Katharerne — Var de kristne martyrer?

„DRÆB dem alle, Gud kender sine.“ En sommerdag i 1209 blev befolkningen i Béziers i Sydfrankrig dræbt. Munken Arnold Amalric, der var udnævnt som pavelig legat i spidsen for de katolske korsfarere, viste ingen barmhjertighed. Da hans mænd spurgte hvordan de kunne skelne katolikker fra kættere, gav han efter sigende det nedrige svar der er citeret ovenfor. Katolske historikere udvandede svaret til: „Vær blot rolige. Ikke mange ville være blevet omvendt.“ Uanset hvordan hans svar helt nøjagtigt lød, blev resultatet at mindst 20.000 mænd, kvinder og børn blev nedslagtet af omkring 300.000 korsfarere som var anført af prælater fra den katolske kirke.

Hvad forårsagede denne massakre? Dette var blot begyndelsen til Albigenserkrigen, som Pave Innocens III foranstaltede mod såkaldte kættere i provinsen Languedoc i Sydfrankrig. Da dette korstog sluttede, omkring 20 år senere, havde muligvis en million mennesker — katharer eller albigensere, valdensere og endda mange katolikker — mistet livet.

Religiøse afvigere i middelalderens Europa

Den voksende handel i det 11. århundrede medførte store forandringer i den sociale og økonomiske struktur i middelalderens Europa. Byer skød op for at huse det voksende antal håndværkere og handelsfolk. Det gav grobund for nye idéer. Nye religiøse holdninger slog rod i Languedoc, hvor en bemærkelsesværdig tolerant og fremskridtsvenlig befolkning trivedes mere end noget andet sted i Europa. Med hensyn til velstand var Toulouse i Languedoc nummer tre på ranglisten over kirkeprovinsernes hovedstæder i Europa. Der var mange troubadourer i denne del af verden, og nogle af deres lyriske sange handlede om politiske og religiøse emner.

Opslagsværket Revue d’histoire et de philosophie religieuses beskriver den religiøse situation i det 11. og 12. århundrede med disse ord: „I det 12. århundrede, som i det foregående århundrede, fortsatte man med at sætte spørgsmålstegn ved præsternes moral, deres velstand, deres korruption og deres umoralitet, men det var hovedsagelig deres rigdom og magt, deres rænkespil med de verdslige myndigheder og deres underdanighed der blev kritiseret.“

Omvandrende prædikanter

Selv pave Innocens III erkendte at den udbredte korruption inden for kirken havde skylden for det voksende antal af omvandrende prædikanter med afvigende meninger, især i Sydfrankrig og i Norditalien. Størstedelen af disse var enten katharer eller valdensere. Han kritiserede voldsomt præsterne for ikke at undervise folket, idet han sagde: „Børnene er sultne efter brød, men I vil ikke dele med dem.“ I stedet for at fremme bibelundervisningen blandt folket, hævdede pave Innocens III imidlertid: „Den guddommelige skrift er så dyb at hverken de jævne og ulærde eller de kloge og lærde fuldt ud kan forstå den.“ Bibellæsning blev forbudt for alle undtagen præsteskabet, som kun måtte læse Bibelen på latin.

For at modarbejde de anderledestænkende omvandrende prædikanter oprettede paven Prædikebrødrenes Orden eller Dominikanerordenen. I modsætning til det luksuselskende præsteskab skulle disse tiggermunke være omrejsende prædikanter der havde til opgave at forsvare den katolske ortodoksi mod „kættere“ i Sydfrankrig. Paven udsendte også pavelige legater for at prøve at tale katharerne til fornuft og bringe dem tilbage til den katolske fold. Eftersom disse anstrengelser mislykkedes og en af hans legater sandsynligvis blev dræbt af en kætter, indledte pave Innocens III Albigenserkrigen i år 1209. Katharerne havde især mange tilhængere i byen Albi, og derfor omtalte kirkens historieskrivere katharerne som albigensere (fransk: Albigeois). Udtrykket blev også brugt som benævnelse for alle „kættere“ i dette område, deriblandt valdenserne. (Se rammen nedenfor.)

[Ramme på side 28]

Valdenserne

Hen imod slutningen af det 12. århundrede finansierede en rig købmand fra Lyon, Pierre Valdès, eller Peter Waldo, de første oversættelser af dele af Bibelen til forskellige provencalske dialekter, de folkesprog der blev talt i det sydlige og sydøstlige Frankrig. Som oprigtig katolik opgav han sin forretning og viede sit liv til at forkynde evangeliet. En fællesnævner for ham og mange andre katolikker der fulgte ham og blev omvandrende prædikanter, var deres afsky for det korrupte præsteskab.

Waldo vakte hurtigt de lokale gejstliges vrede. De fik paven overtalt til at forbyde hans offentlige forkyndelse. Historien fortæller at da han stod over for dette forbud, svarede han: „Vi bør adlyde Gud mere end mennesker.“ (Jævnfør Apostelgerninger 5:29.) Eftersom Waldo ikke ville holde op med at forkynde, blev han bandlyst. Hans tilhængere, valdenserne, eller „de fattige fra Lyon“, kæmpede nidkært for at følge i hans fodspor ved at forkynde to og to i folks hjem. Dette bevirkede at deres lære hurtigt bredte sig til det sydlige, østlige og dele af det nordlige Frankrig såvel som til Norditalien.

Valdenserne slog hovedsagelig til lyd for genoptagelsen af den tidlige kristendoms lære og skikke. De nægtede blandt andet at anerkende læren om skærsilden, bønner til afdøde, Mariadyrkelsen, bønner til helgener, tilbedelse af korset, aflad, den hellige nadver og barnedåb.b

Valdenserne bliver ofte forvekslet med katharerne, til trods for at deres lære står i skarp modsætning til katharernes ikkekristne, dualistiske lære. Denne forveksling skyldes hovedsagelig katolske polemikere som bevidst har forsøgt at kæde valdensernes forkyndelse sammen med albigensernes, eller katharernes, lære.