ET VALG MELLEM TOLSTOJ OG JEHOVA

Samtidig med at verden var på nippet til at gå i krig, opstod der en splittelse i en af de største menigheder i Jugoslavien. Nogle var begyndt at gå ind for de synspunkter som den russiske forfatter og religiøse filosof Lev Tolstoj stod for. Han havde været medlem af den russiskortodokse kirke og var blevet overbevist om at alle kristne kirker var korrupte institutioner som helt igennem havde givet et misvisende billede af kristendommen. Nogle af brødrene adopterede denne mistillid til alle religiøse organisationer og blev utilfredse med Jehovas organisation. Den broder der havde til opgave at lede menigheden i Zagreb, misbrugte det ansvar han havde fået betroet. Det lykkedes ham at overtale de fleste af forkynderne til at acceptere Tolstojs synspunkter. Broderens indflydelse var så stærk at størstedelen af menigheden, der bestod af over 60 medlemmer, vedtog en resolution hvori de tog afstand fra ethvert tilhørsforhold til Jehovas organisation.

Da Rudolf Kalle hørte hvad der var sket, rejste han øjeblikkelig fra Beograd til Zagreb for at mødes med hele menigheden. Han gjorde rede for de grundlæggende bibelske sandheder som Jehova havde åbenbaret gennem den trofaste og kloge trælleskare. (Matt. 24:45-47) Så spurgte han dem: „Hvem har lært jer disse sandheder? Er det Tolstoj eller Jehovas organisation?“ Rudolf citerede derefter Josua 24:15 og bad dem der ønskede at blive i Jehovas organisation, om at række hånden i vejret. Kun to markerede.

„Det var ubeskrivelig smertefuldt,“ sagde Rudolf.

Det så ud som om alt det gode arbejde der var blevet udført i menigheden, var på nippet til at være spildt.

Rudolf indbød nu de to trofaste brødre til at komme op på podiet og sagde: „Kun tre af os bliver. Vi repræsenterer nu Jehovas folk i denne by. Må jeg bede alle andre om at forlade salen og gå hvorhen I vil. Vær venlig at lade os være alene! Vi vil tjene vor Gud, Jehova, og I kan gå jeres vej og tjene jeres Tolstoj. Vi ønsker ikke længere at have noget fællesskab med jer.“

I få sekunder var der dyb stilhed. Så begyndte en efter en at række hånden i vejret og sige: „Jeg vil også tjene Jehova.“ Det endte med at det kun var den frafaldne menighedstjener og nogle få af hans tilhængere som forlod salen. Denne loyalitetsprøve styrkede Jehovas trofaste tjenere til at klare langt alvorligere prøver som de senere kom til at stå over for.

Kontoret i Beograd blev lukket, og uddelingen af åndelig føde til brødrene blev organiseret fra Zagreb i Kroatien. Eftersom bøder og fængslinger nu var skiftet ud med koncentrationslejre og dødsstraffe, blev det mere nødvendigt end nogen sinde at være påpasselig og ikke vække opsigt.

Da tyske tropper både besatte og delte Jugoslavien, blev der oprettet koncentrationslejre. I Kroatien blev disse lejre brugt til at isolere og myrde adskillige etniske og ikkekatolske minoriteter, såvel som enhver religiøs modstander af regimet.

Stevan Stanković, en jernbanearbejder af serbisk afstamning, var parat til at hjælpe sine brødre uanset deres baggrund. På trods af faren påtog Stevan sig den opgave at bringe vores litteratur fra Kroatien til det militærbesatte Serbien i al hemmelighed. En dag fandt politiet nogle publikationer i en kuffert Stevan bar. De beordrede ham til at fortælle hvor publikationerne kom fra. Af loyalitet over for sine brødre nægtede han dog at røbe det. Politiet bragte ham til et fængsel for at forhøre ham, og derefter overførte de ham til en nærliggende koncentrationslejr ved Jasenovac. Lejren var kendt for sin brutale behandling af fanger, og her mistede denne trofaste broder livet.

Mihovil Balković, en klog og snarrådig broder, arbejdede som blikkenslager i Kroatien i disse vanskelige tider. Samtidig med at han passede sit arbejde, besøgte han brødrene for at opmuntre dem og aflevere vores litteratur til dem. Hans barnebarn fortæller: „Engang da han sad i et tog, fandt han ud af at det skulle gennemsøges i den næste by. Han steg derfor af toget en station tidligere end han havde planlagt. Det meste af byen var omgivet af pigtrådshegn, men det lykkedes ham at komme ind på en vinmark, hvor der var fri passage. Han bar publikationerne i sin rygsæk og lagde to flasker rakija (hjemmelavet brændevin) øverst i rygsækken sammen med nogle købmandsvarer. Mens han med stor forsigtighed gik gennem vinmarken, passerede han en bunker, og pludselig hørte han en soldat råbe: ’Stop! Hvem dér?’ Da han kom nærmere, spurgte en anden soldat: ’Hvad er det du har med?’

