Det er derfor ikke så mærkeligt at dommen blev underkendt inden der var gået tre år. I flaghilsensagen West Virginia State Board of Education mod Barnettec sagde dommer Jackson til retten: „Selve hensigten med en Bill of Rights var at holde visse interesser uden for de skiftende følger af politiske uoverensstemmelser, at unddrage dem flertallets og embedsmænds indflydelse, og at grundfæste dem som juridiske principper der skal anvendes af domstolene. Et menneskes ret til liv, frihed og ejendom, til talefrihed, pressefrihed, religionsfrihed og forsamlingsfrihed, samt andre fundamentale rettigheder, er ikke noget der kan stemmes om; de afhænger ikke af noget valgresultat.“

To 14-årige piger fra Pennsylvanien, Nicole DiSalvo og Gwen Naglak, der ikke er Jehovas vidner, havde valgt at behandle to retssager fra 40’erne angående flaghilsen og Jehovas vidner. Under forberedelsen havde de talt med de implicerede i sagerne Minersville School District mod Gobitisa og West Virginia Board of Education mod Barnette,* og havde besøgt Jehovas Vidners hovedkontor for at stifte nærmere bekendtskab med deres tro.

Gwen fulgte derefter begivenhederne der ledte op til højesteretsafgørelsen i 1943, hvor dommen fra 1940 blev omstødt.

I sin afslutning skrev Gwen: „Jeg beundrer Lillian og William for deres mod til at gøre hvad de mente var rigtigt og til at kæmpe for deres tro. I mine øjne var det dem som virkelig elskede deres land.“