Dygtige rådgivere — en velsignelse for deres brødre

„Jeg vil igen give dig dommere som tidligere, og rådgivere som førhen.“ — Esajas 1:26.

1, 2. (a) Hvad viser Ordsprogene 12:15 og 19:20 om værdien af rådgivning? (b) Hvad er en betingelse for at vi kan ’høre på råd’, og hvilken erfaring belyser dette?

EN PIGE ved navn Terri, hvis forældre er kristne, havde en skoleveninde der også var „i sandheden“. Da de var ved at være færdige med grundskolen lagde Terri mærke til at hendes veninde ikke mere var så glad for sin tro, og mens de gik i highschool begyndte Terris veninde at komme uregelmæssigt til de kristne møder og at finde fejl ved Vagttårnsselskabet og menigheden. Terri bad inderligt for sin veninde og rådede hende hele tiden til at anstrenge sig for at stå fast som kristen. Til sidst bar hendes anstrengelser frugt. I det sidste skoleår begyndte pigen igen at komme regelmæssigt til møderne, og senere blev hun døbt. Hvilken velsignelse for hende! Og hvilken belønning for Terri, hendes trofaste veninde.

² I betragtning af denne erfaring, hvem kan da tvivle på at det er nødvendigt at kristne nu og da giver hinanden et kærligt og velment råd? I Bibelen finder vi denne tilskyndelse: „Hør på råd og tag imod tugt, så du kan blive viis i fremtiden.“ (Ordsprogene 19:20; 12:15) Terris veninde fulgte denne vejledning. Men hvad nu hvis Terri ikke havde haft den kærlighed og ihærdighed eller det mod som det kræver at blive ved med — år efter år — at tilbyde sin hjælp? Vi kan jo kun ’høre på råd’ hvis nogen er villige til at rådgive os! Men hvem er kvalificerede til at rådgive andre?

Hvem kan rådgive andre?

3. Hvem har Jehova givet den opgave at råde og vejlede i den kristne menighed?

³ Jehova Gud har lovet at give sit folk rådgivere nu i vor tid. Han har sagt: „Jeg vil igen give dig . . . rådgivere som førhen.“ (Esajas 1:26) Dette løfte opfyldes først og fremmest gennem de udnævnte ældste i den kristne menighed. Rådgivning er en form for undervisning, og det er fortrinsvis de ældste der er ’egnede til at undervise’. (1 Timoteus 3:2) Måske var det i første række de ældste apostelen Paulus havde i tanke da han sagde: „Selv om et menneske uforvarende begår et eller andet fejltrin, skal I som har åndelige kvalifikationer prøve at hjælpe en sådan på fode igen, i mildhedens ånd.“ (Galaterne 6:1) Men er det kun de ældste der kan give andre råd og vejledning?

4, 5. (a) Hvilke bibelske beretninger viser at det ikke kun er ældste der kan rådgive andre? (b) I hvilke dagligdags situationer vil kristne der ikke er ældste, vejlede andre?

⁴ Nej. Terri er jo ikke ældste, men den vejledning hun gav sin veninde førte alligevel med tiden til et godt resultat. Tænk også på den syriske hærfører Na’aman. Han lyttede til en lille israelitisk piges ord og fulgte senere et råd fra sine tjenere. Et godt råd fra Abigajil, Nabals hustru, reddede David fra at pådrage sig blodskyld, og den unge mand Elihu gav Job og hans tre „trøstere“ nogle kloge råd. — 1 Samuel 25:23-35; 2 Kongebog 5:1-4, 13, 14; Job 32:1-6.

⁵ I dag er det heller ikke kun de ældste der kan give andre råd og vejledning. Forældre vejleder jævnlig deres børn, unge mennesker som Terri kan ofte vejlede deres jævnaldrende med et godt resultat, og Bibelen tilskynder modne søstre til at være „lærere i hvad der er godt“, især for yngre kvinder i menigheden. (Titus 2:3-5) Faktisk har vi alle pligt til at hjælpe hinanden på denne måde. Apostelen Paulus sagde: „Bliv . . . ved med at trøste hinanden og opbygge hinanden, sådan som I også gør.“ — 1 Thessaloniker 5:11.

Formål med kristen rådgivning

6. Nævn nogle af målene med den kristne rådgivning.

⁶ Hvilke formål tjener den kristne rådgivning? Blandt andet at hjælpe andre til at gøre fremskridt og til at fortsætte ad den rette vej, til at løse problemer, overvinde vanskeligheder og måske rette en forkert kurs. Paulus omtalte nogle former for rådgivning da han gav Timoteus denne opfordring: „Retled, irettesæt, tilskynd, med al langmodighed og undervisning.“ (2 Timoteus 4:1, 2) Det er en kunst at rådgive andre på en sådan måde at de forstår meningen uden dog at føle sig stødt.

