Denne publikation må ikke sælges. Den er udgivet i forbindelse med et globalt bibelundervisningsarbejde som finansieres af frivillige bidrag.

På donate.jw.org er der mulighed for at give et bidrag.

Når intet andet er angivet, er bibelcitaterne fra Ny Verden-Oversættelsen af Bibelen.

Was Life Created?

Trykt i februar 2023

Danish (lc-D)

© 2010, 2019

WATCH TOWER BIBLE AND TRACT SOCIETY OF PENNSYLVANIA

Der er religiøse fundamentalister som mener at Jorden og alt hvad der er på den, blev skabt i løbet af seks dage på hver 24 timer for nogle få tusind år siden. Modsat siger ateister at der slet ikke er nogen Gud, at Bibelen bare er en samling myter, og at alt liv er et resultat af vilkårlige, planløse hændelser.

De fleste mennesker har en opfattelse der ligger et sted mellem disse to yderpunkter. Selve det at du har valgt at læse denne brochure, tyder på at det også gælder dig. Måske tror du på Gud og har en vis respekt for Bibelen, men vil også gerne lytte til højtuddannede forskere der ikke tror på at livet blev til ved en skabelse. Og hvis du har børn der stiller dig spørgsmål om evolution og skabelse, synes du måske det er svært at svare dem.

Formålet med denne brochure

Formålet med denne brochure er ikke at latterliggøre nogens opfattelse, hverken fundamentalisternes eller ateisternes. Derimod er det vores håb at brochuren vil give dig lyst til at overveje grundlaget for det du selv tror på. Brochuren fremlægger og forklarer Bibelens skabelsesberetning på en måde du muligvis ikke har set eller hørt før. Den lægger også vægt på at forklare hvorfor en persons opfattelse af hvordan livet blev til, har så stor betydning for ham eller hende.

Vil du vælge simpelthen at stole på dem der hævder at der ikke findes nogen intelligent Skaber, og at Bibelen ikke er troværdig? Eller er du parat til at undersøge hvad Bibelen rent faktisk siger? Hvilken af de to fremstillinger er mest tillidsvækkende – Bibelens eller evolutionisternes? (Hebræerne 11:1) Vi opfordrer dig til at kigge nærmere på nogle kendsgerninger.

Livet på Jorden ville være umuligt hvis det ikke var for nogle “heldige sammentræf”, hvoraf de fleste var stort set ukendte helt frem til det 20. århundrede. Nogle af disse “sammentræf” er:

• Jordens placering i Mælkevejen og solsystemet; dens bane, hældning og rotationshastighed; dens usædvanlige måne

• Et magnetfelt og en atmosfære der tilsammen virker som et dobbelt skjold

• De naturlige kredsløb som fornyer og renser Jordens luft- og vandforsyning

Når du her i det følgende læser om dette, så spørg dig selv: ‘Er de helt særlige forhold der gør sig gældende i forbindelse med Jorden, et resultat af rene tilfældigheder eller af formålsbestemt design?’

Jorden har en perfekt “adresse”

Når du skal opgive din adresse, hvad nævner du så? Måske det land du bor i, og den by og den gade du bor i. Hvis vi skulle angive Jordens adresse, ville “landet” være Mælkevejen, “byen” ville være solsystemet (Solen og dens planeter), og “gaden” ville være den bane Jorden følger inden for solsystemet. Takket være fremskridt inden for astronomi og fysik forstår forskere i dag at der er nogle helt særlige fordele ved Jordens unikke placering i universet.

For det første ligger vores “by”, altså solsystemet, et ideelt sted i galaksen Mælkevejen – hverken for tæt på centrum eller for langt fra det. Denne “beboelige zone”, som forskere kalder det, indeholder netop de koncentrationer af grundstoffer der er nødvendige for at livet kan eksistere. Længere ude er der for få af disse grundstoffer; tættere på er der for farligt, blandt andet fordi der er langt større mængder af potentielt dødelig stråling. Som det udtrykkes i tidsskriftet Scientific American: “Vi bor i den bedst tænkelige zone.”¹

Den ideelle “gade”: Jordens “gade” – dens bane i vores solsystem – er også den bedst tænkelige. I Jordens kredsløb om Solen er afstanden mellem disse to himmellegemer omkring 150 millioner kilometer og dermed inden for en afgrænset zone hvor der hverken er for koldt eller for varmt til at der kan eksistere liv. Og da Jordens bane om Solen er næsten cirkulær, befinder Jorden sig i nogenlunde samme afstand fra Solen året rundt.

Hvad Solen angår, så er den det perfekte “kraftværk”. Den er stabil, har den ideelle størrelse og udsender præcis den rigtige mængde energi. Solen er med god grund blevet kaldt “en helt særlig stjerne”.²

Den perfekte “nabo”: Hvis man skulle vælge en “nabo” til Jorden, kunne man ikke finde nogen bedre end Månen. Dens diameter er lidt over en fjerdedel af Jordens. Sammenlignet med andre måner i dette solsystem er vores måne usædvanligt stor i forhold til værtsplaneten. Er det en tilfældighed? Næppe.

