Er menneskeliv i for lav kurs?

„Det er en verden hvor menneskeliv ikke regnes for noget. Døden kan købes for nogle få hundrede pund [sterling], og det skorter ikke på folk der er villige til at udføre opgaven.“ — The Scotsman.

Verden blev chokeret da to unge i april 1999 rettede et voldeligt angreb mod elever og lærere på Columbine High School i Littleton, Colorado, og dræbte 15 personer. Efterforskningen viste at den ene af drabsmændene havde et Web-sted hvor han havde skrevet: „DØDE MENNESKER SIGER IKKE ÉN IMOD!“ Begge gerningsmænd døde under denne tragiske hændelse.

DER sker mord overalt i verden, og hver dag lider utallige mennesker en voldsom død. I 1995 var drabstallet i Sydafrika det højeste i verden, nemlig 75 pr. 100.000 indbyggere. I et sydamerikansk land hvor menneskeliv er i særlig lav kurs, blev over 6000 dræbt af politiske årsager i 1997. Dér er bestillingsmord en almindelig fremgangsmåde. En rapport om dette land oplyser: „Chokerende nok er antallet af mord på børn også steget voldsomt: I 1996 blev 4322 børn dræbt, hvilket er en 40 procents stigning på blot to år.“ Men selv børn er begyndt at myrde enten andre børn eller måske endog deres egne forældre. Menneskeliv er åbenbart i lav kurs.

Hvad skyldes „dødskulturen“?

Alle disse kendsgerninger og statistikker viser en dalende respekt for menneskeliv. Magtbegærlige og pengegriske mennesker slår ihjel uden de mindste samvittighedskvaler. Narkobaroner giver ordre til at hele familier bliver likvideret. Når de omtaler deres myrderier, bruger de ofte eufemismer som „eliminering“, „udradering“, „bortskaffelse“ og lignende udtryk. Folkedrab og etnisk udrensning har øget antallet af dødsofre og gjort menneskeliv endnu mindre værd. Mord hører derfor til dagens orden i tv-stationernes nyhedsprogrammer verden over.

Hvis vi dertil lægger den vold og ødelæggelse der forherliges i tv og film, lader det til at vores samfund nærer en sygelig interesse for døden. Herom siger opslagsværket Encyclopædia Britannica: „I sidste halvdel af det 20. århundrede blev døden mærkeligt nok et populært emne. Før den tid var døden, temmelig overraskende måske, et emne som i det store og hele blev undgået af de seriøse videnskabelige tænkere — og i mindre grad også af filosofferne.“ Josep Fericgla, en catalansk professor i etnologi, siger: „Døden er blevet det sidste tabuemne i vore samfund, og derfor er den i dag en af de vigtigste kilder til ideologisk manipulation.“

Det mest fremtrædende kendetegn ved denne „dødskultur“ er måske den udbredte opfattelse at magt, overhøjhed, penge og fornøjelser har langt større betydning end menneskeliv og moralske værdinormer.

Hvordan udbredes denne „dødskultur“? Hvad kan forældre gøre for at modvirke den negative påvirkning som de og deres børn udsættes for? Det er nogle af de spørgsmål som vil blive behandlet i de følgende artikler.

Hvordan bliver „dødskulturen“ fremmet?

„Der er flere tusind kilometers afstand mellem Kosovos traumatiserede flygtningebørn og amerikanske børn der udsættes for vold og andre smertelige oplevelser, men den følelsesmæssige afstand mellem dem er måske ikke så stor.“ — Marc Kaufman, The Washington Post.

Uanset om vi kan lide det eller ej, bliver vi alle direkte eller indirekte berørt af døden. Det gælder lige meget hvor vi bor — hvad enten det er et land der er hjemsøgt af voldelige konflikter, eller et land der har relativt stabile forhold.

