Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w88 1/3 s. 5-6
  • Naturens bog — og Bibelen

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Naturens bog — og Bibelen
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1988
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Hvad uret viser os om Urmageren
  • Hvad „uret“ ikke kan fortælle os
  • Oplysninger vi kun kan få fra Bibelen
  • Hvordan man finder sandheden der frigør mennesker
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1960
  • Skaberen kan give livet mening
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1999
  • „Se! jeg gør alting nyt“
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1959
  • Hvorfor er vi her?
    Vågn op! – 2009
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1988
w88 1/3 s. 5-6

Naturens bog — og Bibelen

„Universet er mig en gåde! Jeg kan ikke forestille mig at et sådant ’urværk’ kan eksistere uden at der er en Urmager.“

— Voltaire, fransk filosof fra det 18. århundrede.

NÅR vi betragter et præcisionsur fyldes vi med beundring for urmagerens dygtighed og talent. Men hvilket indtryk får vi når vi betragter universet omkring os? Kan det fortælle os i det mindste en smule om Skaberens personlighed?

For næsten 2000 år siden svarede apostelen Paulus, en af Bibelens skribenter, på dette spørgsmål: „[Guds] usynlige egenskaber ses nemlig klart fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed, idet de fornemmes i de ting der er frembragt.“ (Romerne 1:20) Hvad kan vi lære i denne henseende ved at studere „naturens bog“?

Hvad uret viser os om Urmageren

Et majestætisk vandfald, et stormfuldt hav, en klar nattehimmel fyldt med tusinder af stjerner er alt sammen noget som får os til at tænke på en mægtig Skaber. Den præcision hvormed planeterne følger deres baner får os til at drage samme slutning som Voltaire, nemlig at Skaberen må være en stor Organisator, en uforlignelig Urmager. — Salme 104:1.

Alt hvad jorden kan frembringe — frugter, grøntsager og alle de mange andre vækster — er ligeledes et udtryk for Guds gavmildhed. Det bevidnede Paulus da han skrev at Gud „ikke har ladet sig være uden vidnesbyrd, idet han har gjort godt, har givet [os] regn fra himmelen og frugtbare tider, har mættet [vore] hjerter med føde og glæde“. — Apostelgerninger 14:17.

Hvad „uret“ ikke kan fortælle os

Gennem yderligere studium af „naturens bog“ vil vi blive opmærksomme på endnu flere af Guds egenskaber. Men hvis vi udelukkende støtter os til det vi kan lære af skaberværket, vil vor viden om Gud altid være begrænset. Den franske skribent Robert Lenoble forklarer dette i sin bog Esquisse d’une histoire de l’idée de Nature (Grundtræk af naturens idé): „Mennesket vil altid vende sin opmærksomhed mod naturen for at trænge ind i dens mysterier og afdække dens hemmeligheder, hemmeligheder der aldrig vil blive opdaget i et laboratorium.“ Mere end halvdelen af de franskmænd der deltog i et rundspørge foretaget af det katolske dagblad La Croix kunne tilslutte sig denne tanke — hvad enten de troede på Gud eller var ateister. De gav udtryk for at „videnskaben aldrig vil være i stand til at give en fyldestgørende forklaring på universet, eftersom mange spørgsmål er af filosofisk eller religiøs art“.

For omkring 3500 år siden nåede den trofaste Job til samme konklusion. Han stillede spørgsmålet: „Men visdommen — hvor finder man den? Og hvor er mon det sted man henter forstand?“ Kan man finde denne visdom i skaberværkets bog? „Dybet har sagt: ’Den er ikke i mig!’ og havet har sagt: ’Den er ikke hos mig!’ Den er jo skjult for alt levendes øjne, og for himmelens flyvende skabninger er den gemt bort.“ — Job 28:12, 14, 21.

Hvor skal vi da vende os hen for at finde denne visdom? Vi finder svaret i samme bog, hvor der står: „Det er Gud der forstår vejen til den, og kun han kender dens sted.“ (Job 28:23) Og Gud har på vidunderlig måde givet mennesket del i sin visdom, gennem sit ord, Bibelen.

Oplysninger vi kun kan få fra Bibelen

Bibelen giver os et enestående indblik i menneskets oprindelse. Den fortæller også at Gud beredte jorden, hvorefter han satte det første menneskepar på den. Vore første forældre kunne have levet evigt i fuldkomne omgivelser. Men de gjorde oprør, og ved deres syndige handling vandt det onde, deriblandt ufuldkommenhed og død, indpas i menneskets tilværelse. — 1 Mosebog, kapitlerne 1 til 3; Romerne 5:12-21.

Bibelen indeholder desuden en detaljeret beretning om hvilke skridt Gud har taget til at gøre alt godt igen. Flere tusind år efter Adam og Eva havde levet, kom Guds egen søn, Jesus, til jorden for at give mennesker mulighed for at få genoprettet deres forhold til Gud. For dem der ville vise tro på Kristus og anerkende betydningen af hans offer, fremholdt han et håb om evigt liv på en jord der ville blive omdannet til et paradis. — Lukas 23:43; Johannes 3:16.

Dette håb er et tilbud til hver eneste af os. Men for at det skal blive til virkelighed må vi erhverve os nøjagtig kundskab om ’den eneste sande Gud og den som han har udsendt, Jesus Kristus’. Vi må desuden leve i harmoni med dette håb. Denne ’nøjagtige kundskab’ kan vi få gennem studium af Bibelen. — Johannes 17:3; Jakob 2:24-26; 1 Timoteus 2:4.

Kunne du tænke dig at få et fyldestgørende svar på spørgsmål som: Hvor stammer mennesket fra? Hvad sker der efter døden? Hvad er årsagen til menneskehedens problemer? Er der noget håb om at de engang vil blive løst? Hvornår og hvordan vil Gud tilvejebringe fuldkomne forhold for menneskeheden? Hvis du ønsker svar på sådanne spørgsmål tilskynder vi dig til at studere Bibelen, den eneste bog hvori vi finder de svar universets Gud har givet og som indeholder et ’grundlag for håb om evigt liv’. Formålet med Vagttårnsselskabets publikationer er netop at hjælpe dig til at finde svar på disse spørgsmål i din egen bibel. — Titus 1:1, 2.

[Illustration på side 5]

Universet afspejler forskellige sider af Guds personlighed

[Illustration på side 6]

Kun i Bibelen kan vi få at vide hvad Guds hensigt er med mennesket og jorden

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del