Det vigtigste af alle spørgsmål

„’FINDES der en Gud?’ Har man kunnet stille et vigtigere spørgsmål i al den tid mennesket har eksisteret?“ spørger arvelighedsforsker Francis S. Collins. Han peger her på et væsentligt punkt. Hvis Gud ikke findes, er der kun dette liv, og der er ingen højere autoritet i moralspørgsmål.

Nogle tvivler på Guds eksistens fordi mange forskere ikke tror på ham. Men somme tider kan en udbredt opfattelse være meget fejlagtig, som det vil fremgå af den næste artikel.

Desværre har mange trossamfund kun gjort forvirringen større ved at fremføre tanker der er i modstrid med velfunderet videnskab. Et kendt eksempel på dette er den forestilling at Gud for nogle få tusind år siden skabte verden i løbet af seks dage på hver 24 timer, en tanke der ikke finder støtte i Bibelen.

Stillet over for modstridende teorier og livsanskuelser opgiver mange at søge efter et pålideligt svar på spørgsmålet om Gud eksisterer eller ej. Men kan noget være mere givende og betydningsfuldt end at finde svaret på et så grundlæggende spørgsmål? Der er selvfølgelig ingen af os der har set Gud, og ingen af os var til stede da universet og livet blev til. Så hvad enten vi tror på Gud eller ej, er vores opfattelse forbundet med en vis grad af tro. Men hvilken slags tro?

Sand tro bygger på klare vidnesbyrd

Tro spiller, i hvert fald i nogen grad, en vigtig rolle i vores liv. Vi tager imod et job og forventer at få en løn. Vi sår afgrøder i forvisning om at frøene vil spire. Vi stoler på vores venner. Og vi har tillid til de love der styrer universet. Det er en oplyst form for tro, for den er baseret på noget konkret. Troen på at Gud findes, bygger også på noget konkret.

Bibelen siger i Hebræerbrevet, kapitel 11, vers 1: „Tro er . . . det klare bevis på virkeligheder som ikke ses.“ Den danske autoriserede oversættelse gengiver verset på denne måde: „Tro er . . . overbevisning om det, der ikke ses.“ Lad os sige at du går langs en strandbred, og pludselig mærker du at jorden ryster under dig. Derefter ser du havet trække sig tilbage. Du forstår betydningen af disse naturfænomener, at de er et forvarsel om en tsunami. Jordskælvet og vandet der trækker sig tilbage, er ’et klart bevis’ på en virkelighed du endnu ikke kan se — flodbølgen der nærmer sig. Din oplyste tro får dig til at flygte i sikkerhed til et højtbeliggende sted.

Troen på Gud bør også være en oplyst tro, en følge af overbevisende vidnesbyrd. Først da kan Gud for dig blive en ’virkelighed der ikke ses’. Behøver man at være forsker for at kunne undersøge og bedømme sådanne vidnesbyrd? Vladimir Prelog, der har modtaget en nobelpris, anerkender at selv „nobelpristagere ikke er mere kvalificerede til at udtale sig om Gud, religion eller et liv efter døden end så mange andre“.

Et oprigtigt og stærkt ønske om at finde frem til det der er sandt, bør få dig til fordomsfrit at undersøge vidnesbyrdene og lade dem lede dig i den rigtige retning. Hvilke vidnesbyrd kan du undersøge?

[Illustration på side 3]

En landmand har tro på at frøene vil spire og gro

Overvej vidnesbyrdene

DU BEFINDER dig på en afsidesliggende øde ø. Mens du går langs stranden, ser du en klippeblok på hvilken der er indhugget „John 1800“. Du forestiller dig nok ikke at mærkerne i klippen er dannet som følge af vind- eller vanderosion. Med god grund konkluderer du at inskriptionen må være lavet af nogen. Hvorfor drager du den konklusion? For det første forekommer der ikke af sig selv i naturen en række tydelige bogstaver og tal, uanset sproget. Og for det andet er påskriften meningsfuld information, hvilket viser at der står en intelligens bag.

