JEG LÆRER EN VIGTIG LEKTIE

Efter at vi havde været i kredstjenesten i nogle år, blev vi inviteret på Betel i Canada. Det var i 1978. Ikke så lang tid efter at vi var kommet på Betel, lærte jeg noget meget vigtigt, men på den hårde måde. Jeg fik til opgave at holde et foredrag på halvanden time på fransk ved et særligt møde i Montreal. Desværre lykkedes det mig ikke rigtigt at fastholde tilhørernes opmærksomhed, og en bror fra Tjenesteafdelingen gav mig nogle råd bagefter. Når jeg skal være helt ærlig, er jeg måske ikke den fødte taler, og det burde jeg have indset allerede dengang. Men jeg reagerede ikke særligt godt på brorens vejledning. Vi havde meget forskellige personligheder. Jeg følte at han var overdrevet kritisk, og han roste mig ikke for noget som helst. Min fejl var at jeg dømte vejledningen ud fra den måde den blev givet på, og ud fra min opfattelse af ham der gav mig vejledningen.

Et par dage senere kom en bror fra Afdelingskontorets Udvalg for at tale med mig om det der var sket. Jeg indrømmede at jeg ikke havde taget særligt godt imod den vejledning jeg havde fået, og at jeg fortrød min reaktion. Derefter talte jeg med den bror der havde givet mig vejledningen. Han tog venligt og kærligt imod min undskyldning. Den oplevelse blev en lektion i ydmyghed som jeg aldrig har glemt. (Ordsp. 16:18) Jeg har talt med Jehova mange gange om det her i bøn, og jeg er besluttet på aldrig igen at reagere negativt når jeg bliver vejledt.