De havde gjort regeringens embedsmænd opmærksomme på at de ville genoptage deres offentlige aktiviteter i januar 1990. Netop i denne måned blev der tilrettelagt et særligt program for alle menighederne. Temaet var: „Få gavn af at adlyde Guds befalinger.“ I virkeligheden var der tale om et totimers kredsstævne. Møderne var af beskeden størrelse, og man benyttede sig af lejede mødesale. En eller to menigheder samledes hvert sted. I foråret arrangerede man større kredsstævner.

Alt forløb glat i forbindelse med disse stævner. Man planlagde derfor at afholde et områdestævne — et firedages nationalt sommerstævne — i Prag. Til dette formål lejede man Evžen Rošický Stadion i Prag, og to medlemmer af Det Styrende Råd, broder Henschel og broder Jaracz, var med på programmet. Antallet af tilhørere nåede op på 23.876, og 1824 blev døbt. Stævnet var en ubetinget triumf for den sande tilbedelse. Stemningen lignede til forveksling den der havde hersket ved de polske stævner året før, men det her skete i hjemlandet, og det foregik på tjekkisk og slovakisk. Det store følelsesmæssige indtryk som denne begivenhed gjorde, gav sig udslag i både glade smil og tårer som udtryk for dybtfølt værdsættelse.

I 40 år var ordene „Jehovas Vidner“ kun blevet hvisket offentligt i Tjekkoslovakiet. Man havde sat de mest utrolige rygter i omløb om dette trossamfund, som ofte blev kaldt en „illegal sekt“. Nu kunne alle, også journalister, tage Jehovas Vidner nærmere i øjesyn. Pressens udtalelser om stævnet var i det store og hele positive. Man var forbavset over hvad Vidnerne havde udrettet på stadionet inden stævnet. De havde arbejdet i to måneder. Hen ved 9500 frivillige havde brugt 58.000 timer til at gøre grundigt rent, reparere bænkene, forbedre kloaksystemet og hvidte hele stadion. En journalist fra dagbladet Večerní Praha (Prags aftenavis) var forbløffet over de smilende ansigter, det pæne sprog og den harmoniske blanding af deltagere fra alle dele af Tjekkoslovakiet og andre lande.