Fra 1944 til 1946 steg antallet af sager for påstået overtrædelse af lokalvedtægter fra 40 til 800.

Antallet af arrestationer mangedobledes. Snart havde vi ikke 800, men 1600 sager. Mange advokater og dommere klagede over at de mange retssager mod Jehovas Vidner beslaglagde domstolenes kapacitet. Vi foreslog en enkel løsning på problemet: At politiet anholdt forbrydere i stedet for Jehovas Vidner!

To modige jødiske advokater, A. L. Stein fra Montreal og Sam S. Bard fra byen Quebec, bistod os ved at føre mange af vore sager, især før jeg fik bestalling som advokat i Quebec i 1949. Pierre Elliott Trudeau, der senere blev premierminister, har skrevet at Jehovas Vidner i Quebec var „blevet hånet, forfulgt og lagt for had i hele samfundet; men de har ad rettens vej formået at kæmpe mod kirken, myndighederne, nationen, politiet og den offentlige mening“.

Den indstilling der prægede domstolene i Quebec, kom tydeligt til udtryk i den måde min bror, Joe, blev behandlet på. Han blev anklaget for at forstyrre den offentlige orden og blev af byretsdommer Jean Mercier idømt maksimumstraffen på 60 dages fængsel. Pludselig gik dommeren fuldstændig fra besindelsen og råbte fra sit sæde at han ville ønske at han kunne sende Joe i fængsel på livstid!