’Bare lidt mel, nogle bønner og kartofler,’ svarede han.

Da han blev spurgt om hvad der var i flaskerne, sagde han: ’Lugt til det, og smag.’

Da soldaten havde smagt det, sagde Mihovil: ’Denne flaske er til dig, unge ven, og den anden er til mig.’

Tilfreds med hans svar og rakijaen sagde soldaterne: ’Gå bare, du gamle!’“

Mihovils barnebarn slutter med at sige: „På den måde blev publikationerne afleveret sikkert.“

Mihovil var utrolig modig. Han rejste gennem områder kontrolleret af soldater fra begge parter i krigen. Nogle gange stod han ansigt til ansigt med kommunistiske partisaner; og ved andre lejligheder stod han over for fascistiske Ustaša-soldatera eller Četnik-soldater. Frem for at blive skræmt benyttede han disse lejligheder til at aflægge et vidnesbyrd og fortælle dem om det fremtidshåb som Bibelen giver. Det krævede stort mod, for en forkynders liv var altid i fare. Adskillige gange blev Mihovil arresteret, forhørt og fængslet.

Den 9. november 1944, da krigen næsten var slut, kom partisanerne om natten og gennemsøgte Mihovils hjem. De konfiskerede publikationerne og tog Mihovil med sig. Sørgeligt nok kom han aldrig tilbage. Det viste sig senere at han var blevet halshugget.

Josip Sabo var kun en dreng da han på cykel leverede bibelsk litteratur i Slavonien i den østlige del af Kroatien. På bagagebæreren havde han lavet en kasse til litteraturen, som han derefter dækkede med friske pærer. Dengang var indkørselsvejen til næsten alle landsbyer barrikaderet og bevogtet.

„Hvad har du i kassen?“ spurgte vagterne Josip ved hver post.

„Pærer til min morbror,“ svarede han, hvorefter soldaterne tog en eller to pærer. Jo nærmere han kom bestemmelsesstedet, jo færre pærer var der til at dække publikationerne. Så for at redde de sidste pærer og dermed det værdifulde læsestof der var skjult nedenunder, tog han en omvej ad en øde sti.

TROFAST TIL DET SIDSTE

Lestan Fabijan, en murer fra Zagreb, forkyndte sandheden for Ivan Sever, Franjo Dreven og Filip Huzek-Gumbazir. De blev alle døbt inden for et halvt år og begyndte at forkynde og afholde møder. Den 15. januar 1943 om aftenen kom en militærpatrulje til Ivan Severs hus for at arrestere ham såvel som Franjo Dreven og en anden broder ved navn Filip Ilić. De gennemsøgte huset, konfiskerede al den bibelske litteratur og tog brødrene med sig.

Da Lestan hørte om disse arrestationer, tog han og Filip Huzek-Gumbazir hen for at trøste Franjos mor og søster. Det kom imidlertid partisanerne for øre at de var på besøg, så de arresterede både Lestan og Filip. De fem brødre forklarede ud fra Bibelen at de udelukkende tjente Jehova, og at de var Kristi soldater. Fordi de alle nægtede at bære våben og kæmpe i krigen, blev de dømt til døden. Derefter blev de holdt fangne.

En nat blev de fem brødre vækket af deres søvn, frataget deres tøj og taget med ud i skoven. Mens de gik dér, fik de mulighed for at skifte mening. Soldaterne prøvede at få brødrene til at fortryde deres beslutning ved at appellere til deres kærlighed til deres familie. De talte om Filip Huzek-Gumbazirs gravide hustru og hans fire børn. Han svarede at han havde fuld tillid til at Jehova ville sørge for dem. Franjo Dreven havde ingen kone og børn, så de spurgte ham hvem der fremover skulle sørge for hans mor og søster.

Så snart de nåede til bestemmelsesstedet, lod soldaterne brødrene stå i vinterkulden. Nu begyndte henrettelserne. Først skød de Filip Huzek-Gumbazir. Så ventede soldaterne et øjeblik og spurgte om de andre havde skiftet mening. Brødrene stod imidlertid fast. Derefter henrettede soldaterne Franjo, så Ivan og til sidst Lestan. Nu var der kun Filip Ilić tilbage, men han gik på kompromis og indvilligede i at slutte sig til soldaterne. Tre måneder senere vendte han dog hjem på grund af sygdom, og han fortalte hvad der var sket den dag i skoven. Han havde prøvet at redde sit liv ved at gå på kompromis, men han mistede det tidligt på grund af sygdom.