[Illustration på side 85]

Øverst: Eugene Richardson, der blev døbt som 17-årig, tjente som nidkær pioner

Eugene Richardson begyndte at lære om Jehova da han var 15 år. Selv om han ikke havde noget egentligt bibelstudium, gjorde han stadige fremskridt ved at overvære alle møderne, og han blev døbt som 17-årig. I 1956 blev han udnævnt til pioner og stod nu over for et stort problem — han havde ikke noget transportmiddel. Han siger: „Det distrikt jeg fik tildelt, lå 20 kilometer fra mit hjem, så for at løse problemet byttede jeg mit piano væk for en cykel. Min familie var lamslået over denne handel, og her, 40 år efter, taler de stadig om det. Men det viste sig at være en meget praktisk løsning for mig. Særlig da jeg fire måneder senere blev udnævnt til specialpioner i Banda Abao, hvor ingen tidligere havde forkyndt.“

Forkyndelsen påbegyndes i nye områder

Banda Abaos opland, som lokalt kaldes kunuku, ligger på vestsiden af Curacao og dækker næsten det halve af øen. Landskabet er let kuperet og grønnere end resten af øen. Da husene ligger spredt, tager det lang tid at gennemarbejde distriktet. Clinton Williams, som også var en ung og nidkær pioner, sluttede sig til Eugene, og sammen gik de i gang med at forkynde i dette nye pionerdistrikt. Eugene siger om den tid: „Sammenlignet med resten af øen var det et vanskeligt distrikt. Selv om folk var meget venlige og nemme at få i tale, kunne vi ikke komme nogen vegne med dem. Men vi arbejdede i distriktet i to år og havde nogle dejlige oplevelser. Den første måned mødte jeg en mand som sagde at hvis vi kunne bevise at Guds rige var blevet oprettet i 1914, ville han blive et af Jehovas Vidner. Og det blev han, og sammen med ham hans kone og børn. Senere mødte jeg en dame som fortalte at hendes nevø interesserede sig meget for Bibelen. Jeg kom tilbage samme aften for at forkynde for ham. Han hed Ciro Heide og var en åben og udadvendt person.“

Vi lader Ciro selv fortælle hvad der skete: „Jeg var en nidkær katolik og kendte katekismen så godt at jeg kunne undervise i den i skolen. Men der var noget jeg altid havde spekuleret over. Jeg kunne ikke forstå at det skulle være en dødssynd at forsømme at gå i kirke, og at man ville komme i helvede hvis man ikke straks bekendte denne synd. En dag kom en ung mand cyklende hjem til os og talte med min tante om Bibelen. Da hun vidste at jeg interesserede mig for religion, foreslog hun ham at komme igen når jeg var hjemme. Jeg var opsat på at møde ham, for jeg mente at jeg vidste mere om religion end han. Eugene kom samme aften for at træffe mig. Jeg var forbløffet da han henviste til at der i den apostolske trosbekendelse, som jeg fremsagde hver dag, siges at Jesus kom i helvede. (På dansk siges der dødsriget.) Jeg havde aldrig tænkt nærmere over betydningen af de ord fordi jeg altid bare lirede dem af. Det der gjorde størst indtryk på mig, var at Eugene kunne forklare alt ud fra Bibelen, og selv kunne jeg ikke finde et eneste skriftsted. Fra det øjeblik ændrede mit liv sig drastisk, for jeg begyndte straks at studere.“ Trods modstand fra sin kone blev Ciro senere døbt, og som følge af hans gode eksempel indviede hun også sit liv til Gud. De har nu tjent Jehova i 30 år, og Ciro har været ældste i 25 år.

I 1958 overværede Eugene Gileadskolen og blev sendt tilbage til Banda Abao, hvor det stadig var svært at komme rundt. Han fortæller: „Vi var nogle gange 13 brødre som skulle i forkyndelsen, og vi havde kun én bil — min. Jeg måtte derfor køre 30 kilometer hver vej to gange. Når den første gruppe forkyndere var sat af i distriktet, skyndte jeg mig tilbage efter det andet hold. Sidst på eftermiddagen måtte jeg igen køre to gange for at alle brødrene kunne komme hjem. Men vi tilbragte hele dagen i tjenesten. Det var udmattende, men meget glædebringende.“ Eugene fik også den forret at virke i rejsetjenesten i nogle år.

Det har altid været et problem for pionererne at finde et passende sted at bo, og Eugene husker at han måtte renovere et tomt hus der havde været brugt til geder. Det tog ham flere uger at få lugten ud af huset.