„DØDSKULTUREN“ kommer til udtryk i den hyppige forekomst af depressioner, angst, stofmisbrug, aborter, selvdestruktiv adfærd, selvmord og massemord vi ser i dag. Professor Michael Kearl fra The Department of Sociology and Anthropology of Trinity University i San Antonio, Texas, har om den måde hvorpå der manipuleres med emnet døden, sagt: „Her i slutningen af det tyvende århundrede [1999] er det tydeligt at . . . man i stigende grad erkender at døden er drivkraften bag samfundsordenens opretholdelse, vitalitet og struktur. Døden er inspirationskilde for kunsten, den lægevidenskabelige teknologi samt vore religioner, livsanskuelser og politiske ideologier. Den fremmer salget af aviser og forsikringspolicer, giver tv-programmer dramatik og . . . sætter endog skub i industrien.“ Lad os betragte nogle eksempler på hvordan „dødskulturen“ kommer til udtryk i vor tid.

Våbensalg

„Dødskulturen“ ytrer sig daglig ved salget af våben. Våben bruges til at dræbe soldater, men de fleste af ofrene er civile, deriblandt uskyldige kvinder og børn. I enhver form for krig er menneskeliv i lav kurs. Hvad koster en snigmorders eller en snigskyttes projektil?

I nogle lande er der let adgang til våben, og det har resulteret i en skræmmende og konstant stigning i antallet af dræbte, såvel enkeltpersoner som grupper af mennesker. Efter skudepisoden på skolen i Littleton i Colorado lød der protester mod det udbredte salg af våben og mod at mindreårige havde så let adgang til dem. I USA er antallet af børn som lider en voldelig død, alarmerende — gennemsnitlig 40 om ugen ifølge tidsskriftet Newsweek. Af disse bliver næsten 90 procent dræbt ved skyderier. Det svarer til at der hvert år bliver begået 150 massakrer som den der skete i Littleton.

Underholdningsverdenen

Døden bliver også udnyttet som tema i filmbranchen. Film kan for eksempel forherlige umoralitet, vold, narkohandel eller organiseret kriminalitet, og derved kommer menneskeliv og moralprincipper til at stå i lav kurs. Nogle film kaster ligefrem et romantisk skær over døden ved at skildre myten om at man lever videre efter døden, og at nogle vender tilbage for at besøge de levende — hvilket blot er med til at bagatellisere døden.

Det gælder også tv-programmer og visse former for musik. Ifølge nyhedsrapporter var de to unge drabsmænd i Littleton store fans af en rockstjerne, der er kendt for „tvekønnethed, brug af sataniske billeder“ og sange „om oprør og død“.

I USA blev den måde tv-programmer klassificeres på, revideret for at beskytte unge mod at se programmer der kan påvirke dem negativt. Men denne fremgangsmåde har virket stik imod hensigten. Jonathan Alter, som skriver i Newsweek, siger at det „kan give børnene endnu større lyst til den forbudne frugt“. Han tilføjer at præsident Clinton, for at gøre de ansvarlige til skamme og tvinge dem til at reducere tv-volden, ville være nødt til „at offentliggøre navnene på alle de store selskaber (og deres direktører)“ som ikke alene laver film med knivstikkerier og indspilninger af ’gangsta rap’, men også producerer computerspil hvori børn kan „dræbe folk ’virtuelt’“.

Døden i videospil og på Internettet

I sin bog The Deathmatch Manifesto analyserer Robert Waring populariteten af de såkaldte deathmatch-spil blandt de unge.a Han mener at der i forbindelse med dette fænomen er opstået et undergrundssamfund af spillere. Spillene er ikke undervisende; de lærer hvordan man slår ihjel. „At spille med en levende modstander der bor et eller andet sted i verden, og forsøge at demonstrere sin kunnen er en stærk oplevelse. Det er meget let at blive fuldstændig opslugt af det,“ bemærker Waring. Unge bliver fanget af de tredimensionelle billeder der danner rammen om de blodige kampe. Nogle der ikke har adgang til Internettet, køber videospil som kan spilles på fjernsynet. Andre besøger spillesteder hvor man kan leje videospilmaskiner og dræbe andre spillere ’virtuelt’.

