Guds pagter — og hans evige forsæt

„Jehova . . . husker sin pagt til fjerne tider, det ord han påbød, i tusind generationer.“ — SALME 105:7, 8.

1, 2. Hvorfor kan man sige at de fleste er berørt af en pagt?

DIT liv har sandsynligvis på et eller andet tidspunkt været berørt af en pagt, eller vil måske blive det engang i fremtiden. Vi tænker her på ægteskabspagten, for de fleste af os er kommet til verden som følge af et ægteskab og er måske også selv gift eller tænker på at blive det.

² For mange hundrede år siden brugte den hebraiske profet Malakias udtrykket „din ungdoms hustru“, „din pagtshustru“. (Malakias 2:14-16) Det er korrekt at kalde ægteskabet for en pagt, for der er her tale om en formel aftale mellem to parter. Ægteskabspagten er en tosidig aftale hvor parterne enes om at blive mand og hustru, hvorved de påtager sig visse pligter over for hinanden og kan se frem til varige goder.

3. Hvorfor vil nogle pagter måske berøre os mere end ægteskabspagten?

³ Ægteskabspagten synes måske at være den pagt der har den største direkte indflydelse på vort liv, men Bibelen omtaler faktisk nogle pagter af langt større betydning. Ifølge et opslagsværk hvor de bibelske pagter sammenlignes med ikkebibelske religioners pagter, er det kun i Bibelen at „en sådan fastlæggelse af forholdet mellem Gud og hans folk bliver til en samlet helhed af anordninger der i sidste instans får universel rækkevidde“. Ja, disse pagter omfatter vor kærlige Skabers evige forsæt. Som vi skal se, vil vi kunne nyde store velsignelser i kraft af disse pagter.

4. Hvilken pagt henledte fra begyndelsen opmærksomheden på Guds evige forsæt?

⁴ Da Adam og Eva satte sig op imod Guds myndighed fik det tragiske følger. Det medførte at de gav ufuldkommenheden i arv til deres efterkommere, og det er grunden til at vi må lide under sygdom og til sidst dø. (1 Mosebog 3:1-6, 14-19) Vi kan imidlertid være taknemmelige for at deres synd ikke har kunnet ændre Guds forsæt — at opfylde jorden med sande tilbedere der vil komme til at leve i sundhed og lykke. Derfor oprettede Jehova den pagt der omtales i Første Mosebog 3:15: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden og mellem dit afkom og hendes afkom. Han skal knuse hovedet på dig, og du skal knuse hælen på ham.“ Denne korte profeti i symbolske vendinger rejste imidlertid mange spørgsmål. Hvordan ville Jehova opfylde dette pagtsløfte?

5, 6. (a) Hvad ville Gud benytte til at gennemføre sit forsæt? (b) Hvorfor bør vi være interesserede i Guds pagter?

⁵ Gud valgte at indgå en række særlige pagter, der med pagten i Eden kom til at omfatte syv i alt. De der håber på at komme til at opleve evige velsignelser bør forstå hvad disse pagter indbefatter. Det er blandt andet godt at vide hvornår og hvordan de blev indgået, hvem de omfatter, hvilke hensigter og betingelser der er knyttet til dem, og hvilken forbindelse de har med hinanden og med Guds hensigt: at velsigne den lydige menneskehed med evigt liv. Det vil være passende at gennemgå disse pagter nu, for den 22. marts i år vil kristne samles i deres menigheder for at fejre Herrens aftensmåltid, som er direkte knyttet til disse pagter.

⁶ Nogle vil sikkert opfatte emnet pagter som noget tørt og tungt, og mene at det ikke har særlig stor almeninteresse. Men læg mærke til hvad Theological Dictionary of the Old Testament siger: „De udtryk der i fortiden blev brugt om ’pagt’ i Det Nære Østen samt i den græske og romerske verden . . . kan betydningsmæssigt inddeles i to grupper: for det første vedrørende ed og forpligtelse, og for det andet vedrørende kærlighed og venskab.“ Begge aspekter, nemlig ed og venskab, er noget grundlæggende i forbindelse med Jehovas pagter.

Abrahamspagten — et grundlag for evige velsignelser

7, 8. Hvilken slags pagt indgik Jehova med Abraham? (1 Krønikebog 16:15, 16)

⁷ Patriarken Abraham, der er „fader til alle som tror“, var „Jehovas ven“. (Romerne 4:11; Jakob 2:21-23) Med en ed svor Gud over for Abraham at han ville indgå en pagt med ham, en pagt der danner grundlag for at vi kan modtage evige velsignelser. — Hebræerne 6:13-18.

