Illustration på side 78]

Fra venstre mod højre: Russell og Hazel Yeatts, som udgik fra Gileadskolens 6. klasse,

De første missionærer ankommer til Curacao

Den 16. maj 1946 ankom Thomas Russell Yeatts og hans kone, Hazel, til Curacaos næsten urørte distrikt efter at være udgået fra Gileadskolens 6. klasse. Broder Yeatts skulle få stor indflydelse på arbejdet på øerne, for han blev i sit distrikt i over 50 år indtil sin død i 1999. Bortset fra en kort afbrydelse førte han tilsyn med afdelingskontoret fra 1950 til 1994. Han var altid i godt humør, fuld af optimisme, havde en urokkelig tro og kunne glæde sig over at følge den store vækst i forkyndelsesarbejdet.

Hazel, som var en loyal støtte for sin mand, er trofast blevet i sit distrikt indtil denne dag og er til opmuntring for alle. Hun husker deres ankomst til lufthavnen og den varme modtagelse de fik af broder Naarendorp og broder Van Marl, samt Clement Fleming, som dengang var en interesseret.

Clement var kommet i besiddelse af bogen Børn, havde læst den og var blevet overbevist om at han havde fundet sandheden. Som ung havde han forladt den katolske kirke fordi han ikke sympatiserede med det den lærte. Senere fik han kontakt med Jehovas Vidner og var derfor til stede da de første missionærer blev budt velkommen. I juli 1946 blev han døbt af den nye missionær, Russell Yeatts. Broder Fleming, der stadig er forkynder, siger: „Selv om jeg nu er 93 år, har jeg ikke opgivet håbet om at være blandt dem der overlever Harmagedon og kommer ind i den nye verden uden at smage døden.“ Hans tro og udholdenhed tjener som et godt eksempel.

Hazel fortæller: „Vi blev fulgt fra lufthavnen og hen til den toværelses lejlighed vi skulle bo i. Den lå oven over en forretning som handlede med grisehaler og tørrede, saltede fisk. Lejligheden var ikke møbleret og havde heller intet badeværelse, så vi måtte tage bad nedenunder i de første seks måneder, hvorefter vi fandt et bedre sted at bo.“ Selv om Hazel gang på gang fik dysenteri, lod hun og Russell sig ikke afskrække. Flere år senere skrev han: „Det der gør livet interessant, især for Jehovas tjenere, er hverken forholdene, landskabet eller sproget, men menneskene. Og dem finder man uanset hvor man kommer hen.“

Mens disse modige missionærer lærte det lokale sprog, papiamento, kunne de undervise indbyggerne på Curacao i det rene sprog, sandhedens lingua franca. Den første af de lokale der lærte dette sprog, var Camilio Girigoria, som blev døbt i 1950. Mens han arbejdede på et olieraffinaderi, havde han fået kontakt med sandheden gennem flere forskellige brødre, blandt andet Henricus Hassell, som var en nidkær forkynder. Den nu 78-årige Camilio er ældste og har hjulpet 24 frem til dåb. I 1946 oprettede missionærerne den første engelsktalende menighed på Curacao, men først i 1954 blev der oprettet en menighed for dem der talte papiamento.