I dagligdagen møder vi mange former for information omsat i koder — eksempelvis braille, bogstaverne i alfabetet, såvel som diagrammer, noder, talte ord, håndtegn, radiosignaler eller computerprogrammer der består af en binær kode med nuller og ettaller. Måden at formidle information på strækker sig lige fra anvendelse af lysbølger og radiobølger til papir og blyant. Under alle omstændigheder forbinder folk altid meningsfuld information med intelligent tankevirksomhed — medmindre en sådan information findes i en levende celle. Den slags information opstod af sig selv eller skrev sig selv på en eller anden måde siger evolutionister. Men gjorde den det? Prøv engang at overveje vidnesbyrdene.

Kan kompleks information skrive sig selv?

Inde i kernen af næsten hver eneste levende celle i din krop findes der en forbløffende kode kaldet deoxyribonukleinsyre (dna). Den består af et langt, dobbeltstrenget molekyle der ligner en vindeltrappe. Dit dna er ligesom et program der styrer hvordan de billioner af celler som din krop består af, bliver dannet, vokser, repareres og deler sig. De grundenheder dna består af, kaldes nukleotider og benævnes A, C, G og T, alt efter hvilken kemisk base de indeholder.a Som bogstaverne i et alfabet kan disse fire baser sættes sammen på mange måder og danne „sætninger“ — instruktioner der styrer dna’ets kopiering og andre processer i cellen.

Den samlede mængde information der er lagret i dit dna, kaldes for genomet. Nogle sekvenser af bogstaverne i dit dna er helt særegne for dig. Dit dna indeholder nemlig dine genetiske informationer — øjenfarve, hudfarve, næsens form og så videre. Enkelt sagt kan dit genom sammenlignes med et stort bibliotek af bøger med instruktioner om hvordan hver eneste af dine legemsdele er opbygget, og slutproduktet er dig.

Hvor stort er dette „bibliotek“? Det består af tre milliarder „bogstaver“, eller nukleotider (baser). Hvis man skulle skrive denne lange række bogstaver ned, ville det blive et værk på 200 bind, og hvert bind ville være på størrelse med en telefonbog på 1000 sider, oplyser det humane genom-projekt.

Dette leder tanken hen på en forbløffende bøn der blev nedskrevet for cirka 3000 tusind år siden. Denne bøn findes i Bibelen i Salme 139:16, hvor der står: „Dine øjne så mig som foster, og i din bog var alle dets dele skrevet op.“ Skribenten tænkte naturligvis ikke på videnskabelige emner, men med nogle enkle ord gav han et forbløffende korrekt billede af hvordan det forholder sig, for at illustrere Guds store visdom og kraft. Dette står i skærende kontrast til flere gamle religiøse skrifter som er fyldt med mytologi og overtro.

Hvem sammensatte „biblioteket“?

Hvis vores fornuft siger os at den indhuggede påskrift „John 1800“ er et produkt af tankevirksomhed, bør det så ikke også gælde den uendeligt mere komplekse og meningsfulde information der findes i dna? Når alt kommer til alt, er information jo information uanset hvor den forekommer, og hvad der måtte formidle den. Datalog og informationsforsker Donald E. Johnson har sagt at kemiens og fysikkens love ikke kan danne komplekse informationer eller systemer der behandler den information. Og det siger sig selv at jo mere kompleks den samlede mængde information er, jo større tankevirksomhed har det krævet at skrive den. Et barn kan skrive „John 1800“. Men kun en overmenneskelig intelligens kunne skrive livets kode. Desuden „synes biologiens kompleksitet at øges“ hver gang man gør en ny opdagelse, siger tidsskriftet Nature.

Det er i modstrid med både sund fornuft og menneskelig erfaring at påstå at den komplekse samling af information i dna skyldes blinde kræfter eller processer uden styring.b At være overbevist om det kræver tro langt ud over det sædvanlige.

