Forkynderne i Kroatien havde fået den nødvendige hjælp, men hvordan kunne de nu hjælpe deres trosfæller i Bosnien? Lastbiler der var læsset med 16 tons fødevarer og brænde, kørte mod den bosniske grænse. Det var meget farligt, for der blev rapporteret om militære enheder der på forbryderisk måde tog sagen i egen hånd. Ethvert møde med disse grupper kunne betyde at man mistede nødforsyningerne, og at de der transporterede dem, blev slået ihjel.

En broder fortæller: „Vi kørte gennem skovbevokset terræn og passerede den ene kontrolpost efter den anden. Nogle gange måtte vi køre langs frontlinjerne, men trods faren ankom vi sikkert til Travnik i Bosnien. En soldat som havde hørt at vi var kommet, løb hen til det hus hvor brødrene var samlet. ’Jeres folk er her med deres lastbiler,’ råbte han. I kan sikkert forestille jer hvor glade brødrene blev. Vi bar madvarer ind i huset, vekslede nogle få ord med dem, men måtte så hurtigt videre. Vi skulle også andre steder hen.“

Mange brødre skrev til Betel i Zagreb for at udtrykke deres værdsættelse af den hjælp de havde modtaget. „Mange tak for det store arbejde I gør, så vi regelmæssigt kan få åndelig føde,“ skrev en menighed. „Også tak for nødhjælpen vi har modtaget; brødrene har virkelig brug for den. Vi takker jer af hele vores hjerte for alt det I har gjort, og for jeres kærlige omsorg.“

I et andet brev stod der: „Flere af brødrene er flygtninge, og nogle har slet ingen indtægt. Da de modtog hjælp og så hvor meget der var, fik de tårer i øjnene. Den kærlige omsorg, den gavmildhed og uselviskhed som deres trosfæller viser, har gjort et dybt indtryk og har været til stor opmuntring for dem.“

[Illustrationer på side 209]

Nødhjælpsforsyninger blev oplagret i Zagreb, Kroatien