⁸ Da Abraham befandt sig i Ur, gav Jehova ham besked på at rejse til et andet land. Det viste sig at være Kana’ans land. Jehova gav Abraham dette løfte: „Jeg vil gøre dig til en stor nation og jeg vil velsigne dig og jeg vil gøre dit navn stort; . . . og ved dig skal alle jordens slægter velsigne sig.“a (1 Mosebog 12:1-3) Efterhånden føjede Gud flere detaljer til det vi med rette kalder Abrahamspagten: Abrahams afkom, eller arving, skulle arve det forjættede land; hans afkom ville blive talløst; Abraham og Sara ville blive ophav til konger. — 1 Mosebog 13:14-17; 15:4-6; 17:1-8, 16; Salme 105:8-10.

9. Hvordan kan vi vide at Abrahamspagten også omfatter os?

⁹ Gud kaldte den „min pagt mellem mig og dig [Abraham]“. (1 Mosebog 17:2) Men vi har al mulig grund til at mene at den også berører os, for Gud udvidede senere pagten med ordene: „Jeg [vil] visselig velsigne dig og visselig gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og som sandskornene der er ved havets bred; og dit afkom vil tage sine fjenders porte i besiddelse. Og ved dit afkom skal alle jordens nationer velsigne sig fordi du har hørt efter min røst.“ (1 Mosebog 22:17, 18) Vi hører med til disse nationer og har derfor mulighed for at blive velsignet.

10. Hvad lærer Abrahamspagten os?

¹⁰ Lad os her standse op og tænke over hvad vi kan udlede angående Abrahamspagten. Ligesom pagten i Eden peger den frem til et „afkom“, og antyder at afkommet vil være af menneskelig herkomst. (1 Mosebog 3:15) Denne slægtslinje ville gennem Sem føre frem til Abraham og videre frem gennem Isak. Slægtslinjen skulle komme til at omfatte et kongedømme, og den ville føre til velsignelse ikke blot for en enkelt slægt men for mennesker i alle lande. Hvordan gik disse løfter i opfyldelse?

11. Hvordan fik løfterne i forbindelse med Abrahamspagten en bogstavelig opfyldelse?

¹¹ Abrahams efterkommere gennem Jakob, eller Israel, blev med tiden en stor nation. Som Abrahams bogstavelige afkom var de viet til den rene tilbedelse af Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. (1 Mosebog 28:13; 2 Mosebog 3:6, 15; 6:3; Apostelgerninger 3:13) Israelitterne vendte sig ofte bort fra den rene tilbedelse, men „Jehova viste dem . . . sin gunst og havde barmhjertighed med dem . . . på grund af sin pagt med Abraham, Isak og Jakob, og han ønskede ikke at ødelægge dem“. (2 Kongebog 13:23; 2 Mosebog 2:24; 3 Mosebog 26:42-45) Selv efter at Gud havde antaget den kristne menighed som sit folk, fortsatte han for en tid med at begunstige israelitterne som det folk der var Abrahams kødelige afkom. — Daniel 9:27.

Abrahams åndelige afkom

12, 13. Hvordan viste Jesus sig at blive Abrahamspagtens primære afkom i den åndelige opfyldelse?

¹² Men løfterne i forbindelse med Abrahamspagten fik også en åndelig opfyldelse. Denne større opfyldelse var ikke åbenbar før Jesu tid, men vi der lever i dag kan glæde os over at vi forstår opfyldelsen, eftersom den bliver forklaret i Guds ord. Paulus skrev: „Nu blev løfterne udtalt til Abraham og til hans afkom. Der siges ikke: ’Og til dine efterkommere,’ som når der er mange, men, som når der er én: ’Og til dit afkom,’ som er Kristus.“ — Galaterne 3:16.

¹³ Ja, ’afkommet’ skulle kun komme gennem én slægtslinje, hvilket Jesus også gjorde — eftersom han var født som jøde og var en kødelig efterkommer af Abraham. (Mattæus 1:1-16; Lukas 3:23-34) Desuden var han medlem af den større Abrahams himmelske familie. Abraham havde vist at hans tro var så stærk at han var villig til at ofre sin egen søn Isak hvis Gud havde ønsket det. (1 Mosebog 22:1-18; Hebræerne 11:17-19) På samme måde havde Jehova sendt sin enestefødte søn til jorden som et genløsningsoffer for dem som tror. (Romerne 5:8; 8:32) Det er forståeligt at Paulus i forbindelse med Abrahamspagten identificerede Jesus Kristus som Abrahams primære afkom.