7, 8. (a) I hvilke situationer i den kristne menighed forventer man at få vejledning? (b) I hvilke situationer forventer en kristen måske ikke at få vejledning, selv om han har behov for det?

⁷ Hvornår kan man give andre råd og vejledning? Forældre har jævnlig lejlighed til at vejlede deres børn, og børnene forventer at de gør det. (Ordsprogene 6:20; Efeserne 6:4) I menigheden forventer man at blive vejledt når man har haft et indlæg på den teokratiske skole, og nye forkyndere af Riget forventer at få hjælp og vejledning så de kan gøre fremskridt og vokse til modne, kristne forkyndere. (1 Timoteus 4:15) Nu og da sker det også at én henvender sig til de ældste eller til andre i menigheden og beder om hjælp og vejledning.

⁸ Fra tid til anden kan det dog være nødvendigt at vejlede nogen der ikke forventer det eller ikke ønsker det. Én har måske mistet nidkærheden for Jehovas tjeneste og er ligesom Terris veninde ved at „glide bort“. (Hebræerne 2:1) En anden har måske en alvorlig, personlig uoverensstemmelse med en i menigheden. (Filipperne 4:2) Det kan også forekomme at en har brug for et godt råd om påklædning og frisure, eller om valg af venner eller musik. — 1 Korinther 15:33; 1 Timoteus 2:9.

9, 10. (a) Hvorfor kan det kræve mod at vejlede andre? (b) Hvorfor bør en kristen ikke desto mindre vejlede andre når det er nødvendigt?

⁹ Da profeten Hanani gav kong Asa af Juda et godt råd, blev Asa så vred at han „anbragte ham i huset med blokken“. (2 Krønikebog 16:7-10) På den tid krævede det mod at vejlede en konge. I dag kan de der skal råde og vejlede andre også få brug for mod, for en vejledning kan i første omgang vække irritation eller vrede. En erfaren kristen undlod at vejlede en yngre trosfælle, selv om det var nødvendigt. Af hvilken grund? Han forklarede: „Vi er gode venner, og det skulle vi gerne blive ved med at være!“ Men en sand ven vil ikke undlade at hjælpe når det er nødvendigt. — Ordsprogene 27:6; jævnfør Jakob 4:17.

¹⁰ Erfaringen viser at en dygtig rådgiver i mange tilfælde kan nå målet med vejledningen uden at fremkalde negative følelser. Hvad kræver det at være dygtig til at rådgive andre? Lad os besvare dette spørgsmål ved at betragte to eksempler, et godt og et dårligt.

Paulus — en dygtig rådgiver

11. Hvorfor fulgte de fleste af de kristne i Korinth Paulus’ råd, selv om han ofte gav dem en meget direkte vejledning?

¹¹ Apostelen Paulus vejledte sine brødre ved mange lejligheder, og somme tider måtte han udtrykke sig i stærke vendinger. (1 Korinther 1:10-13; 3:1-4; Galaterne 1:6; 3:1) Når de pågældende alligevel tog vejledningen til sig, var det fordi de vidste at Paulus holdt af dem. Som han skrev til korintherne: „Ud af megen trængsel og hjertets angst skrev jeg til jer med mange tårer, ikke for at I skulle blive bedrøvede, men for at I skulle være klar over den kærlighed jeg har specielt til jer.“ (2 Korinther 2:4) De fleste af de kristne i Korinth fulgte Paulus’ vejledning fordi de vidste at den blev givet uden selviske motiver, eftersom ’kærligheden ikke søger sine egne interesser’. De havde også tillid til at det ikke var irritation der fik Paulus til at vejlede dem, for „kærligheden . . . lader sig ikke provokere. Den holder ikke regnskab med hver en forurettelse“. — 1 Korinther 13:4, 5.

12. Hvilken egenskab vil gøre det lettere for en der skal vejlede andre, at opnå gode resultater? Belys dit svar med et eksempel.

¹² Det er også meget lettere for os i dag at tage imod en vejledning eller endda en alvorlig retledning hvis vi ved at den der vejleder os holder af os, ikke taler af irritation og ikke er ledet af selviske motiver. Hvis en ældste for eksempel kun taler med de unge i menigheden når der er noget at kritisere, kan de unge let føle at han „hakker på dem“. Hvis broderen derimod har et godt forhold til de unge — hvis han følges med dem i tjenesten, taler med dem i rigssalen og opfordrer dem til at fortælle ham om deres problemer, håb og tvivl, og måske nu og da inviterer dem hjem (med deres forældres tilladelse) — er der meget større sandsynlighed for at de vil lytte når det bliver nødvendigt for ham at vejlede dem, for så ved de at vejledningen kommer fra en ven.