Evolutionister har nogle gange i deres anstrengelser for at lade Gud ude af billedet draget konklusioner som senere viste sig at være forkerte. Tænk engang over den opfattelse at 98 procent af vores genom er „junk“ — en samling af instruktioner der indeholder milliarder af overflødige ord.

Er det virkelig „junk“?

Biologer har længe ment at dna blot indeholder instruktioner om hvordan proteiner skal fremstilles og intet andet. Men efterhånden blev det klart at kun 2 procent af genomet koder for proteiner. Hvilket formål tjener de andre 98 procent af dna’et? Denne mystiske del af dna’et blev „straks antaget for at være evolutionært affald“, siger John S. Mattick, professor i molekylærbiologi ved Queensland-universitet i Brisbane, Australien.

Den forsker der menes at have fundet på udtrykket „’junk’-dna“, var evolutionisten Susumu Ohno. I sin afhandling „So Much ’Junk’ DNA in Our Genome“ (Så meget ’junk’-dna i vores genom) skrev han at de resterende dna-sekvenser „er det der er tilbage efter naturens forfejlede eksperimenter. I betragtning af at jorden er fyldt med fossile rester af uddøde arter, er det da så mærkeligt at vores genom også er fyldt med rester af uddøde gener?“

Hvilken indvirkning fik begrebet „junk“-dna på genforskningen? Molekylærbiolog Wojciech Makalowski siger at en sådan opfattelse „afholdt forskere i almindelighed fra at studere ikke-kodende [junk-]dna“, med undtagelse af en lille håndfuld forskere som „med risiko for at blive latterliggjort udforskede upopulært territorium. På grund af dem begyndte synet på junk-dna . . . at ændre sig i begyndelsen af 1990’erne.“ Han tilføjer at biologer nu generelt betragter det der tidligere blev kaldt junk, „som et genomisk skatkammer“.

Ifølge John S. Mattick er teorien om junk-dna et klassisk eksempel på at videnskabelig tradition har „hæmmet en objektiv bedømmelse af kendsgerningerne“. Han siger videre: „At man ikke har erkendt den fulde konsekvens af det . . . kan meget vel blive husket som en af de største fejltagelser i molekylærbiologiens historie.“ Om noget er videnskabeligt sandt, må helt klart bedømmes på grundlag af konkrete vidnesbyrd, og ikke på grundlag af hvad flertallet mener. Hvad viser så nyere undersøgelser om den rolle „junk“-dna spiller?

Det genetiske „affalds“ funktion

På en bilfabrik gør man brug af maskiner til fremstilling af de enkelte dele. Vi kan sammenligne delene med proteinerne i en celle. På fabrikken bliver der også anvendt teknisk udstyr og systemer som samler disse dele trin for trin og fungerer som kontrolinstanser, eller regulatorer, under samleprocessen. Noget lignende kan siges om det der foregår i en celle. Og det er her at „junk“-dna kommer ind i billedet, siger forskere. En stor del af det indeholder instruktioner til fremstilling af en gruppe af komplekse molekyler der kaldes regulerende rna (ribonukleinsyre), som spiller en vigtig rolle for hvordan cellerne udvikler sig, modnes og fungerer.c „Den blotte tilstedeværelse af disse fremmedartede regulatorer,“ siger biostatistiker Joshua Plotkin i tidsskriftet Nature, „taler for at vores forståelse af selv de mest elementære ting . . . er utrolig naiv.“

For at en fabrik kan være fuldt ud funktionsdygtig, må der desuden være nogle effektive kommunikationssystemer. Sådan forholder det sig også med cellen. Tony Pawson, der er cellebiolog ved Toronto-universitetet i Ontario, forklarer: „Information i form af signaler i cellen formidles gennem informationsnetværk i stedet for ad særskilte veje.“ Det gør hele processen „langt mere kompleks“ end man tidligere har troet. Ja, som en genetiker ved Princeton University har sagt: „Mange af de mekanismer og principper der styrer de intra- og intercellulære funktioner, er stadig et mysterium.“

Hver ny opdagelse i forbindelse med cellen peger på en stadig højere grad af orden og kompleksitet. Hvad er da grunden til at så mange stadig klynger sig til den idé at livet og det mest komplekse informationssystem mennesker kender til, er et resultat af vilkårlige evolutionære processer?

