Fjernsynet

KORT tid efter at man havde lært at transmittere lyd, spekulerede opfindere på om man også kunne transmittere levende billeder. For at forstå hvor stor en udfordring det var, kan vi prøve at se nærmere på hvordan fjernsynet fungerer i dag.

Først ledes lyset fra et motiv ind på en sensor i et tv-kamera. Denne sensor „læser“ billedet på samme måde som man læser en tekst. Men i stedet for at scanne bogstavlinjerne på en side scanner den punkter (eller pixels) i billedet. Den omdanner hvad den ser, til et elektronisk videosignal som kan transmitteres et andet sted hen. En modtager omdanner derpå signalet til et levende billede.

En skotte ved navn John Logie Baird har fået æren for at være den første der demonstrerede hvordan et fjernsyn fungerer. Da han på et tidspunkt måtte opgive sit job som elektroingeniør på grund af dårligt helbred, gav han sig i kast med noget der havde optaget ham siden han var teenager — nemlig at konstruere en maskine der kunne transmittere levende billeder.

Noget af det Baird brugte som tv-kamera, var en skive (som han skar ud af en hatteæske). Den var perforeret med cirka 30 huller der dannede en spiral. Mens skiven drejede rundt, scannede hullerne billedet linje for linje og lod lyset falde på en fotoelektrisk celle. Cellen dannede et videosignal som blev transmitteret til en modtager. I modtageren blev signalet forstærket for at en lampe kunne lyse i vekslende lysstyrke bag en lignende skive for at gendanne billedet. Vanskeligheden bestod i at få skiverne til at dreje lige hurtigt. Mens Baird sled med dette projekt, forsørgede han sig selv som skopudser.

Den 2. oktober 1925 transmitterede Baird de første fjernsynsbilleder fra den ene ende af sit kvistværelse til den anden. Den første der kom til syne på fjernsynet, var en skræmt dreng der arbejdede på et kontor på etagen nedenunder. Han var blevet presset til at hjælpe med projektet for et par håndører. I 1928 sendte Baird de første tv-billeder over Atlanten. Da den forsagte skotte ankom til New York, blev han stærkt forlegen over at blive modtaget med et sækkepibeorkester. Han var blevet berømt. Men var han den første der transmitterede levende billeder?

Naturen havde det først

„Øret der hører og øjet der ser — Jehova har frembragt dem begge.“ — Ordsprogene 20:12.

ØJNENE er som små fjernsynskameraer. De omdanner billeder til elektriske signaler og transmitterer disse signaler gennem synsnerven til den bagerste del af hjernen, hvor den egentlige synsopfattelse finder sted.

Øjet er et vidunder i miniature — det er kun 2,4 centimeter i diameter og vejer godt 7 gram — og er mesterligt udformet. For eksempel indeholder øjet adskilte systemer der kan opfatte henholdsvis dæmpet lys og stærkt lys. Det bevirker at øjnene, efter at man har opholdt sig i et mørkt rum i 30 minutter, bliver 10.000 gange mere lysfølsomme.

Hvad er det der i normalt lys giver et klart billede? Øjet indeholder over 100 gange flere lysfølsomme celler end de fleste videokameraer har i form af pixels. En stor del af disse celler er samlet i en lille fordybning kaldet fovea i den gule plet i midten af nethinden, der er sæde for det skarpeste syn. Eftersom man flytter blikket adskillige gange i sekundet, får man det indtryk at hele synsfeltet er skarpt. Bemærkelsesværdigt nok er øjets fovea på størrelse med det punktum der slutter denne sætning.

Elektriske signaler fra de lysfølsomme celler overføres fra den ene nervecelle til den anden frem til synsnerven. Men nervecellerne fører ikke blot signalerne videre. De behandler dem ved at fremhæve meget vigtige informationer og undertrykke unødvendige detaljer.

Hjernens synsbark er som en avanceret videomodtager. Den gør billederne skarpere ved at fremhæve konturerne og sammenligne signalerne fra de sanseceller der er knyttet til opfattelsen af grundfarverne, så man kan skelne mellem millioner af farver. Hjernen sammenligner også de bittesmå forskelle der er mellem hvad de to øjne ser, så man kan fornemme afstande.

Tænk engang over hvordan øjnene på afstand scanner ansigterne i en gruppe og sender elektroniske impulser til hjernen, som derefter omdanner signalerne til tydelige billeder. Det er også imponerende at tænke på at ansigternes fine detaljer bliver sammenlignet med dem der er lagret i hukommelsen, så man på et øjeblik kan genkende en ven. Er det ikke en proces der indgyder ærefrygt?

[Illustration på side 7]

Øjnenes behandling af information vidner om at de er genialt udformet