Derudover indbød man nogle ægtepar fra europæiske lande som havde lært det lokale sprog, til at tjene i Kroatien.

Et af disse ægtepar, Heinz og Elke Polach fra Østrig, havde været specialpionerer i det jugoslaviske distrikt i Danmark da de blev inviteret til Kroatien i 1991. Krigen begyndte netop som de var kommet i rejsetjenesten. Den første kreds omfattede den dalmatiske kyst og dele af Bosnien, områder som alle var berørt af krigen. „Det var en udfordring at besøge menighederne i krigstid,“ siger Heinz. „På grund af farerne kunne vi ikke bruge vores egen bil, så vi var afhængige af det ustabile bussystem. Vi kunne ikke tage meget med os — kun et par kufferter og en skrivemaskine.

Vi måtte være opfindsomme. Engang da vi rejste mellem Tuzla og Zenica stoppede nogle soldater vores bus. De fortalte os at det var for farligt at fortsætte. Alle i bussen måtte stå af. Vi vidste imidlertid at vores brødre i Zenica ventede os, så vi begyndte at spørge andre om de kunne tage os med. Endelig var der en lastbilkonvoj med papirerne i orden som var villig til at give os et lift. Vi udnyttede tiden på landevejen til at forkynde for chaufføren, som viste sig at være meget lydhør.

Endnu en gang var vi tvunget til at stoppe på grund af kampe, og det blev nødvendigt at benytte bivejene. De var i en dårlig forfatning, og sneen gjorde det ikke nemmere. Ofte måtte vi standse for at hjælpe andre lastbiler der sad fast i sneen. På et tidspunkt blev vi beskudt og var tvunget til hurtigt at forlade området. Vi nåede så langt som til Vareš, cirka 50 kilometer fra vores bestemmelsessted, og dér måtte vi gøre holdt for natten.

Chaufføren sov på sæderne mens Elke og jeg sad tæt op ad hinanden bagerst i førerhuset og prøvede at holde varmen. Jeg følte det som den længste nat i mit liv. Men da vi den næste dag endelig nåede Zenica, var brødrene meget lykkelige for at se os. Det var det hele værd! De havde hverken rindende vand eller elektricitet, men de gjorde alt hvad de kunne, for at vise os gæstfrihed. Skønt de var materielt fattige, var de åndeligt rige, og deres kærlighed til sandheden var overstrømmende.“

[Illustration på side 215]

Elke og Heinz Polach