14. Hvem udgør Abrahamspagtens sekundære afkom, og hvad skal vi drøfte i den forbindelse?

¹⁴ Paulus fortsætter derefter med at sige at Gud i den åndelige opfyldelse ville ’gøre Abrahams afkom talrigt’. Han siger: „Når I hører Kristus til, er I jo Abrahams afkom, arvinger ifølge et løfte.“ (1 Mosebog 22:17; Galaterne 3:29) Der er her tale om de 144.000 åndsavlede kristne der udgør Abrahams sekundære afkom. De står ikke i et modsætningsforhold til det primære afkom, men ’hører Kristus til’. (1 Korinther 1:2; 15:23) Ganske vist er det ikke mange af dem der kan føre deres slægtslinje tilbage til Abraham, da de fleste stammer fra ikke-jødiske nationer. Hvad der er mere afgørende i den åndelige opfyldelse er dog at de ikke har noget egentligt slægtskabsforhold til den større Abraham, Jehova, eftersom de nedstammer fra den ufuldkomne Adam. Lad os derfor i lyset af senere pagter se nærmere på hvordan de har kunnet opfylde betingelserne for at blive en del af „Abrahams afkom“.

Lovpagten — en midlertidig tilføjelse

15-17. (a) Hvorfor blev Lovpagten føjet til Abrahamspagten? (b) Hvordan opfyldte Lovpagten sit formål?

¹⁵ Hvordan ville Gud, efter at have indgået Abrahamspagten som det første grundlæggende skridt hen imod gennemførelsen af sit forsæt, beskytte afkommets slægtslinje mod besmittelse og udryddelse indtil det tidspunkt hvor det skulle fremstå? Hvordan kunne de sande tilbedere kende den som var ’afkommet’ når han fremstod? Paulus besvarer disse spørgsmål ved at pege på visdommen i at Gud midlertidigt tilføjede Lovpagten. Apostelen skriver:

¹⁶ „Hvorfor da loven? Den blev føjet til for at gøre overtrædelserne kendt, indtil det afkom som løftet var givet til, kom; og den blev formidlet gennem engle ved en mellemmands hånd. . . . Loven [er] blevet en opdrager der leder os til Kristus, for at vi kan blive erklæret retfærdige som følge af tro.“ — Galaterne 3:19, 24.

¹⁷ Ved Sinaj Bjerg oprettede Jehova en national pagt mellem sig selv og Israel, nemlig Lovpagten med Moses som mellemmand.b (Galaterne 4:24, 25) Folket indvilligede i at være med i denne pagt, og den blev sat i kraft med blodet af tyre og bukke. (2 Mosebog 24:3-8; Hebræerne 9:19, 20) Den udstyrede Israel med teokratiske love samt grundridset til et retfærdigt styre. Pagten forbød israelitterne at indgå ægteskab med hedninger eller deltage i umoralitet og dyrkelse af falske guder. Derved beskyttede den israelitterne og tjente til at bevare afkommets slægtslinje ubesmittet. (2 Mosebog 20:4-6; 34:12-16) Men da ingen af de ufuldkomne israelitter kunne holde Loven til fuldkommenhed, gjorde den deres synder kendt. (Galaterne 3:19) Den pegede også på behovet for en fuldkommen, udødelig præst, og for et offer der ikke behøvede at blive gentaget år efter år. Loven var som en opdrager der førte et barn hen til en lærer. Denne lærer viste sig at være Messias eller Kristus. (Hebræerne 7:26-28; 9:9, 16-22; 10:1-4, 11) Når Lovpagten havde opfyldt sit formål, ville den ophøre. — Galaterne 3:24, 25; Romerne 7:6; se „Spørgsmål fra læserne“, side 31.

18. Hvilken yderligere hensigt var knyttet til Lovpagten, og hvorfor var dette vanskeligt at forstå?

¹⁸ Da Gud oprettede denne midlertidige pagt, omtalte han hvilket betagende formål den tjente: „Hvis I nøje vil adlyde min røst og holde min pagt, så skal I blive min særlige ejendom . . . Og I skal blive mig et kongerige af præster og en hellig nation.“ (2 Mosebog 19:5, 6) Hvilke storslåede fremtidsudsigter! En nation af kongepræster. Men hvordan kunne dette lade sig gøre? Som Loven senere forklarede, fik den herskende stamme (Juda) og præstestammen (Levi) tildelt hver sit ansvarsområde. (1 Mosebog 49:10; 2 Mosebog 28:43; 4 Mosebog 3:5-13) Ingen kunne på samme tid bestride hvervet som præst og regent. Men Guds ord i Anden Mosebog 19:5, 6 gav alligevel anledning til at tro at de der var under Lovpagten, på en eller anden måde ville få mulighed for at komme til at udgøre „et kongerige af præster og en hellig nation“.

