DEN britiske filosof Antony Flew var i 50 år en højt anset ateist blandt sine meningsfæller. Hans afhandling Theology and Falsification (Teologi og falskneri) fra 1950 „blev den mest genoptrykte filosofiske publikation i det 20. århundrede“. I 1986 blev han kaldt „tidens mest dybtgående kritiker af troen på Gud“. Det kom derfor som et chok for mange da han i 2004 meddelte at han havde ændret synspunkt.

Hvad fik Antony Flew til at skifte mening? Sagt med ét ord — videnskab. Han blev overbevist om at universet, naturlovene og selve livet ikke kunne være opstået ved et tilfælde.

„Det væsentlige er ikke blot at der er love i naturen,“ skrev Antony Flew i 2007, „men at disse love er matematisk nøjagtige, universelle og ’nært forbundne’. Einstein omtalte dem som fysiske vidnesbyrd om intelligens. Det spørgsmål man må stille, er hvordan naturen er kommet til at fungere som den gør. Og det er også det spørgsmål videnskabsmænd som Newton, Einstein og Heisenberg har stillet — og besvaret. Deres svar var: ved Guds intelligens.“