For eksempel er det hovedsageligt på grund af Månen at der forekommer tidevand, som jo har vital betydning for Jordens økologi. Månen er også med til at stabilisere Jordens rotationsakse. Uden Månen, der er som skræddersyet til vores planet, ville Jorden slingre som en snurretop og måske ligefrem tippe om på siden! Det ville have en katastrofal indvirkning på blandt andet klimaet og tidevandet.

Jordens perfekte hældning og rotation: Jordaksens hældning på omkring 23,4 grader er årsag til årstidernes skiften, modererer temperaturerne og giver rum for flere forskellige klimazoner. “Den hældningsgrad jordaksen har, lader til at være helt perfekt,” hedder det i bogen Rare Earth – Why Complex Life Is Uncommon in the Universe.³

Noget andet der er helt perfekt, er længden af dag og nat, som er et resultat af Jordens rotation. Hvis omdrejningen foregik væsentligt langsommere, ville dagene blive længere, og den side af Jorden der vender mod Solen, ville blive alt for varm, mens den modsatte side ville blive alt for kold. Hvis derimod Jordens omdrejning var meget hurtigere, ville dagene blive kortere, måske blot af få timers varighed, og Jordens hurtige rotation ville forårsage uophørlige stormvinde og andre skadelige fænomener.

Jordens beskyttende skjolde

Rummet er et farligt ‘opholdssted’ med dødbringende stråling og faretruende meteoroider. Alligevel lader det til at vores blå planet kan flyve forholdsvist uskadt gennem denne galaktiske ‘skydebane’. Hvordan kan det være? Det skyldes at Jorden er beskyttet af et forbløffende panser – et kraftigt magnetfelt og en særligt sammensat atmosfære.

Jordens magnetfelt: Jordens indre er en roterende kugle af smeltet metal i stadig bevægelse, hvilket bevirker at kloden har et enormt og kraftigt virkende magnetfelt som rækker langt ud i rummet. Det virker som et skjold så den kosmiske stråling og andre potentielt dødelige fænomener der stammer fra Solen, ikke rammer os med fuld styrke. Blandt disse farer er solvinden, som er en konstant strøm af elektrisk ladede partikler; soludbrud, eller flares, som på få minutter frigiver lige så meget energi som milliarder af brintbomber; og eksplosioner i Solens korona, den yderste del af Solens atmosfære, som slynger flere milliarder tons stof ud i rummet. Der er synlige vidnesbyrd om at Jordens magnetfelt giver os beskyttelse. Det farverige lysfænomen der kendes som polarlys, skyldes soludbrud og eksplosioner i Solens korona.

Jordens atmosfære: Den atmosfære der omgiver Jorden, sætter os ikke kun i stand til at trække vejret, den yder også beskyttelse. Stratosfæren, et af de ydre lag af atmosfæren, indeholder en form for ilt kaldet ozon. Ozon absorberer op til 99 procent af den ultraviolette stråling fra Solen. Ozonlaget er altså med til at yde strålingsbeskyttelse for mange former for liv – herunder mennesker, men også plankton, som producerer meget af den ilt vi er afhængige af. Mængden af ozon i stratosfæren er ikke konstant, men ændrer sig i takt med den ultraviolette strålings intensitet. Ozonlaget er altså et dynamisk og effektivt skjold.

Atmosfæren beskytter os også mod et dagligt bombardement af kosmisk materiale – millioner af objekter i størrelse lige fra små partikler til hele klippeblokke. Langt det meste af dette kosmiske materiale brænder op i atmosfæren, hvor vi ser det som de lysende spor vi kalder stjerneskud. Men Jordens skjolde blokerer ikke for den stråling som er nødvendig for liv, herunder nær infrarød stråling og synligt lys. Atmosfæren er desuden med til at fordele varmen på Jorden, og den virker som et tæppe der holder på varmen.

Jordens atmosfære og dens magnetfelt er mesterligt designede fænomener som man endnu ikke forstår fuldt ud. Det samme kan siges om de kredsløb der opretholder livet på Jorden.

Kredsløb der er nødvendige for livet på Jorden

Hvis en by blev afskåret fra sin forsyning af frisk luft og vand og dens kloakker blev tilstoppet, ville det hurtigt resultere i sygdom og død. Men tænk på følgende: Vores klode er ikke som en restaurant, der hele tiden modtager friske råvarer udefra og hver dag får sit affald fjernet. Den rene luft og det rene vand som vi er afhængige af, bliver ikke sendt til os fra det ydre rum, og vi sender heller ikke affaldsstofferne derud. Så hvordan kan Jorden blive ved med at være sund og beboelig? Svaret er: ved hjælp af naturens egne kredsløb, som for eksempel vand-, kulstof-, ilt- og kvælstofkredsløbene, der her vises (i forenklet form).

