2. En aronitisk præst, efterkommer af Eleazar og Pinehas. Han var skriftlærd, mestrede både hebraisk og aramaisk og var velbevandret i Loven.

2. En aronitisk præst, efterkommer af Eleazar og Pinehas. Han var skriftlærd, mestrede både hebraisk og aramaisk og var velbevandret i Loven. Han var nidkær for den sande tilbedelse og „havde i sit hjerte taget en fast beslutning om at rådspørge Jehovas lov og handle efter den og undervise i forordninger og lovbud i Israel“. (Ezr 7:1-6, 10) Foruden den bog der bærer hans navn, har Ezra efter alt at dømme skrevet de to Krønikebøger, og den jødiske overlevering tilskriver ham desuden æren for at have påbegyndt samlingen og katalogiseringen af De Hebraiske Skrifters bøger. Dertil kommer at Ezra var en forsker ud over det sædvanlige — i de to Krønikebøger anfører han for eksempel omkring 20 kilder til sine oplysninger. Eftersom mange af jøderne på Ezras tid var spredt over et stort område, var det nødvendigt at tage mange afskrifter af De Hebraiske Skrifter, og Ezra var sandsynligvis banebrydende i dette arbejde.

Bibelen oplyser ingen detaljer om Ezras første år. Han boede i Babylon og stammede fra en slægt af ypperstepræster, men ikke den gren der bestred hvervet som ypperstepræst umiddelbart efter tilbagekomsten fra landflygtigheden i 537 f.v.t. Den sidste af Ezras forfædre der tjente som overordnet præst, var Seraja, som virkede på kong Zedekias af Judas tid. Denne Seraja blev dræbt af Nebukadnezar ved Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. (Ezr 7:1, 6; 2Kg 25:18, 21) Eftersom jøderne bevarede respekten for præsteskabet under landflygtigheden i Babylon, glemte man ikke hvem der var af præsteslægt. Det jødiske samfund fortsatte desuden med at være organiseret som tidligere, med de ældste som overhoveder. (Ez 20:1) Både Ezras familie og han selv var sikkert interesserede i at han fik kundskab om Guds lov, og han fik derfor en god uddannelse.

Hvis en mand først kunne blive skriftlærd når han var fyldt 30, som nogle bibelforskere mener, må Ezra have været over 30 da han i 468 f.v.t. drog til Jerusalem. Han levede uden tvivl under Ahasverus’ herredømme, samtidig med Mordokaj og Ester, dengang dekretet udgik om at jøderne skulle udryddes i hele Perserriget. Der boede mange jøder i Babylon, så denne nationale krise må have gjort et uudsletteligt indtryk på Ezra. Den må have styrket ham i troen på at Jehova havde omsorg for sit folk og ville udfri det, og må have virket som en belæring der modnede hans dømmekraft og gjorde ham bedre egnet til den vældige opgave der ventede ham. — Est 1:1; 3:7, 12, 13; 8:9; 9:1.