Inden længe havde de fundet et værksted der lå centralt i Zagreb, Kroatien. De omdannede det til en smuk rigssal med cirka 160 siddepladser og byggede et lille kontor til trykning af publikationer. Denne rigssal, der også fungerede som stævnehal, blev taget i brug i 1957 da man afholdt det første områdestævne for Jehovas Vidner fra alle dele af Jugoslavien. Nogle få år senere købte brødrene et hus i midten af Zagreb på Kamaufova-gade. Dette hus blev brugt af betelfamilien helt frem til 1998.

ORGANISATIONSMÆSSIGE FORBEDRINGER STYRKER BRODERSAMFUNDET

I 1960 fik rejsende tilsynsmænd til opgave at hjælpe og opmuntre menighederne. Nogle brødre blev spurgt om de kunne tjene som kredstilsynsmand i weekenderne. Disse brødre brugte villigt deres fritid på at rejse omkring og opmuntre vennerne og fremme enheden.

„Jeg tjente som kredstilsynsmand i weekenderne i cirka et år ledsaget af min kone, og senere gjorde vi det på heltidsbasis,“ fortæller Henrik Kovačić, der er medlem af afdelingskontorets udvalg i Kroatien. „Brødrene levede under kummerlige forhold, og vi boede ofte steder hvor der ikke var rindende vand eller toilet med træk og slip. Men brødrene og søstrene var meget taknemmelige for vores besøg og viste os stor kærlighed og gæstfrihed. Det var nærmest kutyme at de overlod os deres seng og gav os et måltid mad, til trods for at de havde meget lidt at gøre med. I nogle menigheder flyttede vi hver dag til et nyt hjem for ikke at ligge nogen til byrde.“

[Ramme/​illustration på side 179]

’Er det tilladt at folk taler om fodbold?’

HENRIK KOVAČIĆ

FØDT 1944

DØBT 1962

PROFIL Han har tjent som rejsende tilsynsmand i weekenderne i 1973, og fra 1974 til 1976 fik han til opgave at virke som kredstilsynsmand på heltidsbasis. Han er nu medlem af afdelings- kontorets udvalg i Kroatien.

VI VIDSTE aldrig om vi kom hjem fra tjenesten, og vi blev ofte arresteret og forhørt af politiet. Mange havde forkerte opfattelser af vores arbejde.

Engang fik jeg at vide på en politistation at vi kun havde tilladelse til at tale om Gud på steder der var indregistrerede til det formål, og ikke på gader eller fra hus til hus. Jeg opsendte en kort bøn til Jehova, ligesom Nehemias, og bad ham hjælpe mig til at finde de rigtige ord. Derefter spurgte jeg ham der forhørte mig: „Er det kun tilladt at folk her taler om fodbold når de er på stadionet, eller er det også tilladt andre steder?“ Han svarede at folk har lov til at tale om fodbold hvor som helst. Derpå sagde jeg: „Så har man vel også lov til at tale om Gud hvor som helst, ikke bare i en kirke eller i en bygning hvor man tilbeder Gud.“ Forhøret stod på i fem timer, men min forkyndermakker og jeg blev løsladt.

Når min kone, Ana, og jeg ser tilbage på vores 40 års tjeneste, kan vi oprigtigt sige at vi ikke ville have byttet den for noget som helst. Vi har sammen haft den forret at hjælpe næsten 70 mennesker til at lære sandheden at kende. Enhver opgave som Jehova giver os, kan kun berige vores liv.