Vandkredsløbet: Vand er en betingelse for liv. Uden vand ville vi kun kunne leve i nogle få dage. Vandkredsløbet sørger for rent ferskvand til hele kloden. Det foregår i tre trin. (1) Solens energi ‘løfter’ vand op i atmosfæren ved fordampning. (2) Ved fortætning af dette rensede vand dannes der skyer. (3) I skyerne dannes der regn, hagl, slud eller sne, som falder til jorden, klar til ny fordampning. Dermed er ringen sluttet. Hvor meget vand bliver hvert år ‘genanvendt’ på denne måde? Ifølge et skøn er det nok til at dække Jordens overflade med lidt under en meter vand.⁴

Kulstof- og iltkredsløbene: For at kunne leve må man trække vejret, altså indånde ilt og udånde kuldioxid. Men i betragtning af at milliarder af mennesker og dyr alle trækker vejret, hvordan kan det så være at atmosfæren ikke løber tør for ilt eller bliver overfyldt med kuldioxid? Svaret ligger i iltkredsløbet. (1) I en bemærkelsesværdig proces kaldet fotosyntese optager planter den kuldioxid som vi udånder. Med energi fra sollyset udnytter planterne denne kuldioxid til fremstilling af kulhydrater og ilt. (2) Når vi indånder ilt, sluttes kredsløbet. Denne proces til støtte af plantevækst og fremstilling af ilt foregår effektivt, lydløst og uden forurening.

Kvælstofkredsløbet: Livet på Jorden er også afhængigt af at der dannes organiske molekyler, såsom proteiner. (A) Til proteiner skal der bruges kvælstof (nitrogen). Heldigvis udgør kvælstof omkring 78 procent af atmosfæren. Lyn og bakterier omdanner kvælstof til forbindelser som planterne kan optage. (B) Planterne bruger disse forbindelser til dannelse af organiske molekyler. Dyr der spiser disse planter, optager dermed også kvælstof. (C) Til sidst, når planterne og dyrene dør, nedbryder mikroorganismer kvælstofforbindelserne i dem. Ved denne nedbrydning frigives der kvælstof, som vender tilbage til jorden og atmosfæren, og derved sluttes kredsløbet.

Perfekt genbrug!

Med al vores avancerede teknologi producerer vi mennesker årligt utallige tons giftaffald der ikke kan genanvendes. Jorden, derimod, genanvender alt sit affald ved hjælp af geniale kemiske processer.

Hvordan er Jordens genbrugssystemer mon blevet til? “Hvis Jordens økosystem virkelig havde udviklet sig ved tilfældigheder, kunne det umuligt være nået frem til en så fuldkommen miljømæssig harmoni,” siger forfatteren M.A. Corey.⁵ Når du frem til samme konklusion?

I de senere år har forskere og ingeniører lært meget af planter og dyr. (Job 12:7, 8) De undersøger design som man finder i naturen, og efterligner det – en forskningsgren der kaldes bionik – i et forsøg på at lave nye og bedre produkter. Når du i det følgende læser eksempler på dette, så spørg dig selv i hvert enkelt tilfælde: ‘Hvem fortjener æren for et design som er så godt at det er værd at efterligne?’

Hvad pukkelhvalens luffer kan lære os

Hvad kan flykonstruktører lære af pukkelhvalen? En hel del, lader det til. En voksen pukkelhval vejer omkring 30 tons – svarende til en lastbil der er læsset – og har en forholdsvist stiv krop med store, vingeagtige luffer. Dette 12 meter lange dyr er utroligt adræt under vand.

Det der især har fascineret forskere, er spørgsmålet om hvordan dette tilsyneladende usmidige dyr kan foretage bratte vendinger, noget der ellers synes at være praktisk umuligt. Man har opdaget at hemmeligheden ligger i luffernes form. Forkanten af hvalens luffer er ikke glat som vingerne på en flyvemaskine, men er udstyret med en række buler, eller udvækster, som gør kanten takket.

Når hvalen skærer sig gennem vandet, øger disse buler opdriften og mindsker vandets modstand. Hvordan? Tidsskriftet Natural History forklarer at bulerne får vandet til at accelerere hen over luffen i en jævnt roterende strøm, selv når hvalen foretager stejle opstigninger.¹⁰

Hvordan kan denne opdagelse udnyttes rent praktisk? Flyvinger af form som pukkelhvalens luffer ville formentligt kræve færre flapper og andre af de tekniske anordninger der monteres for at styre luftstrømmen. Sådanne vinger ville være mere sikre og nemmere at vedligeholde. John Long, som er ekspert i biomekanik, finder det meget tænkeligt at vi i nær fremtid “vil se hvert eneste jetfly udstyret med vinger der har buler ligesom dem der findes på pukkelhvalens luffer”.¹¹

Efterligning af mågens vinger

Det er logisk at se flyvinger som en efterligning af fuglevinger. Men konstruktører er for nylig gået et skridt videre. Tidsskriftet New Scientist rapporterer: “Forskere ved University of Florida har bygget en prototype af et fjernstyret luftfartøj der kan svæve, dykke og stige stejlt ligesom en måge.”¹²

Måger udfører deres luftakrobatik ved at bøje vingerne i albue- og skulderleddene. Denne udformning har man efterlignet i “en 60 centimeter stor prototype der er udstyret med en lille motor som bevæger vingerne ved hjælp af en række metalstænger”, skriver New Scientist. Disse velkonstruerede vinger gør det muligt for det lille luftfartøj at svæve og dykke mellem høje bygninger. Militærfolk er interesseret i at udvikle et sådant manøvredygtigt fly for at kunne søge efter kemiske og biologiske våben i storbyer.