Mildhed og ydmyghed

13. (a) Hvad bør kristen vejledning være baseret på? (b) Hvad bør de der vejleder andre i den kristne menighed, derfor undgå?

¹³ Der var også en anden grund til at Paulus opnåede gode resultater når han vejledte andre. Han stolede på Guds visdom, ikke på sine egne meninger. Som han skrev til Timoteus, der også nu og da måtte vejlede andre: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed.“ (2 Timoteus 3:16; jævnfør Første Korintherbrev 2:1, 2.) Kristne bør også i dag basere deres råd og vejledning på Bibelen. Forældre citerer ganske vist ikke skriftsteder hver gang de vejleder deres børn, men uanset om kristne forældre tilskynder deres børn til at være lydige, renlige, hensynsfulde, punktlige eller noget andet, bør der altid være et bibelsk grundlag for det de siger. (Efeserne 6:1; 2 Korinther 7:1; Mattæus 7:12; Prædikeren 3:1-8) Inden for menigheden bør vi passe omhyggeligt på at vi ikke påtvinger andre vore personlige synspunkter eller meninger. Ældste bør også undgå at underbygge deres personlige mening med fordrejede eller forkert anvendte skriftsteder. (Jævnfør Mattæus 4:5, 6.) Der skal altid være et solidt bibelsk grundlag for den vejledning de giver. — Salme 119:105.

14, 15. (a) Hvilken anden egenskab hos rådgiveren gør hans vejledning lettere at acceptere? (b) Hvorfor er det så vigtigt at de der skal vejlede andre opdyrker denne egenskab?

¹⁴ Hvis en vejledning gives på en mild og venlig måde er der større chancer for at den giver et godt resultat. Det vidste Paulus. I forbindelse med den der uforvarende begår et eller andet fejltrin, tilskyndede han derfor dem der var kvalificerede til at „prøve at hjælpe en sådan på fode igen, i mildhedens ånd“. (Galaterne 6:1) Han rådede også Titus til at minde andre om „ikke at spotte nogen, ikke at være krigeriske, at være rimelige, at udvise al mildhed mod alle mennesker“. — Titus 3:1, 2; 1 Timoteus 6:11.

¹⁵ Hvorfor er mildhed en så vigtig egenskab? Fordi ubeherskede følelser har en tendens til at smitte. Vrede ord fremprovokerer flere vrede ord, og det er vanskeligt at tale fornuftigt sammen når stemningen er på kogepunktet. At den der modtager vejledning reagerer med vrede giver bestemt ikke rådgiveren grund til at gøre det samme. Hvis han i stedet er mild og venlig kan det bidrage til at samtalen kan foregå i en rolig atmosfære. „Et mildt svar afvender forbitrelse.“ (Ordsprogene 15:1) Dette gælder uanset om den der giver vejledning er en fader, en moder, en ældste eller en anden.

16. Hvorfor bør man altid være respektfuld når man vejleder andre?

¹⁶ Lad os til sidst tænke over hvad Paulus sagde til den yngre ældstebroder Timoteus: „En ældre mand må du ikke kritisere strengt. Appellér derimod indtrængende til ham som til en fader, til yngre mænd som til brødre, til ældre kvinder som til mødre, til yngre kvinder som til søstre i al renhed.“ (1 Timoteus 5:1, 2) Hvilken glimrende vejledning! Tænk på hvordan en ældre kvinde ville være til mode hvis en ældste der måske var så ung at han kunne være hendes søn, vejledte hende på en meget kritisk eller respektløs måde. Det ville være langt bedre hvis broderen tog sig tid til at tænke: ’Hvilken måde at give denne vejledning på vil være den kærligste og den mest hensigtsmæssige, i betragtning af den pågældendes personlighed og alder? Hvis jeg var i hans eller hendes sted, hvordan ville jeg så foretrække at man greb det an?’ — Lukas 6:31; Kolossenserne 4:6.

Farisæernes rådgivning

17, 18. Nævn en af grundene til at den vejledning farisæerne gav andre, ikke var til nogen gavn.

¹⁷ Lad os nu som en modsætning til Paulus’ gode eksempel betragte det dårlige eksempel der blev sat af jødernes religiøse ledere på Jesu tid. De var ikke tilbageholdende med at give råd og vejledning, men folket havde som regel ingen gavn af det. Hvorfor ikke?