„Deathmatch-spil“ klassificeres efter spillernes alder, men sandheden er at der føres meget lidt kontrol med om et sådant mærkningssystem respekteres. Eddie, der er 14 år og bor i USA, siger: „Folk siger som regel at man ikke er gammel nok, men de hindrer ikke én i at købe [spillet].“ Eddie er særlig glad for et spil der indeholder bloddryppende skuddueller. Hans forældre ved det godt og bryder sig ikke om det, men det er sjældent at de kontrollerer om han spiller det. En teenager er kommet til denne konklusion: „Vores generation er langt mere ufølsom over for vold end nogen anden generation har været. Fjernsynet opdrager børnene mere end deres forældre gør, og appellerer til børnenes voldsfantasier.“ John Leland, der skriver i Newsweek, siger: „Hele 11 millioner teenagere [i USA] er nu online, hvilket betyder at en større og større del af børnenes barndom foregår i et miljø der er utilgængeligt for mange forældre.“

Måder at leve på som fører til døden

Lad os nu betragte den verden der er uden for „deathmatch-spil“ og voldsfilm. I det virkelige liv behøver vi ikke at udkæmpe dueller på liv og død med mærkelige væsener, men mange har en selvdestruktiv livsstil. For eksempel er rygning og stofmisbrug voksende problemer, og det til trods for at familien, sundhedsvæsenet og andre instanser advarer om faren ved sådanne sundhedsskadelige vaner. I mange tilfælde resulterer de i en for tidlig død. Men storindustrien og narkohandlerne bliver ved med at udnytte folks angst, håbløshed og åndelige fattigdom for at skaffe sig uretmæssig vinding.

Hvem står bag alt dette?

Fremholder Bibelen døden som et passende emne til underholdning? Kan en livsstil der fører til døden, retfærdiggøres? Nej. Sande kristne er tværtimod enige med apostelen Paulus om at døden er en fjende. (1 Korinther 15:26) Kristne betragter ikke døden som noget tillokkende og sjovt, men derimod som noget unaturligt, et direkte resultat af synd og oprør mod Gud. (Romerne 5:12; 6:23) Døden har aldrig været en del af Guds oprindelige hensigt med menneskene.

Bibelen siger at Satan har „magt til at forårsage død“. Han omtales som „en manddraber“, ikke nødvendigvis fordi han direkte dræber nogen, men fordi han bedrager og forleder til synd, tilskynder til en adfærd der fører til fordærv og død, og fremelsker en morderisk indstilling i mænds, kvinders og børns sind og hjerte. (Hebræerne 2:14, 15; Johannes 8:44; 2 Korinther 11:3; Jakob 4:1, 2) Men hvorfor er de unge særlig udsatte for angreb? Hvad kan man gøre for at hjælpe dem?

[Fodnote]

[Illustration på side 7]

„Vores generation er langt mere ufølsom over for vold end nogen anden generation har været“

Hjælp unge til at undgå „dødskulturen“

Hvad skyldes de unges fascination af døden? Henry Hyde, der er medlem af Repræsentanternes Hus i Illinois i USA, siger: „Disse unge har et åndeligt tomrum som bliver udfyldt med døds- og voldskulturen.“

EN AF bladet Times’ læsere har skrevet: „Det er dovne forældre, voldspræget underholdning og mangelen på et moralsk og åndeligt fundament som er skyld i den dødsorienterede subkultur blandt vore unge i dag.“

Et andet stort problem som plager unge, er ensomhed. Nogle vokser op i hjem hvor begge forældre er udearbejdende og væk det meste af dagen. Andre bor kun sammen med den ene af forældrene. Ifølge en kilde er unge i USA hver dag alene i cirka 3 ¹/₂ time, og de tilbringer hver uge 11 timer mindre sammen med deres forældre end de unge gjorde i 1960’erne. Nogle unge får faktisk slet ingen følelsesmæssig støtte fra deres forældre og er så godt som aldrig sammen med dem.

Hvad forældrene kan gøre

Hvor vigtig en rolle spiller forældrene i betragtning af det „åndelige tomrum“ som mange unge befinder sig i? Kloge forældre erkender at deres børn ikke alene har behov for sund underholdning, men også for regelmæssigt at få personlig støtte. Motiveret af kærlig omsorg bør forældrene tale med deres børn om hvad de kan lide af musik, tv-programmer, film, bøger og videospil. Selv om de måske ikke giver udtryk for det, hungrer mange unge efter at deres forældre viser dem hengivenhed og giver dem kærlig vejledning. De har brug for klare og direkte svar fordi de lever i en verden der er præget af stor usikkerhed. De voksne må forstå at den verden deres børn lever i, er meget mere kompliceret end den verden de selv befandt sig i da de var børn.

