Automatisk navigation

DU VED sikkert hvor svært det kan være at finde vej i en ukendt by. Men hvordan kan en navigatør på et skib finde vej på åbent hav? Det hjælper ham ikke at han har et kompas, hvis han ikke kender sin position. Først da man i 1730’erne havde opfundet sekstanten og skibskronometeret, kunne navigatørerne bestemme deres nøjagtige position og afmærke deres rute på et kort — hver gang krævede det timers udregning at finde positionen.

I dag bruger bilister i mange lande relativt billige navigationssystemer der er tilknyttet gps (Global Positioning System). Du indtaster blot adressen på bestemmelsesstedet og kan så se din nøjagtige position på skærmen. Derefter bliver du ledet hen hvor du ønsker. Hvordan virker det?

Gps-modtagere er afhængige af cirka 30 satellitter som hver især udsender signaler der viser satellitternes position og tiden med en nøjagtighed på under en milliardtedel sekund. Når din modtager har fået kontakt med nogle få satellitter, udregner den præcist hvor lang tid det tager for signalet at komme fra satellitten til modtageren. Med denne oplysning kan den bestemme din position. Det er svært at forestille sig de matematiske udregningers kompleksitet. På nogle få sekunder beregner den afstandene til tre satellitter som alle befinder sig tusinder af kilometer borte, og som bevæger sig i forskellige retninger med mange kilometer i sekundet.

Professorerne Bradford Parkinson og Ivan Getting opfandt i begyndelsen af 1960’erne gps-systemet. Det blev oprindelig udviklet til militær anvendelse, men blev senere gjort tilgængeligt for offentligheden og blev fuldt ud funktionsdygtigt i 1996. En gps-modtager er et computerteknologisk under, men var den det første automatiske navigationsudstyr?

[Illustration på side 8]

Klode: Efter et NASA-foto

Naturen havde det først

„Selv storken under himmelen kender sine fastsatte tider.“ — Jeremias 8:7.

FOR over 2500 år siden skrev Jeremias om storken der tager på træk. I dag undrer folk sig stadig over dyr der tager på træk eller vandrer, som for eksempel laksen, der svømmer tusinder af kilometer i havet for at vende tilbage til det vandløb den stammer fra, og læderskildpadden, som også rejser langt. Man har fulgt en læderskildpadde på dens 20.000 kilometer lange rejse fra Indonesien, hvor den havde lagt æg, til Oregons kyst i USA. De vender ofte tilbage til det samme område i Indonesien for at lægge æg.

Nogle dyr der ikke tager på træk, kan også finde tilbage til deres oprindelsessted, en evne som er mere bemærkelsesværdig end evnen til at migrere. For eksempel fjernede forskere 18 albatrosser fra en lille ø midt i Stillehavet og fløj dem til forskellige steder tusinder af kilometer borte, hvorpå de slap dem løs — nogle ved den vestligste del af Stillehavet og andre ved den østligste. Inden for nogle få uger var de fleste af fuglene vendt tilbage.

Man har transporteret duer mere end 150 kilometer ud til ukendte steder mens de var under fuld bedøvelse eller befandt sig i roterende tromler; men efter at have fløjet rundt i en cirkel nogle få gange havde de udregnet deres position og fundet den rigtige retning mod hjemmet. Da duer kan finde hjem selv når man har sløret deres syn med matte linser, mener forskere at duerne ud fra nogle vigtige navigationsoplysninger udregner deres position i forhold til hjemmet og bestemmer den nøjagtige retning.

Monarksommerfugle fra store områder af Nordamerika flyver helt op til 3000 kilometer for at komme til et lille område af Mexico. Selvom de aldrig har været der før, kan de finde vej, ofte til de samme træer som deres oldeforældre havde slået sig ned i året før — noget der stadig er uforklarligt for forskerne.

Mens vores automatiske navigationsudstyr er fuldstændig afhængigt af satellitter, synes mange dyr at gøre brug af forskellige metoder — lige fra at iagttage landmærker og solens placering, til at sanse magnetfelter, særlige lugte og endda lyde. Professor i biologi James L. Gould skriver: „Alle dyr, hvis liv er afhængige af at kunne navigere nøjagtigt, er til overmål udstyret med sådanne evner . . . De er ofte udstyret med alternative strategier — flere muligheder de kan skifte imellem, alt efter hvad der giver dem de mest pålidelige informationer.“ At dyrenes navigationssystemer er så avancerede, forbavser forskerne.