Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Mennesket er unikt!
    Findes der en Skaber som interesserer sig for os?
    • Den fantastiske hjerne

      Menneskehjernen er i årevis blevet sammenlignet med en computer, men nyere forskning viser at denne sammenligning ikke er særlig god. „Hvordan skulle man kunne fatte funktionen af et organ der har noget i retning af 50 milliarder neuroner med 1000 billioner synapser (forbindelser), og som gennemsnitlig afsender måske 10.000 billioner impulser i sekundet?“ spørger neurologen Richard M. Restak. Han svarer selv på spørgsmålet: „Selv den mest avancerede computer med neurale netværk . . . har omkring en titusindedel af en stueflues mentale evner.“ Hvordan skulle en computer da kunne måle sig med menneskehjernen?

      Hvilken menneskeskabt computer kan reparere sig selv, omskrive sit program eller blive bedre med årene? Når et computersystem skal ændres, må en programmør indtaste nye kodede instruktioner. Den slags ordner hjernen automatisk, både i livets første år og i alderdommen. Det er ikke nogen overdrivelse at sige at de mest avancerede computere er meget primitive i sammenligning med hjernen. Forskere siger at hjernen er „det mest komplicerede man kender“ og er „det mest komplekse objekt i universet“. Lad os nu se nærmere på nogle opdagelser der har fået mange til at drage den slutning at menneskehjernen er frembragt af en omsorgsfuld Skaber.

      Brug hjernen — ellers visner den

      Nyttige opfindelser som biler og jetfly er begrænset af de fastindstillede mekanismer og elektriske systemer som mennesker udvikler og installerer. I modsætning hertil er hjernen en særdeles fleksibel biologisk mekanisme. Den kan blive ved med at ændre sig, afhængigt af den måde hvorpå den bliver brugt — eller misbrugt. To hovedfaktorer synes at være afgørende for hvordan hjernen udvikler sig i et menneskes levetid — hvad man lukker ind i den gennem sanserne, og hvad man vælger at tænke på.

      Arvelige faktorer spiller måske en rolle for de mentale evner, men nyere forskning viser at hjernens potentiale ikke fastlægges af generne ved undfangelsen. „Ingen havde den mindste anelse om at hjernen var så foranderlig som videnskaben nu ved at den er,“ skriver forfatteren Ronald Kotulak, der har fået Pulitzer-prisen. Efter at have interviewet over 300 forskere konkluderede han: „Hjernen er ikke et statisk organ; hjernemassens celleforbindelser forandrer sig konstant og påvirkes stærkt af erfaringer.“ — Inside the Brain.

      Vore erfaringer er imidlertid ikke det eneste der har indflydelse på hjernen. Den påvirkes også af tankevirksomheden. Forskere har konstateret at mennesker der forbliver mentalt aktive, har op til 40 procent flere forbindelser (synapser) mellem nervecellerne (neuronerne) i hjernen end de der er mentalt dovne. Neurologer er derfor nået til den slutning at man skal bruge hjernen, ellers visner den. Hvordan forholder det sig så med ældre mennesker? Det ser ud til at nogle hjerneceller går tabt i alderdommen, og høj alder kan medføre svigtende hukommelse. Men tabet er langt mindre end man engang troede. I en artikel i National Geographic om menneskehjernen stod der: „Ældre mennesker . . . bevarer evnen til at danne nye forbindelser og opretholde de gamle ved mental aktivitet.“

      De nye opdagelser om hjernens fleksibilitet stemmer med råd der gives i Bibelen. Denne bog tilskynder sine læsere til at ’lade sig forvandle gennem en fornyelse af deres sind’ og at lade sindet ’fornys gennem nøjagtig kundskab’. (Romerne 12:2; Kolossenserne 3:10) Jehovas vidner har set dette ske når folk studerer Bibelen og følger dens vejledning. Mange tusind — fra alle sociale og uddannelsesmæssige lag — har gjort dette. De bevarer deres særegne personlighed, men de bliver lykkeligere og mere ligevægtige og får dét som en skribent fra det første århundrede kaldte „et sundt sind“. (Apostelgerninger 26:24, 25) Sådanne forbedringer skyldes hovedsagelig at en del af hjernebarken som findes i den forreste del af kraniet, er blevet brugt på en god måde.

      Pandelappen

      De fleste neuroner i hjernens ydre lag, hjernebarken, er ikke direkte forbundet med muskler og sanseorganer. Vi kan som eksempel tage de milliarder af neuroner der udgør pandelappen. (Se tegningen side 56.) Hjerneskanninger viser at pandelappen bliver aktiv når man tænker på et ord eller genkalder sig nogle erindringer. Hjernens forreste del spiller en særlig rolle for vores personlighed.