Efterligning af mågens ben

En måge får ikke forfrysninger selvom den står på isen. Hvordan kan den holde på sin kropsvarme? En del af hemmeligheden ligger i noget enestående som mange dyr i kolde egne er udstyret med, nemlig det man kalder modstrømsvarmevekslere.

Hvad er en modstrømsvarmeveksler? For bedre at kunne forstå det kan man forestille sig to vandrør som er bundet tæt sammen. I det ene rør løber der varmt vand, og i det andet løber der koldt vand. Hvis det kolde og det varme vand løber i samme retning i rørene, vil omkring halvdelen af varmen fra det varme vand blive overført til det kolde vand. Men hvis det varme og det kolde vand strømmer i hver sin retning, bliver næsten al varmen overført fra det varme til det kolde vand.

Når en måge står på isen, opvarmer varmevekslerne i dens ben blodet på dets vej tilbage fra de kolde fødder. Varmevekslerne holder på varmen i fuglens krop og forhindrer at den går tabt gennem fødderne. Arthur P. Fraas, der er luftfartsingeniør, siger om dette design at det er “en af verdens mest effektive regenererende varmevekslere”.¹³ Designet er så genialt at ingeniører har valgt at efterligne det.

Hvem fortjener æren?

Den amerikanske rumfartsorganisation (NASA) er ved at udvikle en flerbenet robot der går ligesom en skorpion, og konstruktører i Finland har allerede fremstillet en seksbenet traktor der som et kæmpestort insekt kan klatre over forhindringer. Forskere har fremstillet et tekstil med små skæl der efterligner den måde som kogler åbner og lukker sig på. Dette tekstil ændrer sig efter bærerens kropstemperatur. En bilproducent er ved at udvikle en bil som efterligner kuffertfiskens forbløffende strømlinede design. Og andre forskere undersøger søøre-skallernes stødabsorberende egenskaber med det formål at fremstille lettere og stærkere skudsikre veste.

Naturen giver inspiration til så mange idéer at forskere har oprettet en database hvori der allerede er katalogiseret i tusindvis af biologiske systemer med muligheder. Her kan forskere søge og finde “naturlige løsninger på deres designproblemer”, skriver The Economist. Man har kaldt de naturlige systemer i databasen for biologiske patenter. Vi forbinder normalt begrebet “patent” med en person der er ophavsmand til en ny idé eller indretning. Om den biologiske patentdatabase siger The Economist: “At forskerne kalder bioniske idéer for ‘biologiske patenter’, er blot med til at understrege at det i realiteten er naturen der har ophavsretten.”¹⁴

Hvordan har naturen fået alle sine geniale idéer? Mange forskere vil svare at naturen har fundet frem til sine mange geniale løsninger gennem millioner af års mere eller mindre heldige forsøg. Andre forskere er imidlertid nået til en anden konklusion. Mikrobiologen Michael J. Behe siger ifølge The New York Times for den 7. februar 2005: “Den tydelige forekomst af design [i naturen] er et overbevisende og indlysende argument: Hvis noget ser ud som en and, går som en and og rapper som en and, har vi – medmindre der foreligger klare beviser for det modsatte – grundlag for at slutte at det vitterligt er en and.” Hvad mener han selv om dette? “Man skal ikke affærdige at noget er designet, bare fordi det er så tydeligt.”¹⁵

En ingeniør som konstruerer en mere driftssikker og effektiv flyvinge, fortjener selvfølgelig at få æren for sit design. Den der opfinder et tekstil som er mere behageligt at have på, eller en mere effektiv bil, fortjener også at få æren for sin bedrift. Ja, faktisk er det strafbart efter loven hvis en fabrikant efterligner noget som en anden har designet og har patent på, og undlader at kreditere vedkommende for det.

Faktum er altså: Højtuddannede forskere frembringer simple efterligninger af systemer i naturen med henblik på at løse konstruktionsmæssige problemer. Og alligevel siger nogle at de originale systemer skyldes en fornuftløs udvikling. Virker det rimeligt? Hvis en efterligning forudsætter intelligens, hvad så med originalen? Ja, hvem fortjener størst ære – opfinderen eller lærlingen der bare efterligner ham?

En logisk konklusion

Efter at have overvejet vidnesbyrdene om design i naturen er mange nået frem til samme konklusion som bibelskribenten Paulus, der sagde: “Lige fra verdens skabelse har man tydeligt kunnet se hans [Guds] usynlige egenskaber, ja, hans evige kraft og hans guddommelighed, for de kan opfattes gennem de ting der er skabt.” – Romerne 1:19, 20.

“Evolution er lige så meget et faktum som dét at solen er varm,” hævder den fremtrædende forsker Richard Dawkins.¹⁶ At solen er varm, bekræftes af både eksperimenter og direkte iagttagelser. Men er der også eksperimenter og direkte iagttagelser som uigendriveligt beviser at evolutionslæren er sand?

Inden dette spørgsmål besvares, er der noget der bør stå klart. Mange forskere har påvist at der over en vis tid kan ske små forandringer i levende organismer. For eksempel kan man målrettet parre nogle hunde med bestemte træk sådan at deres afkom med tiden får kortere ben eller længere pels.a Nogle bruger betegnelsen “mikroevolution” om sådanne små ændringer.