Pagten med David om et rige

19. Hvordan pegede pagterne frem til et kongedømme?

¹⁹ Senere indstiftede Jehova endnu en pagt, der kastede yderligere lys over hvordan han ville gennemføre sit forsæt til evig gavn for menneskeheden. Vi har allerede set hvordan Abrahamspagten pegede frem til et kongedømme blandt Abrahams kødelige afkom. (1 Mosebog 17:6) Også Lovpagten lod forstå at der ville fremstå konger blandt Guds folk, for Moses sagde til Israel: „Når du kommer ind i [det forjættede land] og du så siger: ’Jeg vil sætte en konge over mig, ligesom alle nationerne der er rundt om mig,’ da må du kun sætte den konge over dig som Jehova din Gud udvælger . . . Du har ikke lov til at sætte en fremmed som ikke er din broder, over dig.“ (5 Mosebog 17:14, 15) Hvordan ville Gud oprette et sådant kongedømme, og hvilken indflydelse vil det få på Abrahamspagten?

20. Hvordan kom David og hans slægtslinje ind i billedet?

²⁰ Saul, der var af Benjamins stamme, blev Israels første konge, men han blev efterfulgt af den modige og loyale David af Juda stamme. (1 Samuel 8:5; 9:1, 2; 10:1; 16:1, 13) På et tidspunkt i Davids regeringstid besluttede Jehova sig til at indgå en pagt med ham: „Jeg [vil] oprejse dit afkom efter dig, det som udgår fra dit indre, og jeg vil grundfæste hans kongedømme. Han skal bygge et hus for mit navn, og jeg vil grundfæste hans kongedømmes trone for stedse.“ (2 Samuel 7:12, 13) Som antydet i denne pagt skulle David efterfølges af sin søn Salomon, der også blev brugt i forbindelse med opførelsen af Guds hus eller tempel i Jerusalem. Men dette var ikke alt.

21. Hvad skabte rigspagten med David grundlag for?

²¹ Jehova indgik desuden følgende pagt med David: „Dit hus og dit kongedømme vil stå fast for stedse foran dig; din trone vil være grundfæstet for stedse.“ (2 Samuel 7:16) Det var således tydeligt at Gud grundlagde et kongeligt dynasti for Israel i Davids slægt. Men der var ikke blot tale om en ubrudt række af davidiske konger. En af Davids efterkommere ville komme til at regere „evindelig, og hans trone [skulle være] som solen foran [Gud]“. — Salme 89:20, 29, 34-36; Esajas 55:3, 4.

22. Hvad betød pagten med David i forbindelse med afkommets slægtslinje?

²² Det er derfor tydeligt at pagten med David yderligere afgrænsede i hvilken slægtslinje afkommet skulle fremstå. Selv jøderne i det første århundrede var klar over at Messias skulle være en efterkommer af David. (Johannes 7:41, 42) Abrahamspagtens primære afkom, Jesus Kristus, opfyldte betingelserne for at blive en evig arving til Davids kongedømme, hvilket også blev bevidnet af en engel. (Lukas 1:31-33) Jesus opnåede derved retten til at herske over det forjættede land, det jordiske område som David havde hersket over. Dette bør øge vor tillid til Jesus; han har ikke uretmæssigt tilranet sig sit herredømme, men hersker som følge af en juridisk gyldig og guddommelig pagt.

23. Hvilke spørgsmål mangler stadig at blive besvaret?

²³ Vi har indtil nu udelukkende beskæftiget os med fire af de pagter som Gud har indstiftet for at gennemføre sin hensigt, der vil medføre evige velsignelser for menneskeheden. Men som du sikkert har bemærket er der stadig nogle spørgsmål som ikke er besvaret: Hvilken præst eller hvilket offer kunne nogen sinde ændre noget ved menneskers ufuldkommenhed? Hvordan kunne man opfylde betingelserne for at blive regnet med blandt Abrahams afkom? Ville retten til at herske komme til at gælde mere end blot et jordisk område? Hvordan vil „alle jordens slægter“, os selv iberegnet, kunne blive velsignet gennem Abrahams primære og sekundære afkom? Dette vil blive behandlet i den næste artikel.

[Fodnoter]

[Diagram på side 13]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Pagten i Eden — 1 Mosebog 3:15

Abrahamspagten

Primære afkom

Sekundære afkom

Evige velsignelser

[Diagram på side 14]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Pagten i Eden — 1 Mosebog 3:15

Abrahamspagten

Lovpagten

Pagten med David om et rige

Primære afkom

Sekundære afkom

Evige velsignelser

[Illustration på side 10]

Gud indgik en pagt med den trofaste Abraham for at gennemføre sin hensigt til gavn for menneskeheden

Vil du få gavn af Guds pagter?