¹⁸ Der er mange grunde. Tænk for eksempel på den lejlighed da farisæerne kritiserede Jesus fordi hans disciple ikke vaskede hænder før de spiste. De fleste mødre lærer deres børn at de skal vaske hænder før et måltid, og af hygiejniske årsager er det en god vane. Men det var ikke hygiejne farisæerne i første række var interesserede i. For dem var det et ritual at vaske hænder før måltiderne, og de var bestyrtede over at Jesu disciple ikke fulgte dette ritual. Som Jesus påpegede over for dem var der imidlertid større problemer i Israel som de burde have været optaget af. Nogle benyttede for eksempel farisæernes ritualer som en undskyldning for ikke at overholde det femte af de ti bud: „Ær din fader og din moder.“ (2 Mosebog 20:12; Mattæus 15:1-11) De skriftlærde og farisæerne stirrede sig sørgeligt nok blinde på detaljerne og overså „det der er vigtigere i loven, nemlig ret og barmhjertighed og trofasthed“. — Mattæus 23:23.

19. Hvordan kunne de der i dag giver råd og vejledning falde i den snare at fremme deres egne interesser?

¹⁹ De der i dag giver råd og vejledning bør omhyggeligt passe på at de ikke begår den samme fejl. De bør ikke prøve at fremme deres egne interesser eller hænge sig i bagateller i en sådan grad at de glemmer „det der er vigtigere“. Når det gælder små ting, tilskyndes vi til at ’blive ved med at affinde os med hinanden’ i kærlighed. (Kolossenserne 3:12, 13) Evnen til at se hvornår der er behov for vejledning og hvornår der ikke er, er blandt de „åndelige kvalifikationer“ en rådgiver bør have. — Galaterne 6:1.

20. Hvorfor er det så vigtigt at sætte et godt eksempel når man vejleder andre?

²⁰ Der var også en anden grund til at de religiøse rådgivere i det første århundrede ikke opnåede gode resultater. Deres devise var: „Gør som jeg siger, ikke som jeg gør.“ Jesus sagde om dem: „Ve også jer, I lovkyndige, for I bebyrder menneskene med byrder som er tunge at bære, men selv rører I ikke ved byrderne med en eneste af jeres fingre!“ (Lukas 11:46) Hvor ukærligt! Forældre, ældste og andre der giver vejledning bør være meget opmærksomme på selv at gøre det de råder andre til at gøre. Hvordan kan vi tilskynde andre til at være travlt optaget af tjenesten på arbejdsmarken hvis vi ikke selv går foran? Og hvordan kan vi advare andre mod materialisme hvis vor egen tilværelse domineres af materielle ting? — Romerne 2:21, 22; Hebræerne 13:7.

21. (a) Hvordan hundsede farisæerne med folket? (b) Hvordan kan farisæernes måde at „vejlede“ på tjene som et advarende eksempel for kristne rådgivere i dag?

²¹ De jødiske ledere kom også til kort som rådgivere fordi de behandlede andre brutalt. Ved en lejlighed sendte de nogle mænd ud for at pågribe Jesus. Jesu måde at undervise på gjorde et stort indtryk på disse mænd, og da de derfor vendte tilbage uden ham, irettesatte farisæerne dem med ordene: „I er da vel ikke også blevet vildledt? Ikke én af lederne eller af farisæerne har fået tro på ham, vel? Men denne folkemængde som ikke kender loven, de er forbandede.“ (Johannes 7:45-49) Var det en rimelig måde at irettesætte andre på — med tyranni og skældsord? Måtte kristne rådgivere aldrig vejlede andre på denne måde! De bør omhyggeligt undgå at hundse med andre og at give dem dette indtryk: ’Du skal lytte til mig fordi jeg er en ældste!’ Når de taler med en søster må de heller aldrig lade denne tanke ligge i luften: ’Du skal lytte til mig, fordi jeg er en broder.’

22. (a) Hvordan og hvorfor bør kristne råde og vejlede andre? (b) Hvilket spørgsmål vil vi behandle i den næste artikel?

²² At give råd og vejledning er en kærlig handling som vi alle — især de udnævnte ældste — fra tid til anden skylder vore trosfæller. Man bør ikke vejlede andre på en overfladisk måde eller ved enhver lejlighed, men når én har behov for at blive vejledt, bør man modigt træde til. Vi bør altid vejlede ud fra Bibelen og på en mild og venlig måde. Det er desuden langt lettere at tage imod vejledning hvis den kommer fra en der holder af os. Somme tider kan det dog være svært at vide hvad man skal sige når man skal råde andre. Hvilken måde at rådgive på vil give de bedste resultater? Det vil vi se på i den næste artikel.