[Fodnoter]

[Ramme på side 5]

HVOR LANGT ER DIT DNA?

Dna’et i en enkelt celle i din krop er i udstrakt tilstand cirka 2 meter langt. Det er blevet anslået at hvis man udvandt dna fra alle kroppens billioner af celler og lagde strengene i forlængelse af hinanden, ville den samlede længde næsten svare til afstanden fra jorden til solen og tilbage igen 670 gange. Med lysets hastighed ville det tage omkring 185 timer at tilbagelægge den strækning.

Hvilket synspunkt er mest fornuftigt?

INTET menneske har været vidne til hvordan livet er opstået på jorden. Der er heller ingen som har set én livsform udvikle sig til en anden — for eksempel et krybdyr til et pattedyr.a Når vi drager konklusioner angående livets oprindelse, er vi derfor nødt til at støtte os til de foreliggende vidnesbyrd. Vi må lade vidnesbyrdene tale for sig selv i stedet for at tvinge dem til at sige hvad vi ønsker at de skal sige.

Mange ateister betragter imidlertid videnskaben gennem materialismens briller — en filosofi der antager at det kun er fysiske processer som ligger til grund for livets oprindelse. „Vi har en større forpligtelse . . . over for materialismen,“ har evolutionisten Richard C. Lewontin skrevet. „Denne materialisme er absolut, for vi kan ikke tillade at noget guddommeligt sniger sig ind.“ Materialister vælger derfor det eneste alternativ de har — evolution.

Også nogle der er religiøse, kan have forudfattede meninger der forvansker deres indstilling til videnskab. Som tidligere nævnt klynger nogle kreationister sig til den forkerte opfattelse at Gud skabte verden på seks bogstavelige dage for nogle få tusind år siden. Og eftersom de føler sig forpligtet til at holde fast ved den opfattelse, forsøger de at tvinge vidnesbyrdene til at passe med deres meget bogstavelige fortolkning af Bibelen. (Se rammen „Hvor lang er en ’dag’?“ på side 9). Folk der i så ekstrem grad overfortolker oplysninger de enten har fra Bibelen eller fra videnskaben, får ingen tilfredsstillende svar når de søger at finde vidnesbyrd der bekræfter deres tro.

Hvilket synspunkt harmonerer med alle kendsgerninger?

Med hensyn til hvordan de komplekse molekyler som alle levende organismer består af, er opstået, tror nogle evolutionister følgende:

1. Vigtige enheder indgik på en eller anden måde forbindelse og dannede simple molekyler.

2. Disse molekyler koblede sig derefter sammen i præcis den rækkefølge der gjorde det muligt at danne dna, rna eller proteiner som kunne lagre de informationer der skulle til for at udføre funktioner der er nødvendige for at livet kan eksistere.

3. Molekylerne dannede på en eller anden måde de helt særlige sekvenser som var nødvendige for at de kunne kopiere sig selv. Uden denne replikation kan der hverken finde en udvikling sted eller eksistere liv.

Hvordan blev disse molekyler, som var en forudsætning for livets opståen, dannet, og hvordan fik de deres forbløffende evner uden en intelligent designer? Evolutionsforskere kan ikke give fyldestgørende og tilfredsstillende svar på spørgsmål angående livets oprindelse. De der benægter en skabers målrettede intervention, tillægger faktisk fornuftløse molekyler og naturkræfter guddommelig magt.

Men hvad viser kendsgerningerne? De tilgængelige vidnesbyrd viser at molekyler ikke udvikler sig til komplekse livsformer, men at der i stedet sker det modsatte: Fysikkens love dikterer at komplekse ting, som maskiner, huse og endda levende celler, nedbrydes med tiden.b Evolutionister siger imidlertid at det modsatte kan ske. For eksempel kan man læse i bogen Evolution for Dummies at evolutionen fandt sted fordi jorden „fik tilført store mænger energi fra solen, og at det er denne energi der muliggør at kompleksiteten kan øges“.