Evolutionister hævder imidlertid at der i løbet af milliarder af år er sket en ophobning af små ændringer som har ført til de store forandringer, sådan at fisk er blevet til padder og abelignende væsner til mennesker. Disse formodede store forandringer omtales som “makroevolution”.

For eksempel fremsatte Charles Darwin den tanke at de små ændringer vi rent faktisk ser, indebærer at langt større ændringer – som ingen har set – også kan finde sted.¹⁷ Han mente at nogle få oprindelige, såkaldt simple livsformer langsomt udviklede sig over enorme tidsperioder – gennem “overordentligt små ændringer” – til de millioner af forskellige livsformer der er på Jorden.¹⁸

Mange finder denne påstand plausibel. De ræsonnerer som så at hvis der kan ske små ændringer inden for en art, hvorfor skulle evolutionsprocessen så ikke kunne forårsage store ændringer i løbet af lange tidsrum?b Imidlertid bygger evolutionslæren på tre antagelser der må kaldes tre myter. Overvej følgende:

Myte nr. 1. Mutationer giver det råmateriale der er nødvendigt til dannelse af nye arter. Læren om makroevolution bygger på den antagelse at mutationer – vilkårlige forandringer i den genetiske kode i planter og dyr – ikke alene kan føre til nye arter, men også til helt nye familier af planter og dyr.¹⁹

Fakta. Mange detaljer i planter og dyr bestemmes af de oplysninger der findes i deres genetiske kode, de arbejdstegninger der ligger i cellekernen.c Forskere har iagttaget at mutationer godt kan medføre ændringer i planters og dyrs afkom. Men kan mutationer også frembringe helt nye arter? Hvad har de sidste 100 års arvelighedsforskning vist?

I slutningen af 1930’erne antog forskere med stor begejstring en ny tanke. De havde i forvejen den opfattelse at naturlig selektion – som går ud på at den organisme der er bedst egnet til sit miljø, har den største chance for at overleve og formere sig – kunne frembringe nye plantearter gennem vilkårlige mutationer. Derfor mente de nu at kunstig selektion af mutationer, altså en udvælgelse styret af mennesker, kunne gøre det samme, blot mere effektivt. “Der bredte sig en euforisk stemning blandt biologer og især blandt plante- og dyreavlere,” siger Wolf-Ekkehard Lönnig, en forsker fra Max Planck-instituttet i Tyskland.d Hvorfor gjorde der det? Lönnig, som gennem 30 år har forsket i plantemutationer, forklarer: “Forskerne mente at tiden var inde til at revolutionere den traditionelle metode at avle planter og dyr på. De troede at de ved at fremprovokere og udvælge gavnlige mutationer kunne frembringe nye og bedre planter og dyr.”²⁰ Nogle håbede faktisk på at frembringe helt nye arter.

Videnskabsfolk i USA, Asien og Europa fik rigelige midler til iværksættelse af programmer som man mente kunne fremskynde denne udvikling. Hvilke resultater havde de opnået efter 40 års intensiv forskning? “Trods enorme udgifter endte forsøget på at fremavle mere ydedygtige varieteter ved bestråling [for at fremkalde mutationer] som en stor fiasko,” siger forskeren Peter von Sengbusch.²¹ Og Lönnig tilføjer: “I 1980’erne havde euforien blandt forskere i hele verden lagt sig, og deres forhåbninger var bristet. Mutationsavl som en særskilt forskningsgren blev opgivet i de vestlige lande. Stort set alle mutanter ... døde eller var svagere end de naturlige varieteter.”e

Ikke desto mindre har 100 års forskning og især de sidste 70 års forskning i mutationsavl sat forskere i stand til at drage nogle konklusioner om hvorvidt mutationer kan frembringe nye arter. Efter at have undersøgt vidnesbyrdene konkluderer Lönnig: “En oprindelig art [af planter eller dyr] kan ikke omdannes til en helt ny art gennem mutationer. Denne konklusion stemmer med samtlige forsøg og resultater inden for mutationsforskning i det 20. århundrede og med al sandsynlighedsregning.”

Altså: Kan mutationer forårsage at én art udvikler sig til en helt anden art? Alle vidnesbyrd svarer nej. Lönnig er gennem sin forskning nået til den konklusion at “arter som adskiller sig genetisk fra andre arter, har grænser som vilkårlige mutationer ikke kan ophæve eller overskride”.²²

Hvad betyder alt dette? Jo, hvis højtuddannede forskere ikke er i stand til at frembringe nye arter ved kunstigt at fremkalde og udvælge gunstige mutationer, må man spørge om en fornuftløs proces kunne gøre det bedre. Hvis en oprindelig art ikke kan udvikle sig til en helt ny art som følge af mutationer – hvad forskningen altså viser – hvordan skulle en makroevolution så kunne finde sted?