Råd der er „krydret med salt“

„Lad altid jeres tale være med ynde, krydret med salt, så I ved hvordan I bør svare enhver især.“ — Kolossenserne 4:6.

1, 2. Hvorfor er det særlig vigtigt at kristen rådgivning er „krydret med salt“?

GENNEM hele historien har salt spillet en stor rolle i forbindelse med tilberedning og opbevaring af fødevarer. Salt virker konserverende og forstærker samtidig smagen, så mange usaltede madvarer opfattes som ferske og smagløse. Da Paulus skrev at en kristens tale bør være „krydret med salt“, mente han derfor at vor tale bør virke såvel opbyggende som vindende og appellerende. (Kolossenserne 4:6) Dette gælder især når vi ønsker at råde og vejlede andre. Hvorfor?

² Hensigten med rådgivning er ikke i første række at formidle nogle oplysninger. I mange tilfælde kender den der modtager vejledning i forvejen nogle af de bibelske principper der gør sig gældende i hans tilfælde, men har svært ved at anvende dem eller se deres betydning. Den store udfordring der ligger i kristen rådgivning, består i at få andre til at ændre tankegang. (Galaterne 6:1; Efeserne 4:11, 12) Derfor har vi brug for „salt“.

3. Hvilken hjælp har Jehova givet kristne rådgivere?

³ Ja, det er en udfordring at rådgive andre, og det kræver kundskab og skelneevne. (Ordsprogene 2:1, 2, 9; 2 Timoteus 4:2) Heldigvis har Jehova skænket os Bibelen, hvori vi ikke alene kan finde al den kundskab vi kan få brug for, men også beretninger om hvordan gudfrygtige mænd med dømmekraft har vejledt andre. At betragte nogle af disse eksempler kan hjælpe os til at blive dygtigere rådgivere.

Betragt den ’Underfulde Rådgiver’

4. Hvordan kan en kristen ældste efterligne Jesus Kristus når han vejleder menigheden?

⁴ Lad os som et eksempel betragte Jesus, der kaldes „Underfuld Rådgiver“. (Esajas 9:6) Ved slutningen af det første århundrede lod Jesus breve med vejledning sende til syv menigheder i provinsen Asien. Disse breve danner et godt mønster for ældste der i dag skal vejlede en menighed — og principperne kan i lige så høj grad anvendes ved rådgivning af enkeltpersoner. Jesus tog en række alvorlige problemer op; blandt andet frafald, påvirkning fra kvinden „Jesabel“, lunkenhed og materialisme. (Åbenbaringen 2:4, 14, 15, 20-23; 3:1, 14-18) Han behandlede disse problemer åbent og ligefremt. Der var ingen tvivl om hvad han ønskede at sige til de forskellige menigheder. Når kristne ældste i dag vejleder deres menigheder, bør de efterligne Jesus ved at ’salte’ deres vejledning med ydmyghed og venlighed. (Filipperne 2:3-8; Mattæus 11:29) På den anden side bør de også efterligne Jesus ved at være åbenhjertige og ligefremme. Vejledningen bør ikke være så vag og så generel at menigheden ikke får fat i pointen.

5, 6. Hvad kan en kristen ældste desuden lære af Jesu budskaber til de syv menigheder?

⁵ Læg også mærke til at Jesus hver gang det var muligt indledte med at rose menighederne og sluttede af med nogle opbyggende tilskyndelser. (Åbenbaringen 2:2, 3, 7; 3:4, 5) Vore dages kristne rådgivere bør også krydre deres vejledning med ros og tilskyndelser. Som en erfaren ældste siger: „Man opnår ikke ret meget hvis man bare skælder brødrene ud.“ Når ældste giver alvorlig vejledning bør de ikke lade brødrene sidde nedtrykte tilbage, men bør styrke og opmuntre dem til at følge vejledningen i fremtiden. — Jævnfør Andet Korintherbrev 1:1-4.

⁶ Lad os betragte Jesu budskaber til menighederne i Smyrna og Filadelfia. Han havde ikke noget at kritisere disse brødre for, men da de var udsat for svære prøvelser, opmuntrede han dem til fortsat at holde ud. (Åbenbaringen 2:8-11; 3:7-13) Kristne tilsynsmænd bør heller ikke nøjes med at råde og vejlede brødrene når der er noget at kritisere, men bør altid være rede til at rose brødrene for deres gode arbejde og opmuntre dem til at holde ud. — Romerne 12:12.

