-
Mennesket er unikt!Findes der en Skaber som interesserer sig for os?
-
-
Uforlignelig dygtigt til at kommunikere
Andre dele af hjernen bidrager også til at gøre os unikke. Bag den præfrontale hjernebark løber en stribe tværs over hovedet — den motoriske hjernebark. Den indeholder milliarder af neuroner der har forbindelse til musklerne. Også den har nogle egenskaber som er med til at adskille os fra aber og andre dyr. Den primære motoriske hjernebark giver os „(1) en enestående evne til at benytte hånden, fingrene og tommelen når man skal udføre opgaver der kræver stor behændighed, og (2) evnen til at bruge munden, læberne, tungen og ansigtsmusklerne til at frembringe tale.“ — Textbook of Medical Physiology af Arthur Guyton.
Lad os kort se på hvordan den motoriske hjernebark påvirker vores evne til at tale. Over halvdelen af den er reserveret til at styre kommunikationsorganerne. Det er med til at forklare hvorfor mennesket er så uforlignelig dygtigt til at kommunikere. Skønt hænderne har betydning for kommunikationen (gennem skrift, gestus eller tegnsprog), er det normalt munden der har den vigtigste opgave. Menneskets tale — fra et barns første ord til en bedstemors milde røst — er et under. Talens talrige lyde fremkommer ved et samarbejde mellem cirka 100 muskler i tungen, læberne, kæberegionen, struben og brystkassen. Læg mærke til følgende modsætning: Én hjernecelle kan styre 2000 fibre i en sportsmands lægmuskel, men til musklerne i strubehovedet kræves der en hjernecelle for hver to eller tre muskelfibre. Tyder det ikke på at menneskehjernen er specielt udrustet til kommunikation?
Selv en nok så kort sætning kræver en helt speciel kombination af muskelbevægelser. Den hastighed hvormed lydene frembringes, og brøkdele af sekunders tidsforskel i brugen af mange forskellige muskler kan ændre betydningen af en enkelt udtalelse. „Vi kan mageligt udtale 14 lyde i sekundet,“ oplyser taleeksperten dr. William H. Perkins. „Hvis vi vil bevæge tungen, læberne, kæben eller en anden del af vore taleorganer separat, kan vi kun gøre det halvt så hurtigt. Men når de virker sammen for at frembringe tale, fungerer de lige så hurtigt som fingrene hos en dygtig maskinskriver eller koncertpianist. Bevægelserne samvirker indbyrdes i en symfoni af enestående præcision.“
De data der skal bruges til udtalelsen „Dav, hvordan har du det?“, er lagret i den del af hjernens pandelap der kaldes Brocas talecenter. Nobelprismodtageren og neurologen sir John Eccles siger: „Man har ikke fundet noget område hos aber der svarer til . . . Brocas talecenter.“ Selv hvis man i fremtiden skulle finde lignende områder i hjernen hos dyr, står det fast at forskerne ikke kan få aber til at frembringe andet end nogle enkle talelyde. Vi mennesker kan derimod frembringe meget kompliceret tale. Når vi taler, sætter vi ord sammen i overensstemmelse med sprogets grammatik. Brocas talecenter aktiveres når vi udtrykker os mundtligt eller skriftligt.
Vi kan naturligvis ikke drage nytte af talens mirakel medmindre vi behersker mindst ét sprog og forstår betydningen af dets ord. Det indebærer at vi må bruge en anden del af hjernen, det som kaldes Wernickes talecenter. Her identificerer milliarder af neuroner betydningen af talte og skrevne ord. Wernickes talecenter giver os evne til at forstå udtalelser og begribe hvad vi hører eller læser; det sætter os i stand til at tilegne os oplysninger og reagere fornuftigt på dem.
Der er endda endnu flere faktorer involveret i talens brug. For eksempel kan det lille ord „hallo“ når man tager telefonen, siges på mange måder. Tonefaldet fortæller om man er glad, begejstret, irriteret, nedtrykt eller bange, om man keder sig eller har travlt — og det kan endda afsløre forskellige grader af disse stemninger. Et andet område af hjernen påvirker talen følelsesmæssigt. Flere forskellige dele af hjernen samarbejder således om kommunikationen.
Det er lykkedes at lære chimpanser en lille smule tegnsprog, men de kan kun bruge det til simple anmodninger om mad eller andre basale ting. Efter at have arbejdet på at lære chimpanser en simpel form for ikkeverbal kommunikation udtalte dr. David Premack: „Det menneskelige sprog udgør et pinligt problem for evolutionsteorien, for det har en langt større kapacitet end man kan forklare.“
Dette rejser spørgsmålet: ’Hvorfor har mennesket denne fantastiske evne til at meddele andre sine tanker og følelser, til at spørge og svare?’ The Encyclopedia of Language and Linguistics nævner at „[menneskets] tale er noget særligt“, og indrømmer at „vor søgen efter fortilfælde i dyrenes kommunikation ikke er nogen større hjælp til at bygge bro over den kolossale afgrund der adskiller sprog og tale fra dyrs adfærd“. Professor Ludwig Koehler har sammenfattet forskellene på denne måde: „Menneskets tale er en gåde; den er en Guds gave, et mirakel.“
Der er overordentlig stor forskel på en abes brug af nogle tegn og børns evne til at tale et kompliceret sprog! Sir John Eccles henviser til noget de fleste har lagt mærke til, nemlig „en evne hos selv 3-årige børn til at stille en strøm af spørgsmål fordi de ønsker at forstå deres verden“. Han tilføjer: „Aber, derimod, stiller ingen spørgsmål.“ Nej, kun mennesker stiller spørgsmål, deriblandt spørgsmål om livets mening.
-
-
Mennesket er unikt!Findes der en Skaber som interesserer sig for os?
-
-
[Ramme på side 59]
Sprog og intelligens
Hvorfor overgår menneskers intelligens i så høj grad dyrenes, som for eksempel abernes? Det hænger blandt andet sammen med vores brug af syntaks — det at vi sætter lyde sammen til ord og ord sammen til sætninger. Dr. William H. Calvin, som beskæftiger sig med teoretisk neurofysiologi, forklarer:
„Vilde chimpanser bruger nogle og tredive lyde, der tilkendegiver nogle og tredive forskellige betydninger. De kan finde på at gentage en lyd for at forstærke dens betydning, men de kæder ikke tre lyde sammen for at føje et nyt ord til deres ordforråd.
Vi mennesker bruger også nogle og tredive lyde, kaldet fonemer. Men de giver kun mening når de kombineres: Vi kæder meningsløse lyde sammen for at skabe meningsfyldte ord.“ Dr. Calvin påpeger at „ingen endnu har forklaret“ springet fra dyrenes „én lyd/én betydning“ til menneskets unikke evne til at bruge syntaks.
-