Gileadmissionærer styrker organisationen

Da broder Pile udfærdigede sin rapport til Selskabet om forholdene i menigheden i San José, anbefalede han at der blev sendt en broder som var rodfæstet i den teokratiske organisation til Costa Rica for at føre tilsyn med arbejdet. Brødrene kom ikke til at vente længe på dette, for den 23. december 1943 ankom Theodore Siebenlist og hans kone, Hermena, fra den første gileadklasse. Costa Rica var et af de fire første lande i verden der modtog gileadmissionærer.

Broder Siebenlist havde en solid baggrund i organisationen. Hans fader blev døbt i 1913, to dage efter at Theodore var født. Hans forældres hjem blev brugt som mødested, og han var sammen med sine forældre med til at uddele traktater. Han blev selv døbt ved stævnet i Washington, D.C., i 1935. Ved et stævne i 1937 traf han Hermena Deines, og de giftede sig året efter.

Virkningerne af den anden verdenskrig, der stadig rasede i Europa, kunne også mærkes i Costa Rica. Da Theodore og Hermena ankom til San José, så de alle vegne tegn på nøjsomme og barske livsvilkår. De søgte i en måned før de fandt en egnet bolig i en førstesalslejlighed med et tilstødende lokale der kunne bruges til rigssal. Den lå praktisk i en sidegade til hovedgaden og blev således en velkendt adresse. Lokalet blev fortsat brugt som rigssal indtil 1956, da man gik over til at bruge rigssalen ved det nye afdelingskontor.

Der oprettes et afdelingskontor

Cirka tre måneder efter missionærernes ankomst aflagde Vagttårnsselskabets tredje præsident, Nathan H. Knorr, og hans hjælper, Milton Henschel, et besøg. Det var første gang at en af Selskabets præsidenter havde sat sin fod i Costa Rica. Boglageret og ekspeditionen var allerede blevet flyttet fra Siquirres til San José i januar 1944, og nu, i marts, oprettede broder Knorr et afdelingskontor. Dette var et vendepunkt hvad ledelsen af vidnearbejdet angik. Under sit besøg gav broder Knorr besked om at man skulle se sig om efter et større missionærhjem, da der ville komme flere til for at hjælpe med i arbejdet. Der blev fundet et hjem i den nordvestlige del af San José.

I løbet af de næste to år blev missionærfamilien forøget med Charles og Lora Lea Palmer, Woodrow („Woody“) Blackburn, Donald H. Burt, William Eugene Call og Franklin og Emily Hardin, som alle var udgået fra Gileadskolen. Hvilken hjælp! Donald Burt blev kun en kort tid i landet, da han blev sendt videre til Honduras og senere til Peru, hvor han nu tjener som koordinator i afdelingskontorets udvalg.

Enhed i San José

Ligesom der tidligere havde været en splittelse i Puerto Limón, var gruppen i San José også delt. Hvad skete der nu? Broder Siebenlist opmuntrede til enhed. Hans motto var: „Gør det rigtigt, eller lad helt være med at gøre det.“

Broder Siebenlists årsrapport til Selskabet for 1944 talte tydeligt om fremgang. Han skrev: „De spanske brødre i Costa Rica, der nu tæller omkring 75, var splittede da vi kom hertil i december og havde indtil forrige måned haft to rigssale i San José. Straks efter vor ankomst tilskyndede vi de to grupper til at slå sig sammen og komme regelmæssigt i den samme sal. Ved det første møde var begge grupper til stede, og der var i alt cirka 30 deltagere. Nu fungerer, ved Herrens nåde, den lokale organisation ganske gnidningsløst, og gruppen er vokset til omkring 60.“

I april året efter nåede man et nyt forkynderhøjdepunkt — 223! Hvilken vækst, når man tænker på at der ved ægteparret Siebenlists ankomst mindre end to år tidligere kun havde været omkring 120 forkyndere i de fire engelsktalende og de to spansktalende menigheder tilsammen!

Vennetjenere

Det første år i Costa Rica tjente broder Siebenlist som vennetjener, det der nu kaldes kredstilsynsmand. Han besøgte de seks menigheder og nogle interesserede der boede isoleret, selv om afstandene var lange og det var besværligt at rejse omkring. Da de næste missionærer kom til, kunne der aflægges flere besøg i menighederne.

Efter en tre ugers rejse som vennetjener til de syv engelsktalende menigheder skrev en af missionærerne, broder Blackburn: „Man må beundre disse brødres kærlighed til og nidkærhed for Teokratiet. Brødrene er materielt fattige, og dog åbner de meget gæstfrit deres hjem for Selskabets tjenere og giver dem det bedste de har at tilbyde. De er ydmyge og ønsker belæring. De beklager sig ikke over at måtte gå kilometer efter kilometer i kvælende varme og ad mudrede stier for at aflægge genbesøg og holde bibelstudier.“

Broder Blackburn er stadig i heltidstjenesten — næsten 40 år efter at han indsendte denne rapport. Han har tjent i Nicaragua, Honduras og Mexico med sin familie.

Vennetjenernes besøg blev ikke kun værdsat af menighederne, men også af den lokale befolkning. Franklin Hardin (bedre kendt som „doktor“ fordi han var kiropraktor) og hans kone, Emily, besøgte Puerto Limón i 1946. Den lokale avis skrev: „Den noble gæst blev ledsaget af sin yderst behagelige hustru. Vi har aldrig set dem før, men allerede ved nogle få øjeblikke i deres selskab efterlades et charmerende og mindeværdigt indtryk, og deres tale fryder og beriger os som havde vi kendt dem i mange år. Vi fulgte med dyb opmærksomhed de mange skriftsteder han citerede til støtte for sit budskab.“

[Illustration på side 213]

Den første gruppe missionærer. Forrest fra venstre til højre: Charles Palmer, Lora Lea Palmer, Hermena Siebenlist og Theodore Siebenlist, der var landstjener fra 1944 til 1952. Bagerst fra venstre til højre: William Eugene Call, Donald Burt og „Woody“ Blackburn