Myte nr. 2. Naturlig selektion har ført til at nye arter er opstået. Darwin mente at det han kaldte naturlig selektion, ville begunstige de livsformer som var bedst egnede til det omgivende miljø, mens de mindre egnede livsformer efterhånden ville uddø. Vores tids evolutionister hævder at efterhånden som arterne bredte sig og blev isolerede, favoriserede den naturlige selektion de arter hvis genmutationer satte dem i stand til at overleve i deres nye miljø. Det medførte, påstår evolutionisterne, at disse isolerede grupper med tiden udviklede sig til helt nye arter.

Fakta. Som tidligere nævnt tyder forskningsresultater stærkt på at der ikke kan frembringes helt nye plante- eller dyrearter ved mutationer. Hvilke beviser fremfører evolutionister så for deres påstand om at naturlig selektion ‘udvælger’ gavnlige mutationer så der dannes nye arter? En brochure udgivet i 1999 af National Academy of Sciences (NAS) i USA henviser til “de 13 finkearter som Darwin studerede på Galápagosøerne, og som i dag kaldes Darwins finker”.²³

I 1970’erne begyndte en forskningsgruppe ledet af ægteparret Peter R. og B. Rosemary Grant fra Princeton University at studere disse finker. Efter et år med tørke på øerne opdagede gruppen at finker med lidt større næb var mere overlevelsesdygtige end finker med mindre næb. Eftersom næbenes størrelse og form er en af de vigtigste måder hvorpå man kan identificere de 13 finkearter, mente man at denne opdagelse var betydningsfuld. Brochuren fra NAS fortsætter: “Parret Grant skønner at hvis der indtræffer en tørke på øerne cirka hvert 10. år, vil der opstå en ny finkeart i løbet af blot 200 år.”²⁴

Brochuren undlader dog at nævne at i årene efter tørken blev de finker der havde et mindre næb, igen de dominerende i bestanden. Forskerne lagde mærke til at i takt med at klimaet på øen ændrede sig, skiftedes finkerne med større næb og dem med mindre næb til at være de dominerende på øen. De fandt også ud af at nogle af de forskellige “arter” af finker parrede sig med hinanden og frembragte afkom som klarede sig bedre end forældrefuglene. De konkluderede at hvis dette fortsatte, kunne det resultere i at to “arter” smeltede sammen til én.²⁵

Kan man så fastholde at naturlig selektion fører til dannelse af helt nye arter? For flere årtier siden begyndte evolutionsbiologen George Christopher Williams at betvivle at naturlig selektion kan udvirke noget sådant.²⁶ I 1999 skrev evolutionsteoretikeren Jeffrey H. Schwartz at det godt kan være at naturlig selektion medvirker til at arterne bedre kan tilpasse sig livets omskiftelige forhold, men at naturlig selektion ikke skaber noget som helst nyt.²⁷

Nej, Darwins finker er ikke blevet til “noget som helst nyt”. De er stadig finker. Og dét at de formerer sig indbyrdes, sår tvivl om de måder hvorpå nogle evolutionister definerer en art. Den viden man har om finkerne, er også med til at vise at end ikke ansete videnskabelige akademier er hævede over at fremlægge forskningsresultater på en forudindtaget måde.

Myte nr. 3. Fossiler dokumenterer at makroevolutionære forandringer har fundet sted. Den førnævnte brochure fra NAS giver læseren det indtryk at fossiler fundet af forskere til overmål dokumenterer at makroevolution har fundet sted. Den siger: “Man har fundet så mange mellemformer mellem fisk og padder, mellem padder og krybdyr, mellem krybdyr og pattedyr og langs primaternes udviklingslinje at det ofte er vanskeligt at fastslå kategorisk hvor overgangen fra én art til en anden har fundet sted.”²⁸

Fakta. Denne erklæring i brochuren fra NAS må betegnes som overraskende. Hvorfor? Niles Eldredge, der selv er inkarneret evolutionist, siger at fossilmaterialet ikke vidner om nogen gradvis akkumulation af ændringer, men viser at der er lange tidsrum hvor der er “ingen eller næsten ingen akkumulation af evolutionære ændringer i de fleste arter”.f²⁹

Til dato har forskere verden over gravet omkring 200 millioner store fossiler og milliarder af små fossiler op af jorden og katalogiseret dem. Mange forskere er enige om at dette omfattende og detaljerede fossilmateriale viser at alle hovedgrupper af dyr er opstået pludseligt og forblevet praktisk talt uforandrede, og at mange arter er forsvundet lige så pludseligt som de er opstået.

Evolution – et spørgsmål om tro

Hvorfor holder mange fremtrædende evolutionister på at makroevolution er et faktum? En førende evolutionist, Richard Lewontin, har ærligt skrevet at mange forskere er villige til at acceptere ubekræftede videnskabelige påstande fordi de “føler en større forpligtelse, en forpligtelse over for materialismen”.g Mange forskere vil ikke engang overveje muligheden af at der eksisterer en intelligent Designer, for, som Lewontin skriver: “Vi kan ikke tillade at det guddommelige får en fod inden for døren.”³⁰

I den forbindelse citerer tidsskriftet Scientific American sociologen Rodney Stark for at sige: “I 200 år har man fremmet den holdning at hvis man vil gå for at være forsker, må man holde sit sind fri af religionens lænker.” Han nævner også at på de universiteter hvor der drives forskning, “holder de troende deres mund”.³¹