Forældre som ønsker at beskytte deres børn, må tale regelmæssigt med dem, lytte opmærksomt til dem og advare dem mod farerne i det moderne samfund. Når forældrene sætter faste grænser, er konsekvente, rimelige og kærlige over for deres børn, vil det almindeligvis medføre gode resultater. — Mattæus 5:37.

Forældre der er Jehovas Vidner, bestræber sig for at have regelmæssige drøftelser med deres børn hvor de bruger Bibelen og bibelske publikationer og videofilm som udgangspunkt.a De benytter ikke sådanne lejligheder til at skænde på børnene, men til at tale om noget åndeligt opbyggende. Under disse familiedrøftelser viser forældrene børnene personlig opmærksomhed ved at lytte til de problemer hvert enkelt barn måtte have.

Unge som ikke får åndelig vejledning fra deres forældre, kan blive styrket af ordene i Salme 27:10: „Om så min fader og min moder forlod mig, da ville Jehova tage mig til sig.“ Hvordan hjælper Jehova, den inderlige barmhjertigheds Fader, de unge? Jehovas Vidners menigheder har været et fristed hvor mange har mødt kærlighed og fået svar på deres tvivlsspørgsmål. En ung mand ved navn Josías der erfarede dette, siger: „Jehovas organisation spiller en betydningsfuld rolle. Jeg følte ikke at livet var værd at leve. Mit liv syntes meningsløst og håbløst. Da jeg blev klar over at jeg ikke var alene, blev mit liv fuldstændig forandret. Brødrene i menigheden gjorde det ud for den familie jeg havde mistet. De ældste og familierne i menigheden er i følelsesmæssig forstand som et anker.“

Faktisk har mange unge og voksne forbedret deres mentale og åndelige sundhed ved planmæssigt at overvære Jehovas Vidners møder. Antropologen Patricia Fortuny har i sit essay Los Testigos de Jehová: una alternativa religiosa para enfrentar el fin del milenio (Jehovas Vidner: Et religiøst alternativ ved årtusindets slutning) sagt følgende om denne positive virkning: „Jehovas Vidner tilbyder klare og tydelige anvisninger som man kan bruge i hverdagen, en pålidelig moralkodeks der tjener som en rettesnor for tankegang og handling.“ De „tydelige anvisninger“ og den „moralkodeks“ der her henvises til, bygger på Bibelen. Jehovas Vidner har, som alle andre, problemer og bekymringer, men de henter styrke i den enestående visdom der ligger i denne gamle bog. Ja, Jehovas Vidner støtter sig til Bibelens klare lære og principper.

Når ’døden ikke skal være mere’

Den undervisning der gives i Jehovas Vidners rigssale, fokuserer igen og igen på Guds løfte om en ny verden som snart vil blive indført. Det vil være en verden „hvori retfærdighed skal bo“, og hvor „ingen får dem til at skælve“. (2 Peter 3:13; Mika 4:4) Profeten Esajas skriver at Gud til den tid „vil opsluge døden for bestandig“, og at „den suveræne Herre, Jehova, vil tørre tårerne af alle ansigter“. På grund af det første menneskes, Adams, synd blev menneskeheden underlagt døden, men Gud lover at ’døden ikke skal være mere’. — Esajas 25:8; Åbenbaringen 21:3, 4; Romerne 5:12.

Hvis du er ung og gerne vil have hjælp, vil vi tilskynde dig til at være fortrøstningsfuld og finde noget at leve for ved hjælp af Bibelen. Med Jehovas Vidners hjælp kan du få håb om at opleve den storslåede tid der venter forude — den nye verden som Gud har lovet.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 10]

„Jehovas Vidner tilbyder klare og tydelige anvisninger som man kan bruge i hverdagen“

[Illustration på side 9]

Forældre bør tage sig tid til at lytte opmærksomt til deres børn og prøve at forstå deres problemer