      „Den præfrontale hjernebark . . . har hovedsagelig med tænkning, intelligens, motivation og personlighed at gøre. Den forbinder de oplevelser og erfaringer der er nødvendige for abstrakt tænkning, bedømmelse, planlægning, vedholdenhed, samvittighed og omsorg for andre. . . . Det er aktiviteten i dette område der adskiller menneskene fra andre dyr.“ (Human Anatomy and Physiology af Elaine N. Marieb.) Vi ser klare vidnesbyrd om denne forskel mellem mennesker og dyr i menneskets formåen på områder som matematik, filosofi og jura, fagområder der, når det gælder hjernen, hovedsagelig involverer den præfrontale hjernebark.

      Hvorfor har mennesket en stor, fleksibel præfrontal hjernebark der benyttes i forbindelse med komplicerede mentale processer, mens dette område er rudimentært hos dyrene? Kontrasten er så stor at biologer der tror på en udvikling, taler om „den mystiske eksplosion i hjernens størrelse“. Angående årsagen til at mennesket er blevet udrustet med så stor en hjernebark, indrømmer professor i biologi Richard F. Thompson: „Vi har endnu ikke nogen særlig klar forståelse af hvad forklaringen er.“ Kan forklaringen være den at mennesket er skabt med denne uovertrufne hjernekapacitet?

      Uforlignelig dygtigt til at kommunikere

      Andre dele af hjernen bidrager også til at gøre os unikke. Bag den præfrontale hjernebark løber en stribe tværs over hovedet — den motoriske hjernebark. Den indeholder milliarder af neuroner der har forbindelse til musklerne. Også den har nogle egenskaber som er med til at adskille os fra aber og andre dyr. Den primære motoriske hjernebark giver os „(1) en enestående evne til at benytte hånden, fingrene og tommelen når man skal udføre opgaver der kræver stor behændighed, og (2) evnen til at bruge munden, læberne, tungen og ansigtsmusklerne til at frembringe tale.“ — Textbook of Medical Physiology af Arthur Guyton.

      Lad os kort se på hvordan den motoriske hjernebark påvirker vores evne til at tale. Over halvdelen af den er reserveret til at styre kommunikationsorganerne. Det er med til at forklare hvorfor mennesket er så uforlignelig dygtigt til at kommunikere. Skønt hænderne har betydning for kommunikationen (gennem skrift, gestus eller tegnsprog), er det normalt munden der har den vigtigste opgave. Menneskets tale — fra et barns første ord til en bedstemors milde røst — er et under. Talens talrige lyde fremkommer ved et samarbejde mellem cirka 100 muskler i tungen, læberne, kæberegionen, struben og brystkassen. Læg mærke til følgende modsætning: Én hjernecelle kan styre 2000 fibre i en sportsmands lægmuskel, men til musklerne i strubehovedet kræves der en hjernecelle for hver to eller tre muskelfibre. Tyder det ikke på at menneskehjernen er specielt udrustet til kommunikation?

      Selv en nok så kort sætning kræver en helt speciel kombination af muskelbevægelser. Den hastighed hvormed lydene frembringes, og brøkdele af sekunders tidsforskel i brugen af mange forskellige muskler kan ændre betydningen af en enkelt udtalelse. „Vi kan mageligt udtale 14 lyde i sekundet,“ oplyser taleeksperten dr. William H. Perkins. „Hvis vi vil bevæge tungen, læberne, kæben eller en anden del af vore taleorganer separat, kan vi kun gøre det halvt så hurtigt. Men når de virker sammen for at frembringe tale, fungerer de lige så hurtigt som fingrene hos en dygtig maskinskriver eller koncertpianist. Bevægelserne samvirker indbyrdes i en symfoni af enestående præcision.“

      De data der skal bruges til udtalelsen „Dav, hvordan har du det?“, er lagret i den del af hjernens pandelap der kaldes Brocas talecenter. Nobelprismodtageren og neurologen sir John Eccles siger: „Man har ikke fundet noget område hos aber der svarer til . . . Brocas talecenter.“ Selv hvis man i fremtiden skulle finde lignende områder i hjernen hos dyr, står det fast at forskerne ikke kan få aber til at frembringe andet end nogle enkle talelyde. Vi mennesker kan derimod frembringe meget kompliceret tale. Når vi taler, sætter vi ord sammen i overensstemmelse med sprogets grammatik. Brocas talecenter aktiveres når vi udtrykker os mundtligt eller skriftligt.