Hvis du vælger at acceptere læren om makroevolution, må du altså stole på at agnostiske og ateistiske forskeres fortolkning af videnskabelige data ikke er farvet af deres personlige overbevisning. Du må også tro på at alle de komplekse livsformer er opstået som følge af mutationer og naturlig selektion, til trods for at 100 års forskning har vist at mutationer ikke har medført at en eneste klart defineret art har ændret sig til en helt ny art. Du må tro på at alle levende væsner gradvist har udviklet sig fra en fælles forfar, til trods for at fossilmaterialet tydeligt indikerer at hovedgrupperne af planter og dyr er opstået pludseligt og ikke har udviklet sig til helt nye arter, end ikke over meget lange tidsforløb. Lyder dét som en overbevisning der er baseret på fakta eller på myter? At acceptere evolutionslæren er i virkeligheden at vælge en “tro”.

Mange mener at videnskaben har modbevist Bibelens skabelsesberetning. I virkeligheden er det ikke Bibelen, men de såkaldt kristne fundamentalisters synspunkter der strider mod videnskaben. Ifølge nogle af disse fundamentalister siger Bibelen at hele det fysiske skaberværk blev til i løbet af seks dage på hver 24 timer for omkring 10.000 år siden.

Men Bibelen giver slet ikke belæg for en sådan opfattelse. Hvis den gjorde det, ville mange af de opdagelser videnskaben har gjort inden for de sidste hundrede år, ganske rigtigt skabe tvivl om Bibelens sandfærdighed. Et grundigt studie af Bibelen viser imidlertid at det den siger, ikke er i strid med fastslåede videnskabelige kendsgerninger. Jehovas Vidner er derfor uenige med de ‘kristne’ fundamentalister og med mange kreationister. Lad os se hvad Bibelen egentlig siger.

“Begyndelsen” – hvornår var det?

Bibelens skabelsesberetning indledes med de enkle og magtfulde ord: “I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.” (1. Mosebog 1:1) Mange bibelforskere forstår at dette vers omtaler noget som fandt sted før skabelsesdagene, der beskrives fra vers 3 og fremefter. Det er vigtigt at forstå dette. Disse indledende ord i Bibelen fortæller nemlig at universet, og dermed Jorden, eksisterede i en periode af ukendt længde inden skabelsesdagene begyndte.

Geologer anslår at Jorden er 4 milliarder år gammel, og astronomer beregner at universet måske har eksisteret i over 15 milliarder år. Er disse beregninger – eller eventuelle justeringer af dem i fremtiden – i strid med 1. Mosebog 1:1? Nej. Bibelen oplyser ikke hvor længe “himlen og jorden” har eksisteret. Videnskaben kan altså ikke modsige Bibelen i det spørgsmål.

Hvor lange var skabelsesdagene?

Hvad så med længden på de enkelte skabelsesdage? Var hver af dem kun 24 timer lange? Nogle hæfter sig ved at Moses, der skrev Første Mosebog, senere omtalte den dag der fulgte efter de seks skabelsesdage, som et billede på den ugentlige sabbat; de mener at alle skabelsesdagene derfor må have været på 24 timer. (2. Mosebog 20:11) Men kan man udlede dét af ordene i Første Mosebog?

Nej. Det hebraiske ord som her oversættes med “dag”, kan nemlig henvise til tidsenheder af vidt forskellig længde, og ikke kun til 24 timer. Da Moses opsummerer skabelsesberetningen, omtaler han for eksempel alle de seks skabelsesdage som én dag. (1. Mosebog 2:4) Angående den første skabelsesdag står der: “Gud kaldte lyset Dag, men mørket kaldte han Nat.” (1. Mosebog 1:5) Her er det kun en del af en 24-timers periode der bliver kaldt “dag”. Der er altså ikke noget bibelsk grundlag for at holde stejlt på at hver skabelsesdag var på 24 timer.

Hvor lange var skabelsesdagene så? Det siger Bibelen ikke noget om, men ifølge ordlyden i Første Mosebog, kapitel 1 og 2, må de have omfattet ganske lange tidsperioder.

Seks skabelsesperioder

Moses skrev sin beretning på hebraisk, og han fortæller begivenhederne som de ville tage sig ud for et menneske der befandt sig på Jorden. Disse to kendsgerninger, sammen med den viden at universet blev til før skabelsesperioderne, eller -dagene, begyndte, kan bilægge mange uoverensstemmelser i debatten om skabelsesberetningen. Hvordan det?

Et nøje studie af beretningen i Første Mosebog viser at nogle af begivenhederne begyndte den ene “dag” og fortsatte på en eller flere af de efterfølgende “dage”. Før begyndelsen af den første skabelsesdag kunne lyset fra den allerede eksisterende Sol for eksempel ikke trænge igennem til Jorden, muligvis på grund af tykke skyer. (Job 38:9) I løbet af den første “dag” begyndte skyerne at forsvinde, og diffust lys kunne trænge igennem atmosfæren.a

I løbet af den anden “dag” blev atmosfæren tilsyneladende endnu mere klar, og der dannedes et udstrakt rum mellem de tykke skyer oventil og havet nedentil. På den fjerde “dag” blev atmosfæren efterhånden så klar at Solen og Månen blev synlige “på den udstrakte himmel”. (1. Mosebog 1:14-16) For en jordisk iagttager begyndte Solen og Månen altså at kunne ses. Disse begivenheder fandt sted lidt efter lidt.

