Eugenia Dillon erfarede at ikke alle lod sig påvirke af præsterne. En dag hun var i tjenesten begyndte en pøbelsværm at følge efter hende, råbende: „Englenes jomfru hersker her. Længe leve den suveræne pave! Vi er katolikker og vil ikke have protestantisk propaganda.“ Hun bad hurtigt Jehova om hjælp, og ved den næste dør hun bankede på, spurgte manden, med et blik hen på skaren: „Følger de folk efter Dem? Kom indenfor, så skal jeg forsvare Dem mod disse lømler.“

Da søster Dillon var kommet indenfor og mente at hendes bøn var hørt, styrtede manden ind i et andet værelse, greb sin revolver, ladede den, og løb ud af huset til havelågen. Dér råbte han til pøbelen, idet han svingede med sin revolver: „Denne pige hører ikke til min tro, men jeg forsvarer hende, og jeg beordrer jer til at opløse denne pøbel hvis I ikke vil miste livet.“

Pøbelen spredtes med det samme, og manden vendte tilbage til huset med et smil, idet han sagde at han ikke virkelig havde villet dræbe dem, men at en revolver var det eneste sprog sådan et slæng dæmonbesatte bøller kunne forstå.

Mens Eugenia Dillon og en anden forkynder arbejdede sammen i et landdistrikt, blev de standset af soldater. „Holdt, hvem der?“ kommanderede soldaterne, med riflerne pegende på dem. „Hvilket politisk parti hører I til?“

„Vi er Jehovas vidner,“ svarede søstrene. „Vi forkynder Guds rige ved Kristus Jesus, den eneste regering der kan bringe virkelig fred til menneskene.“

Mens soldaterne undersøgte taskerne, forkyndte pionererne for dem. Søstrene fik lov at gå, og de fortsatte med at forkynde for beboerne i distriktet, som var bekymrede og ængstelige på grund af krigen.