      Vi kan naturligvis ikke drage nytte af talens mirakel medmindre vi behersker mindst ét sprog og forstår betydningen af dets ord. Det indebærer at vi må bruge en anden del af hjernen, det som kaldes Wernickes talecenter. Her identificerer milliarder af neuroner betydningen af talte og skrevne ord. Wernickes talecenter giver os evne til at forstå udtalelser og begribe hvad vi hører eller læser; det sætter os i stand til at tilegne os oplysninger og reagere fornuftigt på dem.

      Der er endda endnu flere faktorer involveret i talens brug. For eksempel kan det lille ord „hallo“ når man tager telefonen, siges på mange måder. Tonefaldet fortæller om man er glad, begejstret, irriteret, nedtrykt eller bange, om man keder sig eller har travlt — og det kan endda afsløre forskellige grader af disse stemninger. Et andet område af hjernen påvirker talen følelsesmæssigt. Flere forskellige dele af hjernen samarbejder således om kommunikationen.

      Det er lykkedes at lære chimpanser en lille smule tegnsprog, men de kan kun bruge det til simple anmodninger om mad eller andre basale ting. Efter at have arbejdet på at lære chimpanser en simpel form for ikkeverbal kommunikation udtalte dr. David Premack: „Det menneskelige sprog udgør et pinligt problem for evolutionsteorien, for det har en langt større kapacitet end man kan forklare.“

      Dette rejser spørgsmålet: ’Hvorfor har mennesket denne fantastiske evne til at meddele andre sine tanker og følelser, til at spørge og svare?’ The Encyclopedia of Language and Linguistics nævner at „[menneskets] tale er noget særligt“, og indrømmer at „vor søgen efter fortilfælde i dyrenes kommunikation ikke er nogen større hjælp til at bygge bro over den kolossale afgrund der adskiller sprog og tale fra dyrs adfærd“. Professor Ludwig Koehler har sammenfattet forskellene på denne måde: „Menneskets tale er en gåde; den er en Guds gave, et mirakel.“

      Der er overordentlig stor forskel på en abes brug af nogle tegn og børns evne til at tale et kompliceret sprog! Sir John Eccles henviser til noget de fleste har lagt mærke til, nemlig „en evne hos selv 3-årige børn til at stille en strøm af spørgsmål fordi de ønsker at forstå deres verden“. Han tilføjer: „Aber, derimod, stiller ingen spørgsmål.“ Nej, kun mennesker stiller spørgsmål, deriblandt spørgsmål om livets mening.

      Hukommelsen og meget andet!

      Når man ser sig i spejlet, tænker man måske på hvordan man så ud da man var yngre, eller hvordan man vil komme til at se ud når man bliver gammel — eller når man har lagt makeup. Sådanne tanker kan opstå næsten ubevidst, og dog er de et udslag af noget ganske særligt, noget som intet dyr kender til.

      I modsætning til dyr, der stort set bare lever og handler ud fra deres akutte behov, kan mennesker grunde over fortiden og lægge planer for fremtiden. En af årsagerne til at dette kan lade sig gøre, er at hjernen har en næsten ubegrænset hukommelseskapacitet. Dyr har ganske vist også en hukommelse som sætter dem i stand til at finde hjem eller huske hvor der er føde. Men menneskets hukommelse er langt større. En forsker har anslået at hjernen kan rumme oplysninger der „ville fylde omkring tyve millioner bind, lige så mange som der rummes i verdens største biblioteker“. Nogle neurologer vurderer at man i løbet af en gennemsnitlig levetid kun bruger 1/100 af 1 procent (0,0001) af hjernens potentielle kapacitet. Der er god grund til at spørge: ’Hvorfor har vi en hjerne med så stor en kapacitet at vi dårligt nok kan nå at udnytte en brøkdel af den i løbet af en normal levetid?’

      Hjernen er heller ikke bare et stort informationslager som det en supercomputer har. Biologiprofessorerne Robert Ornstein og Richard F. Thompson siger: „Menneskesindets evne til at lære — at oplagre og huske oplysninger — er det mest bemærkelsesværdige fænomen i det biologiske univers. Alt det der gør at vi er mennesker — sprog, tankevirksomhed, viden, kultur — er et resultat af denne usædvanlige evne.“

      Vi har desuden et bevidst sind. Det lyder måske banalt, men det udtrykker i korthed noget der uomtvisteligt gør os helt unikke. Sindet er blevet beskrevet som „det udefinerlige sted hvor intelligens, beslutninger, opfattelse, erkendelse og identitetsfølelse bor“. Som bække, åer og floder flyder ud i havet, sådan flyder der hele tiden en strøm af minder, tanker, billeder, lyde og følelser ind i eller gennem vort sind. Ifølge én definition er bevidstheden „opfattelsen af hvad der foregår i et menneskes eget sind“.

