder med bil og bus

Det krævede god organisering og masser af frivillige at finde logi til alle

Under disse otte dage lange stævner blev der serveret titusinder af varme måltider til de delegerede

I 1953 boede over 45.000 stævnedeltagere på en stor campingplads

I 1958 blev der døbt 7136 i New York — det højeste antal der er blevet døbt på én gang siden pinsedagen i år 33

I New York var der i 1953 sat skilte op med hilsener fra mange lande, og programmet blev holdt på 21 sprog

[Illustration på side 274]

Grant Suiter, ordstyrer ved stævnet på Yankee Stadium i 1950

[Illustration på side 274]

John Groh (siddende) drøfter organiseringen af stævnet med George Couch i 1958

[Illustrationer på side 277]

I 1963 blev der holdt et stævne jorden rundt med delegerede fra omkring 20 lande som rejste med fra sted til sted

Kyoto i Japan (nederst til venstre) var en af de 27 stævnebyer. Stævnedeltagere i Republikken Korea stifter nye bekendtskaber (i midten). En maorihilsen i New Zealand (nederst til højre)

[Illustrationer på side 279]

I en bambusby opført til lejligheden blev der holdt stævne for 17 sproggrupper samtidig (Lagos, Nigeria, 1970)

[Illustrationer på side 280]

I 1989 blev der holdt tre store stævner i Polen med delegerede fra 37 lande

T. Jaracz (til højre) talte til stævnedeltagerne i Poznań

Flere tusind blev døbt i Chorzów nær Katowice

Stævnedeltagerne klappede i mindst 10 minutter i Warszawa

Delegerede fra det daværende USSR (nedenfor)

Dele af programmet i Chorzów blev oversat til 15 sprog

[Illustrationer på side 272, 273]

Træk ved nogle af de store stævner

Hundreder af glade stævnedeltagere kom med skib, tusinder med fly, titusinder med bil og bus

Det krævede god organisering og masser af frivillige at finde logi til alle

Under disse otte dage lange stævner blev der serveret titusinder af varme måltider til de delegerede

I 1953 boede over 45.000 stævnedeltagere på en stor campingplads

I 1958 blev der døbt 7136 i New York — det højeste antal der er blevet døbt på én gang siden pinsedagen i år 33

I New York var der i 1953 sat skilte op med hilsener fra mange lande, og programmet blev holdt på 21 sprog