Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Hvad siger Bibelen om Gud og Jesus?
    Skal man tro på treenigheden?
    • Jesus en særskilt skabning

      DA JESUS var på jorden var han et menneske, om end han var fuldkommen fordi det var Gud der havde overført hans livskraft til Marias moderskød. (Mattæus 1:18-25) Men det var ikke dér hans liv begyndte. Han erklærede selv at han var ’steget ned fra himmelen’. (Johannes 3:13) Det var derfor helt naturligt at han senere sagde til sine disciple: „Hvad da hvis I skulle se Menneskesønnen [Jesus] stige derop hvor han var før?“ — Johannes 6:62.

      Jesus havde altså eksisteret i himmelen før han kom til jorden. Men var det som en af personerne i en almægtig og evig treenig Guddom? Nej, for Bibelen siger klart at han i sin førmenneskelige tilværelse var en åndeskabning, et åndevæsen der var skabt af Gud, ligesom englene. Hverken englene eller Jesus havde eksisteret før de blev skabt.

      Jesus var i sin førmenneskelige tilværelse „al Skabnings førstefødte“. (Kolossenserne 1:15, 1907-overs.) Han var „Guds Skabnings Begyndelse“. (Åbenbaringen 3:14, 1907-overs.) At han var skaberværkets ’begyndelse’ (græsk: archēʹ) kan ikke med rette udlægges sådan at han var den der ’begyndte’ det eller satte det i gang, dets ophav. Johannes bruger forskellige former af det græske ord archēʹ over 20 gange i sine skrifter, og hver gang i den almindelige betydning „begyndelse“. Jesus blev altså skabt af Gud som begyndelsen på det usynlige skaberværk.

      Læg mærke til hvor nøje disse udsagn om Jesu oprindelse svarer til de udtalelser der fremsættes af den symbolske „visdom“ i Ordsprogenes bog i Bibelen: „Mig skabte HERREN først blandt sine værker, i urtid, førend han skabte andet; førend bjergene sænkedes, før højene fødtes jeg, førend han skabte jord og marker, det første af jordsmonnets støv.“ (Ordsprogene 8:12, 22, 25, 26, da. aut.) Ordet „visdom“ bruges her til at personificere den som Gud skabte, og de fleste forskere er enige om at det i virkeligheden er et billedligt udtryk for Jesus som åndeskabning før han blev menneske.

      Som „visdommen“ før han blev menneske siger Jesus videre at han var „hos [Gud] som værkmester“. (Ordsprogene 8:30) I overensstemmelse med dette — at Jesus var Guds værkmester — siger Kolossenserne 1:16 at „det var ved ham, at alt, i Himlen og paa Jorden, blev skabt“. — Den nye Pagts Breve ved Axel Sørensen.

      Det var altså ved hjælp af denne værkmester, sin værkfører så at sige, at den almægtige Gud skabte alt andet. Bibelen sammenfatter det på denne måde: „Der [er] for os dog kun én Gud, Faderen, fra hvem alt er, . . . og én Herre, Jesus Kristus, ved hvem alt er.“ (Kursiveret af os.) — 1 Korinther 8:6, da. aut.

      Det var uden tvivl til denne værkmester Gud sagde: „Lad os frembringe mennesker i vort billede.“ (1 Mosebog 1:26) Nogle har hævdet at stedordene „os“ og „vort“ i denne udtalelse tyder på en treenighed. Men hvis én i dag siger: ’Lad os lave det eller det,’ vil det normalt ikke blive forstået sådan at vedkommende består af flere sammenknyttede personer. Det vil blot blive forstået sådan at to eller flere vil samarbejde om et eller andet. Det samme gjaldt i Guds tilfælde. Da han brugte ordene „os“ og „vort“, henvendte han sig ganske enkelt til en anden, sin første åndeskabning, værkmesteren, den førmenneskelige Jesus.

  • Hvad siger Bibelen om Gud og Jesus?
    Skal man tro på treenigheden?
    • Hvordan var han „den enbårne Søn“?

      JESUS kaldes i Bibelen Guds „enbårne Søn“. (Johannes 1:14, da. aut.; 3:16, 18; 1 Johannes 4:9) De der tror på treenighedslæren siger at eftersom Gud er evig, må Guds søn også være evig. Men hvordan kan man være søn og samtidig være lige så gammel som sin fader?

      Ifølge Lutherstiftelsens Bibelværk: Bibelen med Forklaringer hævder nogle at udtrykket „den enbårne“ i Jesu tilfælde ikke skal forstås som ’eneste barn’ i den normale betydning, men at det „sigter til det evige Væsensforhold, . . . til en Fødsel af Faderen fra Evighed“. Men lyder det logisk? Kan man være født og være søn af nogen og dog være evig, uden begyndelse?

      Og hvorfor bruger Bibelen nøjagtig det samme græske ord til at beskrive Isaks forhold til Abraham? I Hebræerbrevet 11:17 (da. aut.) omtales Isak som Abrahams „enbårne“ søn. Der kan ikke være nogen tvivl om at Isak var enbåren i den normale betydning. Han havde ikke levet lige så længe som sin fader og havde heller ikke samme stilling som han.

      Det græske ord for ’enbåren’ der bruges om Jesus og Isak, er monogenēsʹ, der kommer af moʹnos, som betyder „eneste“, og giʹnomai, et rodord der, ifølge Strongs Exhaustive Concordance, betyder „at frembringe“, „at blive til“. Monogenēsʹ betyder derfor: „Født enkelt el. alene, eneste (Barn).“ — Græsk-Dansk Ordbog af C. Berg.

      Ordbogen Theological Dictionary of the New Testament, redigeret af Gerhard Kittel, siger: „[Monogenēsʹ] betyder ’ene afkom’, dvs. uden brødre eller søstre.“ Denne ordbog siger også at i Johannes 1:18; 3:16, 18 og Første Johannesbrev 4:9 „bliver Jesu stilling ikke blot sammenlignet med enebarnets forhold til sin fader; det er den enbårnes forhold til Faderen“.

      Jesu liv havde altså en begyndelse. Og det var den almægtige Gud der, som Faderen, gav ham livet, i samme betydning som en jordisk fader avler en søn, sådan som Abraham gjorde. (Hebræerne 11:17) Når Bibelen omtaler Gud som Jesu „Fader“, mener den altså hvad den siger — at de to er adskilte personer. Gud er den ældre. Jesus er den yngre — og underlagt Gud både hvad stilling, magt og kundskab angår.

      Når man gør sig klart at Jesus ikke var den eneste åndesøn af Gud der blev skabt i himmelen, vil man forstå hvad der ligger i at han specielt kaldes „den enbårne Søn“. De utallige andre åndeskabninger, englene, kaldes også ’gudssønner’, ligesom Adam blev kaldt „søn af Gud“, fordi deres livskraft stammer fra Jehova Gud, livets kilde. (Job 38:7; Salme 36:9; Lukas 3:38) Men de blev alle skabt ved hjælp af „den enbårne Søn“, som var den eneste der blev frembragt direkte af Gud. — Kolossenserne 1:15-17.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del