Det fremgår også af beretningen i Første Mosebog at efterhånden som atmosfæren blev klarere, begyndte flyvende skabninger – deriblandt insekter – at komme til syne på den femte “dag”.

Beretningen i Bibelen giver altså rum for at nogle af de store begivenheder der fandt sted på hver af skabelsesdagene, eller i hver af skabelsesperioderne, indtraf gradvist og ikke pludseligt, og at nogle af disse begivenheder måske endda fortsatte de efterfølgende “dage”.b

Forskellige slags

Er dét at forskellige planter og dyr fremstod gradvist, så et tegn på at Gud benyttede en evolution for at frembringe den store variation af livsformer? Nej. Det fremgår klart af beretningen at alle de grundlæggende “slags” planter og dyr blev skabt af Gud. (1. Mosebog 1:11, 12, 20-25) Var disse oprindelige planter og dyr ‘programmeret’ med evnen til at tilpasse sig forskellige ydre forhold? Og hvad adskiller de forskellige “slags”? Det forklarer Bibelen ikke nærmere. Dog fortæller den at “Gud skabte enhver slags” af alle de levende væsner. (1. Mosebog 1:21) Disse ord antyder at der er en naturlig grænse for hvor stor en variation der kan forekomme inden for en “slags”. Både fossilmaterialet og den nyere forskning støtter den opfattelse at de grundlæggende kategorier af planter og dyr i meget lange tidsperioder praktisk taget ikke har forandret sig.

I modsætning til hvad nogle religiøse fundamentalister hævder, lærer Bibelen ikke at universet, og dermed Jorden og alt liv på den, blev skabt i løbet af en meget kort tidsperiode i en ikke så fjern fortid. Tværtimod harmonerer Bibelens beskrivelse af universets skabelse og livets tilblivelse på Jorden på mange områder med nogle af de seneste videnskabelige opdagelser.

På grund af deres egne filosofiske opfattelser afviser mange videnskabsfolk Bibelens udsagn om at Gud har skabt alt. Det er interessant at Moses for meget længe siden skrev i Bibelens første bog at universet har haft en begyndelse, og at livet fremstod i etaper over lange tidsrum. Hvordan kan Moses have haft adgang til sådanne videnskabeligt korrekte oplysninger for over 3.500 år siden? Der findes kun én logisk forklaring. Den der havde magt og visdom til at skabe himlen og Jorden, kunne naturligvis også give Moses en sådan indsigt. Det taler for at Bibelen har ret når den hævder at være “inspireret af Gud”.c – 2. Timotheus 3:16.

Men måske spekulerer du på om det overhovedet gør nogen forskel om man tror på Bibelens skabelsesberetning eller ej. I det følgende kan du læse om hvorfor det har så stor betydning hvad man tror.

Tror du at der er en mening med livet? Evolutionisten William B. Provine siger: “Det vi har lært om evolutionen, har enorme konsekvenser for os. Det griber ind i vores opfattelse af livets mening.” Hvad konkluderer han selv? “Jeg kan ikke se nogen kosmisk eller endegyldig mening med livet,” siger han.³²

Tænk over hvad disse ord betyder. Hvis der ikke er nogen dybere mening med dit liv, har du altså ikke noget andet formål med livet end at forsøge at være et godt menneske og måske give dine genetiske træk videre til næste generation. Ved døden vil du være borte for evigt. Din hjerne, der har sat dig i stand til at tænke, huske og endda overveje meningen med livet, må i så fald forklares som et produkt af naturens tilfældigheder.

Og det er ikke det hele. Mange tilhængere af evolutionslæren hævder enten at Gud ikke er til, eller at han ikke blander sig i forholdene på Jorden. I begge tilfælde vil vores fremtid hvile i hænderne på politikere, intellektuelle og religiøse ledere. Og så vil samfundet, at dømme efter det vi har set indtil nu, fortsat være præget af kaos, konflikter og korruption. Ja, hvis evolutionsteorien var sand, ville der være al mulig grund til at leve efter den fatalistiske devise: “Lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø.” – 1. Korinther 15:32.

Bibelen siger klart det modsatte, nemlig at Gud “er livets kilde”. (Salme 36:9) Disse ord har vidtrækkende betydning.

Hvis det Bibelen siger, er sandt, er der virkelig en mening med livet. Skaberen har en kærlig hensigt der omfatter alle som vælger at leve i overensstemmelse med hans vilje. (Prædikeren 12:13) Det hører til hans hensigt at menneskene kommer til at opleve en verden uden kaos, konflikter og korruption – ja, selv uden død. – Salme 37:10, 11; Esajas 25:6-8.

Der er gode grunde til at millioner af mennesker i hele verden er overbevist om at det der giver livet virkelig mening, er at lære Gud at kende og følge hans anvisninger! (Johannes 17:3) En sådan overbevisning er ikke bare ønsketænkning. Alt hvad vi ser omkring os, vidner klart om at livet er en Skabers værk.