Det er sandt at det kræver energi at ændre en tilstand af uorden til en tilstand af orden — for eksempel at samle mursten, træ og søm så det bliver til et hus. Den energi må dog nøje kontrolleres og styres, for der er stor sandsynlighed for at ukontrolleret energi vil fremskynde en nedbrydning, på samme måde som den energi der er en følge af solen og vejret, kan få en bygning til hurtigere at forfalde.c De der tror på at der har fundet en udvikling sted, kan ikke give en tilfredsstillende forklaring på hvordan energi kan styres på en måde der fremmer kompleksitet.

Hvis vi derimod betragter livet og universet som noget der er frembragt af en vís Skaber der besidder en dynamisk energi, eller ’en mangfoldig kraft’, kan vi ikke blot forklare hvorfor livets informationssystemer er så komplekse, men også hvorfor de kræfter der styrer selve stoffet, er finjusterede, lige fra galakser til bittesmå atomer.d — Esajas 40:26, Kalkar.

Troen på en Skaber stemmer også med det nu almindeligt anerkendte synspunkt at det fysiske univers har haft en begyndelse. „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden,“ står der i Første Mosebog 1:1.

Nye opdagelser gør det uvægerligt sværere at forsvare en materialistisk filosofi, en kendsgerning som har fået nogle ateister til at revidere deres synspunkter.e Ja, nogle der tidligere har været ateister, er nået frem til den konklusion at universets undere er synlige vidnesbyrd om de „usynlige egenskaber“ og den „evige kraft“ som Skaberen, Jehova Gud, besidder. (Romerne 1:20) Har du fået lyst til at gøre dig flere tanker om dette emne? Man kan ikke beskæftige sig med et emne der har større betydning!f

[Fodnoter]

[Ramme på side 8]

UDVIKLER MENNESKET SIG ELLER NEDBRYDES DET?

Nogle forskere udtrykker alvorlig bekymring for at akkumulerede mutationer, eller defekter, faktisk er skyld i at menneskets genom er ved at blive nedbrudt. Hvis det er sandt, vil det underminere den opfattelse at vi udvikler eller forbedrer os. Men hvis Gud har skabt menneskets genom, hvorfor er det så behæftet med fejl? Bibelen giver os nogle oplysninger som forskerne ikke kan — at menneskets ufuldkommenhed er en følge af synd eller ulydighed mod Gud. „Synden kom ind i verden gennem ét menneske [Adam], og døden gennem synden,“ siges der i Romerbrevet 5:12. Et genom der nedbrydes, er derfor et argument imod evolutionslæren, men passer med det Bibelen siger. Er det ensbetydende med at genomet vil fortsætte med at blive nedbrudt til evig tid? Nej, Gud har lovet at gribe ind i forholdene her på jorden og råde bod på al den skade som vores første forældre forårsagede. Ja, Skaberen, ikke en fornuftløs evolutionsproces, vil gøre vores genom fuldkomment. — Åbenbaringen 21:3, 4.

[Ramme på side 9]

HVOR LANG ER EN „DAG“?

I Bibelen kan ordet „dag“ sigte til perioder af forskellig længde. I Første Mosebog 2:4 omtales hele skabelsesperioden på seks dage som „den dag Jehova Gud frembragte jord og himmel“. Hver dag spænder åbenbart over en periode af betragtelig længde. Bibelen nævner interessant nok at hver af de første seks „dage“ sluttede, men det siger den ikke om den syvende dag. Hvorfor ikke? Fordi vi stadig befinder os på den syvende dag. — 1 Mosebog 2:3; Hebræerne 4:4-6, 11.

[Illustration på side 8]

Hvis ting ikke bliver holdt ved lige, nedbrydes de

[Illustration på side 8, 9]

Guds egenskaber og hans kraft kommer til udtryk i universet