“Til at begynde med var det svært for mig at være så langt væk fra min familie,” siger Diane fra Canada, der i dag er i begyndelsen af tresserne. Hun tjente som missionær i Elfenbenskysten i 20 år. “Jeg bad Jehova om hjælp til at få kærlighed til menneskene i mit distrikt. En af lærerne på Gileadskolen, bror Jack Redford, forberedte os på at vi i starten måske ville blive foruroliget, endda chokeret, over de forhold mennesker levede under i vores tildelte distrikt, især når vi blev konfronteret med dyb fattigdom. Men så sagde han: ‘Kig ikke på fattigdommen. Se på menneskene, på deres ansigter og deres øjne. Læg mærke til hvordan de reagerer når de hører sandheden fra Bibelen.’ Det gjorde jeg, og hvor var det en stor velsignelse! Når jeg forkyndte det trøstende budskab om Guds rige, så jeg folks øjne lyse op.” Hvad mere hjalp Diane til at vænne sig til at tjene i udlandet? “Jeg fik et nært forhold til dem jeg studerede med, og mærkede den indre glæde det giver at se dem blive loyale tjenere for Jehova. Mit distrikt blev mit hjem, og jeg fik åndelige mødre, fædre, brødre og søstre, sådan som Jesus lovede.” – Mark. 10:29, 30.

Heidi, der er fra Tyskland, har tjent som missionær i Elfenbenskysten siden 1968. I dag er hun i begyndelsen af halvfjerdserne, og hun siger: “Den største glæde jeg har oplevet, har været at se at mine åndelige børn ‘fortsat vandrer i sandheden’. Nogle af dem jeg har studeret Bibelen med, er nu pionerer og ældste. Mange af dem kalder mig mor eller bedstemor. En af disse ældste har kone og børn, og de betragter mig alle som deres familie. Så Jehova har velsignet mig med en søn, en svigerdatter og tre børnebørn.” – 3 Joh. 4.