„’Ved dig skal alle nationerne velsignes.’ Altså er det dem der holder sig til tro der velsignes sammen med den troende og trofaste Abraham.“ — GALATERNE 3:8, 9.

1. Hvad har menneskers styreformer ned gennem historien vist?

NOGLE af det 18. århundredes regenter i Europa udøvede det der kaldes „oplyst enevælde“. De ’forsøgte efter bedste evne at styre folket med faderlig omsorg, men ofte mislykkedes deres planer, og deres reformer blev en fiasko’.a (The Encyclopedia Americana) Dette var en af hovedårsagerne til de revolutioner mange europæiske lande kom ud for.

2, 3. Hvordan adskiller Jehova sig fra jordiske regenter?

² Jehova adskiller sig i høj grad fra uberegnelige jordiske regenter. Det er ikke vanskeligt at se at menneskeheden har et fortvivlende behov for en forandring der i sidste ende vil kunne fjerne uretfærdighed og lidelser. Men vi behøver ikke at være bange for at Guds indgriben afhænger af lykkens lunefulde spil. I den mest udbredte bog i verden har han dokumenteret at hans løfter vil medføre varige velsignelser for troende mennesker, uanset deres nationale, sociale, racemæssige og uddannelsesmæssige baggrund. (Galaterne 3:28) Men kan man stole på dette?

³ Apostelen Paulus citerede ved en lejlighed et uddrag af det løfte Gud havde givet Abraham: „Sandelig, jeg vil visselig velsigne dig.“ Paulus tilføjede at eftersom „det er umuligt for Gud at lyve“, kan vi „få en stærk opmuntring til at gribe det håb som ligger foran os“. (Hebræerne 6:13-18) Vor tillid til disse løfter kan blive yderligere styrket når vi betragter det solide grundlag Gud har lagt i forbindelse med deres gennemførelse.

4. Hvordan benyttede Gud sig af forskellige pagter i forbindelse med gennemførelsen af sit forsæt?

⁴ Vi har allerede set hvordan Gud indgik en pagt med Abraham der omfattede et afkom hvorved „alle jordens nationer [skal] velsigne sig“. (1 Mosebog 22:17, 18) Israelitterne udgjorde et kødeligt afkom, men i den vigtigere åndelige opfyldelse viste Jesus Kristus sig at udgøre den primære del af Abrahams afkom. Jesus var også den større Abrahams, Jehovas, søn, eller afkom. Kristne der „hører Kristus til“, udgør den sekundære del af Abrahams afkom. (Galaterne 3:16, 29) Efter at Gud havde indstiftet Abrahamspagten, tilføjede han midlertidigt Lovpagten, som han indgik med Israels nation. Den viste at israelitterne var syndere der havde behov for en udødelig præst og et fuldkomment offer. Den skærmede afkommets slægtslinje og var en hjælp i forbindelse med at identificere ham. Lovpagten viste desuden at Gud ville frembringe en nation af kongepræster. Mens Loven stadig var i kraft, indgik Gud en pagt med David om et kongeligt dynasti i Israel. Denne pagt med David om et rige pegede desuden frem til en som skulle få evig kongemagt over jorden.

5. Hvilke spørgsmål manglede endnu at blive besvaret?

⁵ Der var dog nogle aspekter ved disse pagter som syntes ufuldstændige eller som krævede at blive afklaret. Hvis det lovede afkom skulle være en konge i Davids slægt, hvordan kunne han da blive en evig præst der kunne udrette mere end nogen tidligere præst havde formået? (Hebræerne 5:1; 7:13, 14) Kunne denne konge regere over mere end et begrænset jordisk område? Hvordan kunne den sekundære del af afkommet kvalificere sig til at blive en del af den større Abrahams slægt? Og hvis dette lod sig gøre, hvilket område skulle de da regere over, i betragtning af at kun et mindretal af dem nedstammede fra David? Lad os se hvordan Gud — ved at indgå nogle pagter der ville afklare spørgsmålene og bane vej for evige velsignelser — tog de nødvendige juridiske skridt til at gennemføre dette.

En pagt angående en himmelsk præst

6, 7. (a) Hvilken yderligere pagt indgik Gud ifølge Salme 110:4? (b) Hvilke baggrundsoplysninger hjælper os til at forstå denne pagt?

⁶ Endnu mens Lovpagten var i kraft indgik Gud, som vi har set, en pagt med David om at en af hans efterkommere (et afkom) skulle få varigt herredømme over et jordisk domæne. Men Jehova meddelte også David at der ville fremstå en evig konge. David skrev: „Jehova har svoret (og han fortryder det ikke): ’Du er præst evindelig på Melkizedeks måde!’“ (Salme 110:4) Hvad lå der bag denne ed, der i realiteten var en personlig pagt mellem Jehova og den kommende præst?

