Jeg lærte at stole på Jehova

FORTALT AF JÁN KORPA-ONDO

Året var 1942, og jeg blev bevogtet af ungarske soldater i nærheden af Kursk i Rusland. Vi var blevet fængslet af aksemagterne, der kæmpede mod Rusland under den anden verdenskrig. Min grav var gravet, og jeg fik ti minutter til at beslutte om jeg ville skrive under på at jeg ikke længere var et af Jehovas vidner. Inden jeg fortæller hvad der skete derefter, må jeg hellere give jer forhistorien.

JEG blev født i 1904 i landsbyen Zahor, der ligger i det der nu er det østlige Slovakiet. Da den første verdenskrig sluttede, blev Zahor en del af den nyligt oprettede republik Tjekkoslovakiet.

Svære prøvelser

I 1938 blev vort område underlagt Ungarn, som stillede sig på Tysklands side under den anden verdenskrig. På det tidspunkt var der omkring 50 Jehovas vidner i vores landsby med mindre end tusind indbyggere. Vi fortsatte med at forkynde selv om det var med fare for at miste både liv og frihed.

I 1940 blev jeg indkaldt til den ungarske hær. Hvad skulle jeg gøre? Jeg havde læst bibelprofetierne om folk der skulle smede deres våben om til redskaber til fredelig brug, og jeg vidste at Gud til sin tid ville standse al krig på jorden. (Salme 46:9; Esajas 2:4) Jeg var derfor kommet til at hade krig, og jeg besluttede at jeg ikke ville gå ind i hæren, uanset konsekvenserne.

Jeg blev idømt 14 måneders fængsel og afsonede min dom i Pécs i Ungarn. Fem andre forkyndere sad i det samme fængsel, og vi var glade for at kunne være sammen. I en periode sad jeg imidlertid i isolationscelle med lænker om fødderne. Når vi nægtede at udføre arbejde der støttede krigen, blev vi slået. Vi blev også tvunget til at stå ret hele dagen, bortset fra to timer ved middagstid. Det stod på i flere måneder. Men vi var glade, for vi havde en ren samvittighed over for Gud.

Under pres for at gå på kompromis

En dag kom en gruppe på 15 katolske præster for at forsøge at overbevise os om at det var vigtigt at vi støttede krigen ved at gå ind i hæren. I samtalens løb sagde vi: „Hvis I kan bevise ud fra Bibelen at sjælen er udødelig, og at vi vil komme i himmelen hvis vi dør i krigen, vil vi melde os til hæren.“ Det kunne de selvfølgelig ikke, og de havde ikke lyst til at tale med os mere.

I 1941 havde jeg afsonet min fængselsstraf, og jeg så frem til at blive genforenet med min familie. I stedet for blev jeg ført i lænker til en militærbase i Sárospatak i Ungarn. Da jeg ankom, fik jeg mulighed for straks at blive løsladt. „Det eneste du skal gøre, er at underskrive dette løfte om at du vil betale 200 pengö når du kommer hjem,“ sagde de.

„Hvordan er det muligt?“ spurgte jeg. „Hvad skal pengene bruges til?“

„For pengene modtager du en attest på at du er blevet kasseret ved hærens lægeundersøgelse.“

Jeg stod nu over for en vanskelig beslutning. I over et år var jeg blevet udsat for en umenneskelig behandling; jeg var udmattet. Nu kunne jeg blive fri ved at betale nogle penge. „Jeg vil tænke over det,“ mumlede jeg.

Hvad skulle jeg gøre? Jeg havde kone og børn at tænke på. Omkring dette tidspunkt modtog jeg et brev med nogle opmuntrende ord fra en medkristen. Han citerede Hebræerbrevet 10:38, hvor apostelen Paulus citerer Jehovas ord: „’Men min retfærdige skal leve som følge af tro’, og ’hvis han unddrager sig har min sjæl ikke behag i ham’.“ Kort efter var der ved barakkerne to ungarske officerer som henvendte sig til mig, og den ene sagde: „Du aner ikke hvor meget vi respekterer dig fordi du så konsekvent holder fast ved Bibelens principper. Giv ikke op!“

Næste dag gik jeg hen til dem der havde tilbudt mig min frihed for 200 pengö, og sagde: „Eftersom Jehova Gud har tilladt at jeg er blevet fængslet, vil han også sørge for min løsladelse. Jeg vil ikke købe mig fri.“ Jeg blev derefter idømt ti års fængsel. Men der blev gjort flere forsøg på at få mig til at gå på kompromis. Retten tilbød at benåde mig hvis bare jeg ville tjene i hæren i to måneder, og jeg behøvede ikke engang at bære våben. Jeg afslog også dette tilbud og begyndte at afsone min fængselsstraf.