      Vor tids forskere har gjort store fremskridt med hensyn til at forstå hjernens fysiologi og nogle af de elektrokemiske processer der foregår i den. De kan også forklare en avanceret computers kredsløb og funktion. Men der er en umådelig forskel mellem hjernen og en computer. Takket være hjernen er vi os vor egen eksistens bevidst; det er en computer ikke. Hvad skyldes denne forskel?

      Faktisk er det et mysterium hvordan og hvorfor bevidstheden udspringer af fysiske processer i hjernen. „Jeg kan ikke se hvordan nogen videnskab skal kunne forklare det,“ har en neurobiolog sagt. Professor James Trefil har desuden bemærket: „Præcis hvad det betyder for et menneske at være bevidst . . . er det eneste større spørgsmål inden for videnskaberne som vi end ikke ved hvordan vi skal stille.“ En af grundene til at det er sådan, er at forskerne bruger hjernen for at prøve at forstå hjernen. Og måske er det ikke nok blot at studere hjernens fysiologi. Bevidstheden er „et af livets største mysterier,“ siger dr. David Chalmers, „men kundskab om hjernen alene er måske ikke tilstrækkeligt til at nå til bunds i det.“

      Ikke desto mindre er vi alle os selv bevidst. Vore levende erindringer om diverse hændelser er for eksempel ikke bare oplagrede informationer, som data i en computer. Vi kan tænke over vore erfaringer, lære af dem og bruge dem til at forme fremtiden. Vi er i stand til at overveje flere forskellige fremtidsplaner og bedømme de mulige konsekvenser af hver enkelt. Vi ejer evnen til at analysere, skabe, værdsætte og elske. Vi kan glæde os over at tale om fortiden, nutiden og fremtiden. Vi har etiske adfærdsnormer som vi kan følge når vi skal træffe afgørelser som måske — eller måske ikke — umiddelbart vil lønne sig. Vi føler os tiltrukket af skønhed i kunst og moral. I sindet kan vi forme og finpudse vore idéer og vurdere hvordan andre vil reagere hvis vi fører dem ud i livet.

      Alt dette resulterer i en bevidsthed der adskiller mennesket fra alle andre livsformer på Jorden. En hund, en kat eller en fugl der ser sig selv i et spejl, reagerer som om den har set en artsfælle. Men når vi ser os i spejlet, ser vi os selv som levende, tænkende væsener. Vi kan grunde over paradokser som ’Hvorfor lever nogle skildpadder i 150 år og nogle træer i over 1000 år, mens et fornuftbegavet menneske kommer i avisen hvis det når de 100?’ Dr. Richard Restak siger: „Menneskehjernen, og menneskehjernen alene, har evnen til at træde et skridt tilbage og betragte sin egen funktion og derved opnå en vis grad af transcendens. Ja, vores evne til at omprogrammere og redefinere os selv i verden er det der adskiller os fra alle andre skabninger.“

      Menneskets bevidsthed forbløffer nogle. Bogen Life Ascending går ind for en rent biologisk forklaring, men må alligevel indrømme: „Når vi spørger hvordan en proces [nemlig evolutionen] der minder om hasardspil med frygtelige straffe til taberne, kan have frembragt sådanne egenskaber som kærlighed til skønhed og sandhed, medfølelse, frihed og, frem for alt, menneskesindets umådelige kapacitet, forbløffes vi. Jo mere vi tænker over vore åndelige ressourcer, jo større bliver vores undren.“ Sandt nok. Vi kan derfor afrunde betragtningerne over det unikke menneskesind med nogle få oplysninger om vor bevidsthed der illustrerer hvorfor mange er overbeviste om at der må stå en intelligens bag, en Skaber der interesserer sig for os.

  • Mennesket er unikt!
    Findes der en Skaber som interesserer sig for os?
    • [Ramme på side 55]

      Partikelfysikken og hjernen

      Professor Paul Davies har anstillet nogle betragtninger over hjernens evne til at beskæftige sig med matematikkens abstrakte verden. „Matematik er jo ikke noget der hænger på træerne. Den er et produkt af det menneskelige sind. Men hvis vi spørger hvor matematikken fungerer bedst, er det på områder som partikelfysik og astrofysik, grene af grundvidenskaber der ligger meget, meget langt fra hverdagen.“ Hvad viser det? „I mine øjne tyder det på at bevidstheden og vores evne til at udføre matematiske beregninger ikke er noget rent tilfælde, ikke en uvæsentlig detalje, ikke et ubetydeligt biprodukt af en evolution.“ — Are We Alone?

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del