⁷ Melkizedek var konge i fortidens Salem, der sandsynligvis lå på det sted hvor byen Jerusalem (hvori navnet „Salem“ indgår) blev bygget. Beretningen om Abrahams møde med Melkizedek omtaler ham som en konge der tilbad „den højeste Gud“. (1 Mosebog 14:17-20) Guds udtalelse i Salme 110:4 viser at Melkizedek også var præst, hvilket gør ham til noget særligt. Han tjente både som konge og som præst, netop på det sted hvor de davidiske konger og de levitiske præster senere skulle udføre deres gudgivne opgaver.

8. Hvem havde del i denne pagt om et præstedømme som Melkizedeks, og hvilke følger vil pagten få?

⁸ Paulus giver os yderligere oplysninger vedrørende denne pagt om et præstedømme som Melkizedeks. Han fortæller for eksempel at Jesus Kristus blev „kaldt ypperstepræst på Melkizedeks måde“. (Hebræerne 5:4-10; 6:20; 7:17, 21, 22) Melkizedek havde naturligvis jordiske forældre, men der findes ingen optegnelser om hans slægtslinje. Jesus arvede altså ikke præstehvervet på grund af et slægtskabsforhold med Melkizedek, men blev udnævnt direkte af Gud. Jesu præstedømme vil ikke blive overdraget til nogen efterfølger, for ’han forbliver præst for bestandig’. Derfor vil de goder der bliver en følge af hans præstetjeneste også være evige. Det vil medføre mange velsignelser for os at have en præst der „også [er] i stand til fuldt ud at frelse dem der nærmer sig Gud gennem ham“ og som i al evighed vil kunne vejlede de trofaste. — Hebræerne 7:1-3, 15-17, 23-25.

9, 10. Hvordan øger kendskabet til denne femte pagt vor forståelse af hvordan Guds forsæt vil blive gennemført?

⁹ Noget andet bemærkelsesværdigt er at Jesu rolle som kongepræst rækker videre end til det jordiske område. Da David omtalte denne pagt angående en præst som Melkizedek, sagde han: „Jehovas udsagn til min Herre lyder: ’Sæt dig ved min højre hånd indtil jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.’“ Dette fortæller os at Jesus — Davids Herre — skulle modtage en plads i himmelen hos Jehova, hvilket skete i forbindelse med hans himmelfart. Fra himmelen kan Kristus, ved at udøve myndighed sammen med sin Fader, underlægge sig fjenderne og eksekvere sine domme. — Salme 110:1, 2; Apostelgerninger 2:33-36; Hebræerne 1:3; 8:1; 12:2.

¹⁰ Vort kendskab til denne femte pagt giver os et godt billede af den orden og grundighed hvormed Jehova gennemfører sit forsæt. Denne pagt gør det klart at det primære afkom også vil være præst i himmelen, og at hans myndighed som kongepræst vil få universel betydning. — 1 Peter 3:22.

Den nye pagt og det sekundære afkom

11. Hvilken vanskelighed opstod i forbindelse med den sekundære del af afkommet?

¹¹ Under vor behandling af Abrahamspagten fik vi at vide at Jesus blev det primære „afkom“ i kraft af sin herkomst. Han nedstammede direkte fra patriarken Abraham, og var som et fuldkomment menneske også antaget som søn af den større Abraham. Men hvad med de mennesker som har den forret at blive Abrahamspagtens sekundære afkom, dem der var „arvinger ifølge et løfte“? (Galaterne 3:29) Da de stammede fra den syndige Adam var de ufuldkomne — og derfor ikke kvalificerede til at blive en del af den større Abrahams, Jehovas, slægt. Hvordan kunne denne hindring som ufuldkommenheden udgjorde, overvindes? Det ville være en umulig opgave for mennesker, men det var ikke umuligt for Gud. — Mattæus 19:25, 26.

12, 13. (a) Hvordan forudsagde Gud at der ville blive indgået en ny pagt? (b) Hvilket særligt træk ved denne pagt fortjener vor opmærksomhed?

¹² Mens loven stadig var i kraft, forudsagde Gud gennem sin profet følgende: „Jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus; ikke som den pagt jeg sluttede med deres forfædre . . . ’hvilken pagt med mig de brød’ . . . Jeg giver min lov i deres indre, og jeg skriver den på deres hjerte. Og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Og man skal ikke mere belære sin næste eller sin broder og sige: ’Kend Jehova!’ for de skal alle kende mig . . . For jeg tilgiver deres misgerning, og jeg vil ikke mere huske deres synd.“ — Jeremias 31:31-34.