Forfølgelsen forværres

Jeg blev igen ført til fængslet i Pécs. Denne gang var torturen endnu værre end første gang. De bandt mine hænder på ryggen, hvorefter jeg blev hængt op i dem i cirka to timer. Det bevirkede at begge mine skuldre gik af led. Denne form for tortur blev gentaget over en periode på omkring et halvt år. Jeg kan kun takke Jehova for at jeg ikke gav op.

I 1942 blev en gruppe bestående af politiske fanger, jøder og 26 Jehovas vidner ført til byen Kursk i et område der var besat af de tyske tropper. Vi blev overgivet til tyskerne, og de satte fangerne til at bringe fødevarer, våben og tøj ud til soldaterne ved fronten. Som Jehovas vidner nægtede vi at udføre den slags arbejde, da det ville være et brud på vores kristne neutralitet. Som følge heraf blev vi sendt tilbage til ungarerne.

Til sidst blev vi indsat i det lokale fængsel i Kursk. I flere dage blev vi slået tre gange om dagen med politistave. Jeg fik et slag i tindingen og faldt om. Mens jeg blev slået, tænkte jeg: ’Det er ikke så vanskeligt at dø.’ Hele min krop var følelsesløs, så jeg mærkede ikke noget. I tre dage fik vi ikke noget at spise. Derefter blev vi stillet for retten, og seks blev dømt til døden. Mens dommen blev eksekveret, blev 20 af os holdt tilbage.

De trosprøver jeg blev udsat for i Kursk i oktober 1942, er de værste jeg nogen sinde har oplevet. Vi havde det som kong Josafat i det gamle Israel udtrykte det da hans folk befandt sig i en tilsyneladende håbløs situation: „I os er der ingen kraft over for denne vældige folkemængde som kommer imod os, og vi ved ikke hvad vi skal gøre, men vore øjne er vendt mod dig.“ — 2 Krønikebog 20:12.

Vi blev alle 20 taget med ud for at grave vores fælles grav mens vi blev bevogtet af 18 ungarske soldater. Da vi var færdige med at grave, fik vi at vide at vi havde ti minutter til at underskrive et dokument, som i uddrag lød: „Jehovas Vidners lære er forkert. Jeg vil ikke længere tro på den eller støtte den. Jeg vil kæmpe for Ungarn . . . Jeg bekræfter med min underskrift at jeg tilslutter mig den romersk-katolske kirke.“

Efter de ti minutter lød ordren: „Højre om. Marchér mod graven!“ Derefter kom befalingen: „Første og tredje fange ned i hullet!“ Disse to fanger fik yderligere ti minutter til at underskrive dokumentet. En af soldaterne sagde indtrængende: „Opgiv jeres tro, og kom op af graven!“ Der var dyb tavshed. Derefter skød den øverstbefalende officer dem begge to.

„Hvad med resten?“ spurgte en soldat den øverstbefalende officer.

„Bind dem,“ svarede han. „Vi vil tortere dem lidt mere og skyde dem klokken seks i morgen tidlig.“

Pludselig blev jeg bange, ikke for at dø, men for at jeg ikke kunne klare torturen og ville gå på kompromis. Jeg trådte derfor frem og sagde: „Hr. officer, vi har begået de samme synder som vore brødre der lige er blevet skudt. Hvorfor skyder I os ikke med det samme?“

Men det gjorde de ikke. Vi blev bundet med hænderne på ryggen og derefter hængt op i dem. Når vi mistede bevidstheden, smed de vand på os. Smerten var frygtelig fordi kroppens vægt fik skuldrene til at gå af led. Denne tortur fortsatte i omkring tre timer. Men pludselig kom der en ordre om at der ikke måtte skydes flere Jehovas vidner.

Forflyttet mod øst — derefter flugt

Tre uger senere marcherede vi i nogle dage i formation indtil vi nåede Don-flodens bred. De ansvarshavende sagde at vi ikke ville vende tilbage i live. Om dagen blev vi sat til formålsløst arbejde som at grave grøfter og derefter fylde dem op igen. Om aftenen havde vi mulighed for at bevæge os nogenlunde frit omkring.

Som jeg så situationen, havde vi to muligheder. Vi kunne enten vælge at dø dér, eller vi kunne flygte fra tyskerne og overgive os til russerne. Tre af os besluttede at foretage et flugtforsøg over den tilfrosne Don-flod. Den 12. december 1942 bad vi til Jehova og tog af sted. Vi nåede den russiske front og blev straks anbragt i en fangelejr med omkring 35.000 fanger. Det følgende forår var kun 2300 i live. Resten var døde af sult.