Anvend illustrationer

7, 8. (a) Hvordan var Jesu vejledning til disciplene „krydret med salt“? (b) Hvorfor er illustrationer af stor værdi når man skal vejlede andre?

⁷ En anden lejlighed hvor Jesus gav vejledning var da hans disciple diskuterede hvem der ville blive størst i himlenes rige. Jesus kunne have irettesat sine disciple skarpt på grund af dette. I stedet ’krydrede han sine ord med salt’. Han kaldte et lille barn hen til sig og sagde: „Enhver der vil ydmyge sig som dette lille barn, han er den største i himlenes rige.“ (Mattæus 18:1-4; Lukas 9:46-48) Vejledningen var klar og utvetydig, men samtidig venlig og opbyggende. Ved at få disciplene til at indse at himlenes rige adskiller sig meget fra denne verdens riger, opmuntrede han dem til at være ydmyge og søgte at fjerne årsagen til deres diskussion.

⁸ Læg også mærke til hvilken glimrende undervisningsteknik Jesus anvendte i dette tilfælde. En levende illustration — et lille barn! Dygtige rådgivere krydrer ofte deres tale med illustrationer, fordi de kan understrege en sags alvor eller hjælpe den der skal modtage vejledning til at ræsonnere og til at se et problem i et nyt lys. Ofte kan illustrationer også bidrage til at stemningen bliver mere afslappet.

9. Nævn nogle andre bibelske eksempler på anvendelse af illustrationer i forbindelse med vejledning.

⁹ Da Jehova advarede Kain om at han var i stor fare for at begå en alvorlig synd, beskrev Han synden som et vilddyr. Han sagde: „Synden [lurer] ved indgangen, og til dig står dens attrå.“ (1 Mosebog 4:7) Da Jonas var vred over at Jehova havde skånet de angrende ninevitter, gav Gud ham en flaskegræskarplante hvis skygge han kunne sidde i. Da planten senere visnede og Jonas beklagede sig, sagde Jehova: „Du ynkedes over flaskegræskarplanten . . . Skulle jeg så ikke ynkes over Nineve, den store by, hvori der er flere end et hundrede og tyve tusind mennesker?“ (Jonas 4:5-11) Hvilken magtfuld vejledning!

10. Hvilken illustration anvendte en tilsynsmand for at hjælpe en ung pige til bedre at kunne forstå sine forældres motiver?

¹⁰ Som et eksempel kan nævnes en ung pige der var vred fordi hendes forældre satte nogle grænser for hvem hun måtte omgås. En rejsende tilsynsmand der forsøgte at hjælpe hende, brugte denne illustration: „Du kan godt lide at sy, ikke? Forestil dig at du har brugt meget tid på at sy en flot kjole til en veninde, og du så opdager at hun bruger den som gulvklud. Hvordan ville du reagere?“ Pigen indrømmede at hun ville blive vred. Tilsynsmanden fortsatte så: „Det er sådan dine forældre ser på det. De har brugt masser af tid på at opdrage dig, og de er stolte af dig. Derfor vil de gerne have at du kommer sammen med nogle der behandler dig godt, ikke nogle der i sidste ende vil skade dig.“ Denne illustration hjalp pigen til at forstå sine forældres holdning.

Stil spørgsmål

11. Hvordan gjorde Jehova god brug af spørgsmål da han vejledte Jonas?

¹¹ Som du måske har bemærket stillede Jehova spørgsmål da han talte med Jonas om hans urimelige vrede. Da Jonas i sin vrede over at Nineve ikke var blevet udslettet bad om at måtte dø, spurgte Jehova: „Er det med rette du er optændt af vrede?“ Jonas svarede ikke. Derefter lod Jehova flaskegræskarplanten vokse op, og dagen efter lod han den dø. Så blev Jonas endnu mere vred. Jehova spurgte ham nu: „Er det med rette du er optændt af vrede over flaskegræskarplanten?“ Denne gang svarede Jonas: „Det er med rette jeg er optændt af vrede — til døden.“ Jehova drog nu en sammenligning der ikke var til at komme uden om: ’Når du ynkes over en simpel plante, skulle jeg så ikke ynkes over Nineve?’ (Jonas 4:4, 9, 11) Dette tilskyndede Jonas til at efterligne Jehovas holdning til de angrende ninevitter.