¹³ Læg mærke til at et træk ved denne nye pagt var at synder ville blive tilgivet, åbenbart på en måde der ikke var mulig ved Lovpagtens dyreofre. Jesus kastede lys over dette den dag han døde. Efter at have fejret påsken sammen med sine disciple, sådan som Loven foreskrev, indstiftede Kristus Herrens aftensmåltid. Den årlige fejring af dette måltid indbefattede at de drak af et fælles bæger vin, hvorom Jesus havde sagt: „Dette bæger betyder den nye pagt i kraft af mit blod, som skal udgydes til gavn for jer.“ — Lukas 22:14-20.

14. Hvorfor er den nye pagt af stor betydning i forbindelse med frembringelsen af den sekundære del af afkommet?

¹⁴ Den nye pagt blev altså sat i kraft ved Jesu blod. Det var på grundlag af dette fuldkomne offer at Gud én gang for alle kunne ’tilgive misgerning og synd’. Tænk hvad dette ville betyde! Da Gud nu var i stand til fuldstændig at tilgive Adams efterkommere deres synder, kunne han betragte dem som syndfri, avle dem som åndelige sønner af den større Abraham, og derefter salve dem med hellig ånd. (Romerne 8:14-17) Den nye pagt der blev gyldiggjort på grundlag af Jesu offer, sætter altså hans disciple i stand til at blive den sekundære del af Abrahams afkom. Paulus skrev: „Ved sin død kunne [Jesus] gøre ham til intet som har magt til at forårsage død, det er Djævelen, og frigøre alle dem som af frygt for døden har været holdt i trældom hele deres liv. For det er jo ikke engle han tager sig af, men han tager sig af Abrahams afkom.“ — Hebræerne 2:14-16; 9:14.

15. Hvem er parthavere i den nye pagt?

¹⁵ Jesus var altså mellemmand for den nye pagt og udgjorde det offer der gyldiggjorde den. Men hvem var med i denne pagt? Jeremias forudsagde at Gud ville indgå denne pagt med „Israels hus“. Hvilket Israel er der tale om? Ikke det kødelige, omskårne Israel under Loven, for den nye pagt gjorde den første forældet. (Hebræerne 8:7, 13; se side 31.) Nu ville Gud beskæftige sig med både jøder og ikkejøder som gennem deres tro viste at de billedligt talt var ’omskåret på hjertet ved ånd’. Dette harmonerer med hans udtalelse om at de der var med i den nye pagt skulle have ’hans love skrevet i deres sind og på deres hjerter’. (Romerne 2:28, 29; Hebræerne 8:10) Paulus omtalte disse åndelige jøder som „Guds Israel“. — Galaterne 6:16; Jakob 1:1.

16. Hvordan er den nye pagt med til at gennemføre det som Anden Mosebog 19:6 pegede frem til?

¹⁶ At Gud nu beskæftigede sig med det åndelige Israel, åbnede nye muligheder. Ved indgåelsen af Lovpagten havde Gud sagt at Israels sønner skulle blive ham „et kongerige af præster og en hellig nation“. (2 Mosebog 19:6) Det kødelige Israel kunne aldrig i bogstavelig forstand blive en nation hvor alle var konger og præster. Men det kunne de jøder og hedninger der blev anerkendt som den sekundære del af Abrahams afkom.b Dette blev bekræftet af apostelen Peter der sagde om disse: „I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket.“ Endvidere skrev han at der var ’bevaret en uforgængelig og ubesmittet og uvisnelig arv til dem i himlene’. — 1 Peter 1:4; 2:9, 10.

17. Hvorfor er den nye pagt „bedre“ end Lovpagten?

¹⁷ Den nye pagt frembringer altså, sammen med den allerede eksisterende Abrahamspagt, den sekundære del af afkommet. Denne nye pagt mellem Jehova og de åndsavlede kristne muliggør dannelsen af en himmelsk nation af kongepræster i den større Abrahams kongelige slægt. Vi kan nu forstå hvorfor Paulus sagde at dette er „en tilsvarende bedre pagt, som lovmæssigt er grundet på bedre løfter“. (Hebræerne 8:6) Disse løfter omfatter at Guds hengivne tjenere har hans lov skrevet på deres hjerter, at deres synder ikke mere huskes, og at alle, „fra den mindste til den største“, skal ’kende Jehova’. — Hebræerne 8:11.

