Sand retfærdighed — hvornår og hvordan?

NÅR retfærdigheden råder, har den uskyldige intet at frygte. Befolkningen i et land der har et retssystem som forsøger at sikre retfærdighed, har al mulig grund til at være taknemmelig. Et sådant land har en samling love, en politistyrke til at håndhæve lovene og domstole der tager sig af retsplejen. I overensstemmelse med Bibelens formaning om at „underordne sig de højere myndigheder“ respekterer sande kristne retssystemet i det land hvor de bor. — Romerne 13:1-7.

Retssystemerne i forskellige lande har imidlertid begået tragiske og pinlige fejl.a I stedet for at man har straffet de skyldige og beskyttet de uskyldige, er de uskyldige undertiden blevet straffet for forbrydelser de ikke har begået. Nogle som har tilbragt flere år i fængsel, er blevet løsladt før de var færdige med at afsone deres dom fordi man har været i tvivl om hvorvidt de var skyldige, og om deres straf var berettiget. Mange spekulerer derfor på om der nogen sinde vil komme en tid hvor alle vil blive behandlet retfærdigt. Hvornår og hvordan vil det i givet fald ske? Hvem kan beskytte de uskyldige? Og hvilket håb er der for dem der er blevet uretfærdigt behandlet?

Når retsvæsenet svigter

I 1980’erne blev Tyskland vidne til „en af de mest sensationelle retssager i efterkrigstiden“ — en mor blev idømt livsvarigt fængsel for at have myrdet sine to døtre. Flere år senere blev der imidlertid foretaget en revurdering af bevismaterialet mod hende, og hun blev løsladt indtil sagen blev taget op til ny behandling. I 1995 rapporterede avisen Die Zeit at den første dom „meget vel kunne vise sig at være en retslig fejl“. Da dette blev skrevet, havde denne kvinde tilbragt ni år i fængsel uden at det med sikkerhed kunne siges om hun var skyldig eller ikke skyldig.

En aften i november 1974 rystedes den indre del af Birmingham i England af en eksplosion forårsaget af to bomber der dræbte 21 mennesker. Det var en begivenhed „ingen i Birmingham nogen sinde vil glemme,“ skrev parlamentsmedlemmet Chris Mullen. Senere blev „seks uskyldige mænd dømt for det værste mord i Englands historie“. Deres domme blev senere omstødt — men først efter at mændene havde tilbragt 16 år bag tremmerne.

Advokaten Ken Crispin har berettet om en sag der „fængslede offentligheden på en måde der er enestående i australsk retshistorie“. En familie camperede i nærheden af Ayers Rock da deres spædbarn forsvandt, for aldrig siden at blive fundet. Moderen blev sigtet for mord og idømt livsvarigt fængsel. I 1987, efter at hun havde siddet inde i over tre år, afgjorde en undersøgelseskommission at bevisbyrden mod hende var for spinkel til at hun kunne erklæres skyldig. Hun blev løsladt, og man gav hende en undskyldning.

I 1986 blev en 18-årig kvinde der boede i den sydlige del af USA, myrdet. En midaldrende mand blev sigtet og dømt til døden. Han tilbragte seks år på dødsgangen før det blev fastslået at han ikke havde haft noget med forbrydelsen at gøre.

Hører disse eksempler på forkerte retskendelser til sjældenhederne? David Rudovsky fra det juridiske fakultet ved Pennsylvanias universitet siger: „Jeg har været i faget i omkring 25 år og kender til en del sager. Jeg gætter på at mellem 5 og 10 procent af de dømte i virkeligheden er uskyldige.“ Crispin stiller dette foruroligende spørgsmål: „Er der andre uskyldige der sidder fortabte i en fængselscelle?“ Hvordan kan sådanne tragiske fejl opstå?

Trøst fra Bibelen

I november 1952 begik Derek Bentley og Christopher Craig indbrud i et pakhus i Croydon nær London. Bentley var 19 år, og Craig var 16. Politiet blev tilkaldt, og Craig skød og dræbte en af politimændene. Craig sad ni år i fængsel, mens Bentley i januar 1953 blev dømt for mord og hængt.

Bentleys søster Iris forsøgte i 40 år at rense sin brors navn for et mord han ikke havde begået. I 1993 undskyldte staten dommen og indrømmede at hængningen af Derek Bentley var en fejl. Iris Bentley skrev om sagen i bogen Let Him Have Justice (Giv ham en retfærdig behandling):

„Cirka et år før skudepisoden mødte Derek et Jehovas vidne på gaden . . . Søster Lane boede i nærheden af os, på Fairview Road, og hun inviterede Derek hjem til sig så han kunne lytte til bibelhistorier. . . . Det der var godt, var at søster Lane havde bibelhistorierne på plader, som hun lånte ham [Derek havde nemlig svært ved at læse]. . . . Han kom gerne hjem og fortalte mig hvad hun havde lært ham, som for eksempel at alle de døde vil få livet igen.“

Iris Bentley besøgte sin bror på dødsgangen før han blev henrettet. Hvordan havde han det? „Det som søster Lane havde fortalt ham, hjalp ham igennem de sidste dage.“ [Kursiveret af os.]