LOYALITETSPRØVER

Under den anden verdenskrig var en niårig dreng ved navn Ladislav Foro fra Kroatien til stede ved et arrangement som byens indbyggere var blevet tvunget til at møde op til. De skulle lytte til en katolsk præst som holdt en prædiken. Efter prædikenen kiggede Ladislav nysgerrigt ind bag scenetæppet og så præsten tage præstekjolen af. Indenunder var han klædt i en Ustaša-uniform, og om hoften bar han et patronbælte hvori der sad en håndgranat. Udenfor steg præsten til hest, tog sin sabel og råbte: „Brødre, lad os tage ud for at kristne folk! Hvis nogen er uenige med jer, så ved I hvad I skal gøre!“

Ladislav var godt klar over at en præst ikke burde opføre sig sådan. Kort efter begyndte unge Ladislav sammen med sin farbror at overvære Jehovas Vidners møder, der blev holdt i hemmelighed. Selvom det gjorde hans forældre vrede, fortsatte han med at komme til møderne og voksede åndeligt.

Da Ladislav i 1952 blev indkaldt til at gøre militærtjeneste, gjorde han klart og tydeligt rede for sit kristne neutrale standpunkt. Officerer underkastede ham mange forhør i forsøg på at indrullere ham i hæren ved at tvinge ham til at sværge den troskab. På et tidspunkt førte de ham til en kaserne hvor 12.000 rekrutter var samlet for at aflægge denne troskabsed. Nogle soldater stillede Ladislav op foran dem alle og anbragte en riffel på hans skulder. Han smed den med det samme fra sig. Soldaterne sagde over højttaleren så alle kunne høre det, at hvis Ladislav gjorde det igen, ville han blive skudt. Da det skete anden gang, førte de ham bort og skubbede ham ned i et flere meter dybt bombekrater. Der blev givet ordre til at henrette ham. En soldat skød to gange ned i krateret, og mændene vendte tilbage til kasernen. Men broderen var ikke blevet ramt!

Om natten hentede nogle befalingsmænd Ladislav op af bombekrateret og bragte ham til et fængsel i Sarajevo. Man præsenterede ham for et brev hvori der stod at andre med samme tro som hans var gået på kompromis og sat på fri fod. Han, derimod, sad bare og rådnede op i fængselet sammen med kriminelle. Gentagne gange pressede befalingsmændene Ladislav ved at bringe disse emner på bane igen og igen. Men Ladislav tænkte som så: ’Begyndte jeg at tjene Jehova på grund af en bestemt person? Nej! Er jeg her for at behage mennesker? Nej! Er mit liv styret af hvad andre siger, tænker eller gør? Nej!’

Den måde Ladislav ræsonnerede på, skyldtes hans bibelkundskab, og det hjalp ham til at forblive trofast i fængselet. Han blev løsladt fire og et halvt år senere. Senere virkede han som kredstilsynsmand, og hans hengivne kone og åndelige søster, Anica, var en støtte for ham i denne tjeneste.

I området omkring Zagreb i Kroatien gennemgik brødrene distrikterne systematisk, men dog på en måde der ikke tiltrak sig andres opmærksomhed. En af de strategier de benyttede, var at aflægge hver tiende husstand et besøg. Hvis forkynderne for eksempel blev bedt om at begynde ved det første hus, besøgte de altså dem der boede i hus nr. 1, 11, 21, 31 og så videre. Mange lærte Jehova at kende fordi forkynderne gjorde sig disse anstrengelser. På grund af de vanskeligheder der var med at forkynde fra hus til hus, forkyndte brødrene dog hovedsagelig uformelt.

Veronika Babić var født i Kroatien, og hendes familie begyndte at studere Bibelen i midten af 1950’erne. Efter sin dåb i 1957 flyttede hun med sin mand til Sarajevo i Bosnien. Milica Radišić fra Slavonien i den østlige del af Kroatien blev døbt i 1950. Også hendes familie flyttede til Bosnien.