12. Hvor stor værdi har spørgsmål når man vejleder andre? Belys svaret med et eksempel.

¹² Ja, spørgsmål kan hjælpe rådgiveren til at finde ud af hvad den der vejledes tænker, og de kan også hjælpe den pågældende selv til at få et klarere syn på sine egne problemer og motiver. En mand kunne for eksempel hævde at han har ret til at tage sig en drink før han sætter sig ud i sin bil og kører hjem. Han er måske af den oprigtige mening at han ’kan tåle det’. En ven der gerne vil hjælpe ham, kunne sige: ’Men lad os nu sige at du uden egen skyld bliver indblandet i en trafikulykke. Hvad ville politiet mon tænke hvis de bemærkede at du havde drukket? Og hvad nu hvis det du havde drukket alligevel påvirkede dine reaktioner, bare en lille smule. Er du sikker på at du vil køre bil når du ikke kan stole 100 procent på dine reflekser? Er det værd at løbe den risiko, bare for at få en drink?’

13. Hvordan vejledte en broder ved hjælp af Bibelen og ved at stille spørgsmål? Hvorfor gav dette et godt resultat?

¹³ Kristen rådgivning er altid baseret på Bibelen, og når det er muligt vil kristne bruge Bibelen direkte når de vejleder andre. Den er et virkningsfuldt hjælpemiddel. (Hebræerne 4:12) Lad os tage et eksempel: En erfaren ældste forsøgte at hjælpe en der ikke længere deltog i forkyndelsen. Han henledte vedkommendes opmærksomhed på Jesu billedtale om manden der havde to sønner, som han opfordrede til at gå hen og arbejde i hans vingård. Den første sagde at han ville gøre det, men gjorde det ikke. Den anden sagde at han ikke ville gøre det, men besluttede så alligevel at tage derhen. (Mattæus 21:28-31) Broderen spurgte så: „Hvem af de to sønner ligner du i øjeblikket?“ Forkynderen forstod straks hvor broderen ville hen da han fortsatte: „Hvordan tror du at Jehova, vingårdens ejer, betragter din situation?“

14. I hvilke andre situationer vil det være godt at stille spørgsmål når man skal vejlede andre?

¹⁴ Det er også vigtigt at bruge Bibelen og stille spørgsmål når man forsøger at hjælpe nogle der kæmper med tvivl, med problemer i ægteskabet eller i familien, personlige uoverensstemmelser eller andre problemer.a Spørgsmål kan hjælpe den der vejledes til at ræsonnere, ransage sig selv og drage de rette slutninger.

Lyt opmærksomt

15. (a) Hvilken snare faldt Jobs tre „trøstere“ i? (b) Hvordan kan det hjælpe en kristen rådgiver at lytte opmærksomt?

¹⁵ Husk at når man stiller et spørgsmål bør man lytte til svaret. (Ordsprogene 18:13) De der vejleder andre må passe på ikke at falde i den samme fælde som Jobs tre „trøstere“. Job talte til dem, men de hørte kun efter med et halvt øre. De havde allerede afgjort med sig selv at Jobs lidelser skyldtes hans egne syndige tilbøjeligheder. (Job 16:2; 22:4-11) Som modsætning hertil bør kristne rådgivere lytte opmærksomt. Hvis de gør det vil de måske lægge mærke til pauser eller ændringer i tonefaldet der kunne tyde på at hele historien endnu ikke er blevet fortalt. Måske kan et supplerende spørgsmål kalde en tanke frem der ligger i baghovedet på den der vejledes. — Jævnfør Ordsprogene 20:5.

16. Hvad bør en kristen rådgiver gøre hvis en trosfælle der er ude af sig selv, siger noget chokerende?

¹⁶ Dette er ganske vist ikke altid let. En der er ude af sig selv kan finde på at udbryde: „Jeg hader mine forældre!“ eller „Jeg kan ikke holde ud at bo sammen med min mand mere!“ Det er chokerende at høre nogen give udtryk for sådanne tanker. Men husk at Jehova var villig til at lytte da Asaf beklagede sig over at det tilsyneladende ikke var til nogen nytte at han var trofast. (Salme 73:13, 14) Gud lyttede også da Jeremias påstod at han var blevet narret. (Jeremias 20:7) Habakkuk beklagede sig over at de onde undertrykte de retfærdige, og at Jehova lukkede øjnene for det. (Habakkuk 1:13-17) Kristne rådgivere bør også være rede til at lytte. Hvis nogen nærer sådanne følelser, må rådgiveren vide det for at kunne hjælpe. Han bør passe på at han ikke — måske uden at tænke over det — får den der vejledes til at give udtryk for de meninger som han synes at vedkommende burde have, i stedet for de meninger som vedkommende rent faktisk har. Rådgiveren bør også undgå at overreagere eller være fordømmende, for det kan betyde at den der vejledes mister modet til at åbne sit hjerte yderligere. — Ordsprogene 14:29; 17:27.

