En tiltrængt opmuntring

Efter den anden verdenskrig blev Slovakiet igen en del af Tjekkoslovakiet. Fra 1946 til 1948 holdt Jehovas Vidner landsstævner enten i Brno eller i Prag. Fra Østslovakiet rejste vi med særtog der var lejet til stævnedeltagerne. Man kunne kalde disse tog for „de syngende tog“, for vi sang under hele turen. — Apostelgerninger 16:25.

Jeg husker især områdestævnet i 1947 i Brno, hvor tre kristne tilsynsmænd fra hovedkontoret var til stede. En af dem var broder Nathan H. Knorr. For at annoncere det offentlige foredrag gik mange af os gennem byen med sandwichplakater hvorpå foredragets titel stod. Vores søn, Eduard, som dengang kun var ni år gammel, var meget ked af at han ikke fik en plakat. Brødrene lavede derfor nogle mindre plakater, ikke kun til ham, men også til mange andre børn. Denne gruppe af unge var meget ihærdige med at avertere foredraget!

I februar 1948 kom kommunisterne til magten. Vi vidste at det kun var et spørgsmål om tid inden myndighederne ville tage skridt til at begrænse forkyndelsen. I september 1948 blev der afholdt et områdestævne i Prag, og vi var meget spændte fordi vi ventede et forbud mod at samles offentligt, efter blot tre år med forsamlingsfrihed. Ved stævnets afslutning vedtog vi en resolution der i uddrag lød: „Vi, Jehovas Vidner, som er forsamlet her, . . . er besluttede på at øge vores lykkelige tjeneste endnu mere, og, ved Herrens ufortjente godhed, at holde ud deri både når tiden er gunstig og ugunstig, og at forkynde budskabet om Guds rige med endnu større nidkærhed.“

[Illustration på side 27]

Avertering af stævnet i Brno, 1947