Ægteskab og rejsetjeneste

I 1955 lærte jeg John Cooke at kende. Han havde udført et banebrydende forkyndelsesarbejde i Frankrig, Portugal og Spanien inden og efter den anden verdenskrig og var lige blevet missionær i Afrika da jeg mødte ham. Han skrev herefter: „På én uge fik jeg tre overraskelser . . . En gavmild broder forærede mig en lille bil; jeg blev udnævnt til sektionstjener; og jeg blev forelsket.“a Vi giftede os i december 1957.

I vores forlovelsestid havde John forsikret mig om at jeg sammen med ham aldrig ville komme til at kede mig, og han fik ret. Vi besøgte menigheder i hele Sydafrika, hovedsagelig i sorte kvarterer. Hver uge kæmpede vi for at få tilladelse til at bevæge os ind i sådanne områder, for ikke at tale om at få lov at overnatte der. Enkelte gange sov vi på gulvet i en tom forretning i nærheden af et hvidt kvarter og bestræbte os for ikke at blive set af forbipasserende. Ellers måtte vi sædvanligvis overnatte hos de nærmestboende hvide forkyndere, ofte flere kilometer derfra.

Vi måtte også klare udfordringerne ved de beskedne stævnefaciliteter ude i selve bushen. Vi viste film fremstillet af Jehovas Vidner, og disse film hjalp folk til at få øjnene op for det store, verdensomspændende brodersamfund. Vi medbragte selv en generator fordi der ikke plejede at være elektricitet sådanne steder. Der var også vanskeligheder forbundet med at tjene i britiske protektorater, hvor vores publikationer dengang var forbudt, og hvor vi måtte lære zulu. Men vi glædede os over at vi kunne betjene vore brødre.

I august 1961 skulle John som den første i Sydafrika være lærer på Rigets Tjenesteskole. Kurset var til gavn for tilsynsmændene i menighederne og varede i fire uger. John var dygtig til at undervise, og hans klare og logiske tale samt levende illustrationer virkede meget appellerende. I næsten halvandet år rejste vi fra sted til sted — til den ene engelsktalende klasse efter den anden. Mens John underviste, gik jeg i tjenesten med lokale forkyndere. En dag modtog vi til vores store overraskelse et brev der oplyste os om at vi fra 1. juli 1964 var indbudt til at tjene på det sydafrikanske afdelingskontor i nærheden af Johannesburg.

Omkring dette tidspunkt var Johns helbred begyndt at volde os problemer. I 1948 havde han haft tuberkulose, og som følge heraf var hans modstandskraft blevet svækket. Han fik ofte influenzalignende symptomer og måtte ligge i sengen i flere dage ad gangen — han orkede ikke at foretage sig noget eller at se nogen. Vi havde allerede kontaktet en læge kort før vi blev kaldt på Betel, og hans diagnose lød på at John havde en depression.

Det var utænkeligt for os at opgive heltidstjenesten, sådan som lægen havde foreslået. På afdelingskontoret fik John til opgave at virke i tjenesteafdelingen, og jeg i korrekturafdelingen. Og vi glædede os over at have vores eget værelse. John havde virket i portugisiske distrikter inden vi blev gift, og af den grund blev vi i 1967 anmodet om at hjælpe den eneste portugisiske familie der var Jehovas Vidner, med at forkynde for den store portugisiske befolkningsgruppe i og omkring Johannesburg. Det betød at jeg måtte lære endnu et sprog.

Den portugisiske befolkningsgruppe var spredt over et større område, og det indebar at vi måtte rejse langt, nogle gange op til 300 kilometer, for at tage os af retsindige mennesker. Ved den tid begyndte portugisisktalende forkyndere fra Mocambique at besøge os i perioden omkring stævnerne, og det var en stor hjælp for de nye. I de 11 år hvor vi virkede i det portugisiske distrikt, så vi hvordan en lille gruppe på omkring 30 voksede og blev til fire menigheder.

John bliver syg

I 1970’erne stod det klart for os at Johns helbred ikke blev bedre. Lidt efter lidt havde han givet afkald på nogle af de tjenesteprivilegier han satte så stor pris på, som for eksempel at lede betelfamiliens ugentlige studium af Vagttårnet og dagens tekst om morgenen. Fra at have virket i tjenesteafdelingen fik han til opgave at tage sig af posten og senere at arbejde i haven.

Med Johns kampånd var det svært for ham at foretage forandringer. Når jeg gang på gang forsøgte at få ham til at sætte tempoet ned, kaldte han mig drillende for sin fodlænke, hvorefter han som regel gav mig et kærligt knus. Til sidst fandt vi det tilrådeligt at forlade det portugisiske distrikt og virke i den menighed som havde møder i rigssalen på afdelingskontoret.

Alt imens Johns helbred forværredes, var det rørende at se hans nære forhold til Jehova. Hvis John vågnede midt om natten og var dybt deprimeret, talte vi sammen indtil han faldt så meget til ro at han kunne hente hjælp hos Jehova i bøn. Han klarede med tiden sådanne svære stunder alene, idet han tvang sig til at gentage Filipperne 4:6, 7: „Vær ikke bekymrede for noget . . .“ Så blev han rolig nok til at kunne begynde at bede. Jeg lå ofte vågen og kunne i stilhed se hans læber bevæge sig mens han vendte sig i inderlig bøn til Jehova.

Afdelingskontorets faciliteter var efterhånden blevet for små, så derfor begyndte man at bygge et nyt afdelingskontor uden for Johannesburg. John og jeg tog hyppigt ud til dette fredfyldte sted, borte fra byens larm og forurening. Det var en stor hjælp for John at vi fik lov til at flytte ind i nogle midlertidige værelser dér indtil det nye afdelingskontor stod færdigt.

Nye udfordringer

Johns evne til at tænke og ræsonnere blev mere og mere hæmmet, hvilket gjorde det vanskeligt for ham at passe et arbejde. Jeg var meget rørt over den måde andre støttede John på i hans kamp. Når en broder for eksempel skulle ned på kommunebiblioteket for at undersøge noget, tog han John med. Inden de tog af sted havde John fyldt sine lommer med traktater og blade. På den måde følte han at han udrettede noget, og bevarede derved sit selvværd.

På grund af Alzheimers sygdom kunne John til sidst ikke længere forstå det skrevne ord. Vi var taknemmelige for de indspillede bånd med Rigets sange og bibelsk litteratur. Vi hørte disse bånd igen og igen. John blev ofte urolig hvis jeg ikke satte mig ned og lyttede sammen med ham, så jeg holdt mig beskæftiget i disse mange timer med håndarbejde. Efterhånden var vi derfor velforsynede med trøjer og tæpper.

Til sidst krævede Johns situation mere pleje fra min side. Skønt jeg ofte var for træt til at læse eller studere, var jeg glad for at jeg kunne passe ham til det sidste. I 1998 sov John stille ind i mine arme kort tid efter at han var fyldt 85 — ubetinget loyal til det sidste. Jeg længes efter at se ham igen i opstandelsen, hvor han vil være rask på sind og legeme.