Da Jehova talte til Jeremias, svarede han usikkert: „Ak, suveræne Herre Jehova! Se, jeg ved jo ikke hvordan jeg skal tale, for jeg er kun en dreng.“ (Jer 1:6) Denne udtalelse, sammenholdt med den frimodighed og fasthed Jeremias optrådte med i sin profetgerning, viser at hans usædvanlige styrke ikke var medfødt, men skyldtes hans ubetingede tillid til Jehova. Jehova var med ham „som en vældig kriger“, og det var Jehova der gjorde ham „til en befæstet by og til en jernsøjle og til kobbermure mod hele landet“. (Jer 20:11; 1:18, 19) Jeremias var så kendt for sit mod og sin frimodighed at nogle under Jesu jordiske tjeneste tog Jesus for at være Jeremias der var vendt tilbage. — Mt 16:13, 14.

Mod, udholdenhed, kærlighed. Jeremias’ mod og udholdenhed svarede til den dybe kærlighed han nærede til sit folk. Han havde skarpe fordømmelser og frygtelige domme at forkynde, især for præsterne, profeterne, de styrende og dem der fulgte „den vante kurs“ og havde udviklet en „vedvarende troløshed“. (Jer 8:5, 6) Men han var klar over at hans opgave også bestod i at „bygge og plante“. (Jer 1:10) Han græd over den ulykke der skulle overgå Jerusalem. (Jer 8:21, 22; 9:1) Klagesangene er et vidnesbyrd om hans kærlighed til og omsorg for Jehovas navn og folk. Til trods for den feje og vankelmodige kong Zedekias’ svigefulde holdning over for ham opfordrede Jeremias ham indtrængende til at adlyde Jehovas røst så han kunne blive i live. (Jer 38:4, 5, 19-23) Desuden var Jeremias ikke selvretfærdig, men tog sig selv med når han erkendte folkets ugudelighed over for Jehova. (Jer 14:20, 21) Efter at han var blevet frigivet af Nebuzar-Adan, tøvede han med at forlade dem der skulle føres i landflygtighed til Babylon, måske fordi han følte at han burde dele lod med dem, eller fordi han gerne ville fortsætte med at være deres åndelige vejleder. — Jer 40:5.

Under sin lange tjeneste blev Jeremias nu og da mismodig og havde brug for trøst og opmuntring fra Jehova, men selv i den situation glemte han ikke at bede Jehova om hjælp. — Jer kap. 20.