17. Hvorfor kan vi somme tider trøste andre blot ved at lytte til dem?

¹⁷ Somme tider vil vor rådgivning for størstedelen bestå i at lytte og lade modparten fortælle løs om sine problemer, sorger eller sårede følelser. Da No’omi vendte hjem fra Moabs sletter hilste Israels kvinder hende med ordene: „Er det No’omi?“ No’omi svarede bedrøvet: „Kald mig ikke No’omi. Kald mig Mara, for den Almægtige har gjort det meget bittert for mig. Jeg havde fuldt op da jeg tog af sted, men Jehova bringer mig tomhændet tilbage. Hvorfor skulle I kalde mig No’omi, når Jehova har ydmyget mig og den Almægtige har voldt mig ulykke?“ (Rut 1:19-21) Der var ikke meget de israelitiske kvinder kunne sige som svar, men blot dét kærligt at give sig tid til at lytte til andre når de fortæller om deres følelsesmæssige kvaler, kan ofte være en hjælp for dem til at komme over det.b

Vær realistisk

18. (a) Hvordan reagerede nogle på vejledning fra Jehova og fra Jesus? (b) Hvilken egenskab bør kristne rådgivere derfor opdyrke?

¹⁸ Naturligvis reagerer ikke alle på samme måde når de vejledes. Jonas tog tydeligvis den vejledning til sig som han fik fra Jehova. Profeten overvandt sin bitterhed og vrede i en sådan grad at han nedskrev sine erfaringer, så andre kunne lære af dem. Det tog sin tid før Jesu disciple lærte at vise ydmyghed. Så sent som natten før Jesus døde begyndte de igen at diskutere hvem af dem der var den største! (Lukas 22:24) Det kræver derfor tålmodighed at vejlede andre. (Prædikeren 7:8) En der har en forkert holdning som er dybt rodfæstet, ændrer sjældent kurs blot på grund af nogle få ord fra en ældste. Gamle uoverensstemmelser mellem ægtefæller kan som regel ikke ryddes af vejen ved at en moden kristen taler med parterne en enkelt gang. Det kan tage flere måneder at helbrede en alvorlig sygdom, og sådan er det også med alvorlige åndelige lidelser. Dertil kommer at nogle ikke ønsker at tage imod vejledning. Kain myrdede sin broder på trods af at han havde modtaget vejledning fra Jehova selv. — 1 Mosebog 4:6-8.

19. Hvordan kan menigheden hjælpe dem der lider af følelsesmæssige kvaler?

¹⁹ De der har alvorlige problemer bør ikke nære urealistiske forventninger til menigheden. En trosfælle kan ikke fjerne en kronisk depression eller nogle følelsesmæssige kvaler der måske skyldes en personlig tragedie. Når en er fysisk syg kan lægen i mange tilfælde ikke gøre andet end at lindre patientens smerter mens tiden udvirker en helbredelse. Hvis en kristen har følelsesmæssige kvaler kan menighedens medlemmer ligeledes søge at „lindre hans smerter“ ved at bede sammen med ham og for ham, ved at opmuntre ham så ofte som muligt og ved at yde ham praktisk hjælp. Så vil Jehovas ånd som regel med tiden udvirke en helbredelse. (Ordsprogene 12:25; Jakob 5:14, 15) Et offer for blodskam har skrevet: „Blodskam kan være en forfærdelig stor følelsesmæssig belastning, men Jehovas organisation gør meget for at støtte en, og med hjælp fra Bibelen og fra brødrene og søstrene kan man komme over det.“c

20. Hvilken rolle spiller vejledning for vort ønske om fortsat at tjene Jehova?

²⁰ Kristne har pligt til at hjælpe hinanden. Alle menighedens medlemmer, men navnlig de ældste, bør vise interesse for deres brødre og søstre og venligt vejlede dem ud fra Bibelen når det er nødvendigt. (Filipperne 2:4) Og vejledningen bør naturligvis ikke være hverken hård eller diktatorisk, eller give andre det indtryk at vi gerne vil bestemme over deres liv. Vore ord bør altid bygge på Bibelen og være „krydret med salt“. (Kolossenserne 4:6) Vi har alle nu og da brug for hjælp, og vejledning der er ’saltet’ med venlighed og opmuntring kan hjælpe os til at fortsætte ad vejen til det evige liv.

[Fodnoter]