Jesu pagt om et rige

18. Hvilke spørgsmål står endnu ubesvarede?

¹⁸ Med tanke på de seks pagter vi her har drøftet, lader det til at Jehova har tilvejebragt hele det juridiske grundlag som er nødvendigt for gennemførelsen af sin hensigt. Men Bibelen omtaler endnu en pagt som har forbindelse med det vi her har gennemgået, en pagt som føjer yderligere aspekter til denne vigtige sag. Åndsavlede kristne forventer med rette at ’Herren vil udfri dem fra enhver ond gerning og vil frelse dem til sit himmelske rige’. (2 Timoteus 4:18) De vil da blive en himmelsk nation af kongepræster. Men hvilket område skal de herske over? Når de oprejses til liv i himmelen, vil Kristus allerede befinde sig dér som en fuldkommen ypperstepræst. Han vil også være stået frem med universel kongemagt. (Salme 2:6-9; Åbenbaringen 11:15) Hvad skal de øvrige kongepræster da udrette?

19. Hvornår og hvordan blev der indstiftet endnu en vigtig pagt?

¹⁹ Den 14. nisan år 33, da Jesus indstiftede Herrens aftensmåltid og omtalte „den nye pagt i kraft af [sit] blod“, nævnte han endnu en pagt, den syvende vi skal behandle. Til sine trofaste apostle sagde han: „Det [er] jer som er blevet hos mig i mine prøvelser; og jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige, for at I kan spise og drikke ved mit bord i mit rige og sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.“ (Lukas 22:20, 28-30) Ligesom Faderen havde indgået en pagt med Jesus om at blive præst på Melkizedeks måde, sådan indgik Kristus nu en pagt med sine loyale disciple.

20. Hvem blev pagten om et rige indgået med, og hvorfor? (Daniel 7:18; 2 Timoteus 2:11-13)

²⁰ De elleve apostle var blevet hos Jesus i hans prøvelser, og pagten gjorde det klart at de skulle sidde på troner. Åbenbaringen 3:21 viser desuden at alle åndsavlede kristne der forbliver trofaste, vil komme til at sidde på troner i himmelen. Denne pagt omfatter derfor alle de 144.000 som er blevet købt med Jesu blod, og indebærer at de kan oprejses til liv i himmelen, hvor de skal være præster og „herske som konger over jorden“. (Åbenbaringen 1:4-6; 5:9, 10; 20:6) Den pagt som Jesus indgår med dem, knytter dem til ham og giver dem del i hans herredømme. På en måde kan det sammenlignes med at en brud af fornem slægt bliver gift med en regerende monark. Derved opnår hun en stilling der giver hende del i hans herredømme. — Johannes 3:29; 2 Korinther 11:2; Åbenbaringen 19:7, 8.

21, 22. Hvilke velsignelser vil disse pagter medføre?

²¹ Hvilke goder vil dette medføre for den lydige menneskehed? Hverken Jesus eller de 144.000 vil være som den „oplyste enevældes“ velmenende herskere der „ikke [var] i stand til at fremkomme med egentlige løsninger“. Tværtimod er vi forvissede om at Jesus er en ypperstepræst „som er blevet prøvet i alle henseender ligesom vi, men uden synd“. Vi forstår således hvorfor han „kan føle“ med menneskers svagheder og hvorfor ’de andre får’, ligesom de salvede kristne, gennem Kristus kan træde frem for Guds trone „med frimodighed i tale“. På den måde kan de også „opnå barmhjertighed og finde ufortjent godhed til hjælp i rette tid“. — Hebræerne 4:14-16; Johannes 10:16.

²² De der i kraft af en pagt skal tjene som kongepræster sammen med Jesus, vil også medvirke til at bringe menneskeheden velsignelser. Ligesom fortidens levitpræster var til gavn for hele Israels folk, vil de der tjener sammen med Jesus på himmelske troner, dømme alle jordens beboere med retfærdighed. (Lukas 22:30) Disse kongepræster har engang været mennesker, så de vil kunne føle med menneskeheden. Denne sekundære del af afkommet vil i samarbejde med Jesus sørge for at ’alle nationerne bliver velsignet’. — Galaterne 3:8.

23. Hvordan bør vi hver især handle i overensstemmelse med disse pagter?

²³ Alle der ønsker det bliver nu indbudt til at få del i disse velsignelser, og derved nyde gavn af Guds pagter. (Åbenbaringen 22:17) At man har dette ønske kan man vise ved at være til stede ved fejringen af Herrens aftensmåltid, som i år vil blive afholdt onsdag den 22. marts efter solnedgang. Hvorfor ikke allerede nu planlægge at overvære denne højtid i en af Jehovas Vidners menigheder! Dér vil du lære mere om Guds pagter og få mere at vide om hvordan du kan nyde gavn af dem.

[Fodnoter]