Forkyndelse i den ’brændende ildovn’

I årenes løb er der blevet skrevet meget om koncentrationslejrene og de lidelser som vores brødre har måttet gennemgå dér. Blandt dem som befandt sig i lejrene, var også Jehovas vidner fra Tjekkiet. Vi vil ikke dvæle ved detaljerne i den mishandling de blev udsat for, men snarere koncentrere os om hvordan de blev åndeligt opbygget, og hvordan de opbyggede hinanden i denne ’brændende ildovn’. — Jævnfør Daniel 3:20, 21.

Dengang lærte folk fra hele verden navnet på den tjekkiske landsby Lidice at kende. Den 9. og 10. juni 1942 blev hele denne landsby, efter direkte ordre fra Hitler, jævnet med jorden som gengældelse for en tysk officers død. Byens navn skulle slettes af landkortet. Božena Vodrážková, som overlevede disse rædsler, fortalte senere: „Gestapo omringede hele landsbyen. Alle mændene blev skudt, børnene blev transporteret til ukendte bestemmelsessteder, og kvinderne blev ført til koncentrationslejren Ravensbrück. Der mødte jeg Jehovas vidner . . . På et tidspunkt sagde en af mine venner: ’Božena, jeg har talt med Bibelstudenterne. Det er nogle mærkelige ting de fortæller. Det lyder som et eventyr. De påstår at det er sandt hvad Bibelen siger, at Guds rige vil komme og gøre ende på alt ondt.’ Senere mødte jeg dem personligt. De forkyndte for mig om Guds rige, og jeg følte mig meget tiltrukket af deres budskab.“ Ja, Božena Vodrážková blev senere et Jehovas vidne.

Mange af fangerne var dybt imponerede over Jehovas vidners adfærd i koncentrationslejrene. Alois Miczek husker: „Under krigen var jeg spærret inde på grund af mine kommunistiske aktiviteter, og jeg blev anbragt i koncentrationslejren Mauthausen. På en eller anden måde lykkedes det Jehovas vidner i denne lejr at få fat i Vagttårnet og andre publikationer som de brugte i deres undervisning af nogle af deres medfanger, og SS var ikke i stand til at forhindre dette. Som en advarsel besluttede SS at skyde hvert tiende Jehovas vidne i lejren. Alle Vidnerne blev stillet op på række, og hver tiende blev taget til side af en bevæbnet vagt. Men pludselig, som var det aftalt på forhånd, vendte de resterende 90 procent af brødrene om og begyndte at gå i retning af dem der var blevet udtaget for at blive henrettet. ’Hvis I vil skyde hver tiende af os, kan I lige så godt skyde os alle.’ Hele lejren var målløs over deres holdning, og SS-folkene blev så imponerede at ordren blev trukket tilbage. Jeg var øjenvidne til denne begivenhed.“ (Joh. 15:13) Hvilken indflydelse fik den på hans liv?

Hans datter Marie Gogolková fortæller: „At se Jehovas vidners adfærd i Mauthausen fik min far til at tage imod sandheden. Han blev døbt lige efter krigen, forkyndte nidkært Guds rige og hjalp mange til at lære sandheden at kende.“

Oldřich Nesrovnal fra Brno var også i koncentrationslejr. Af hvilken grund? Han afskyede krig og prøvede at flygte over grænsen til Schweiz. Han blev fanget, anklaget for spionage og deporteret til koncentrationslejren Dachau. Oldřich Nesrovnal fortæller: „I fangetoget som bragte os til lejren, holdt jeg øje med en stille 13-årig dreng som sad ved vinduet og læste i et eller andet. Tilsyneladende prøvede han at skjule hvad han læste. Jeg spurgte ham hvad det var, og han svarede: ’Bibelen.’ Han fortalte mig at han ikke ville opgive sin tro på Gud. Det forstod jeg ikke, men jeg blev sammen med drengen. Han hed Gregor Wicinsky og kom fra Polen. Næste dag fandt jeg ud af at han var et af Jehovas vidner. Han havde nægtet at underskrive en liste over forskellige ting han skulle aflevere. Listen var på tysk, og han var bange for at skrive under på noget som måske indebar at han gik på kompromis med sin tro. Han blev slået, men heller ikke det knækkede ham . . .

Jeg skrev til min mor og bad hende sende mig en bibel, og mærkeligt nok nåede den frem. Jeg begyndte at læse regelmæssigt i Bibelen. En mand fra Ostrava [i Mæhren] havde holdt øje med mig. Han spurgte om jeg forstod det jeg læste, og jeg fortalte ham at jeg forstod cirka halvdelen af det. ’Kunne du godt tænke dig at forstå noget mere?’ ’Ja,’ svarede jeg. ’Så mød mig dér og dér i morgen efter klokken 18.00. Det var første gang jeg overværede et af Jehovas Vidners møder. Møderne blev afholdt hver dag efter klokken 18.00 og tre gange om søndagen. Emnet og hvem der skulle lede mødet, var fastlagt på forhånd. Litteraturtjeneren var min ’lærer’. Han var lejrens skoflikker, og alle de håndskrevne kopier af publikationerne var gemt under sædet på den stol han sad på når han arbejdede. Jeg hørte ikke mere til Gregor før der var gået halvandet år. På det tidspunkt, i slutningen af 1944, så jeg en gruppe fanger som vendte tilbage fra forskellige sidelejre, og blandt dem fik jeg øje på Gregor. Det så ud til at han var vokset en halv meter, men han var frygtelig tynd. Efter at have været i karantæne kom han med til møderne. Vi bød hinanden hjertelig velkommen, hvorefter han sagde: ’Jeg bad til Jehova om at du ikke måtte blive overladt til dig selv her i lejren.’ Jehova havde besvaret hans bøn.“

Mindehøjtid i en koncentrationslejr

Var det muligt at fejre højtiden til minde om Kristi død under sådanne omstændigheder? Ja, det var det. Til tider spekulerede nogle af brødrene imidlertid på hvordan det skulle kunne lade sig gøre. Božena Nováková fortæller: „Mindehøjtiden nærmede sig. Jeg var fortvivlet fordi jeg troede at jeg ikke ville få mulighed for at nyde symbolerne. Men Jehova kom mig til hjælp. Han vidste hvor meget det lå mig på sinde. På selve mindehøjtidsdagen blev jeg kaldt over til en af barakkerne. Mange søstre af forskellig nationalitet var allerede forsamlet dér. Mindehøjtiden blev afviklet, og symbolerne blev budt rundt uden afbrydelser. Tak og pris og ære til vor Gud, Jehova, og Lammet!“

Men hvordan havde man fremskaffet usyret brød og vin? Božena Nováková fortsætter: „Tilfældigvis var der i nærheden, i byen Fürstenberg, nogle Jehovas vidner som arbejdede ved et statslandbrug, og de skaffede os symbolerne.“

Efter denne velsignelse kom søster Nováková ud for en anden oplevelse — ubehagelig, men meget trosstyrkende. Hun beretter: „En dag blev jeg kaldt over til vaskerummet. Det var et vaskerum med brusebad, men når man lukkede op for bruseren, kom der gas ud i stedet for vand. Gasforgiftede kvinder blev kastet i ovnene, nogle af dem mens de stadig var i live. Det var jeg ikke klar over før en kvindelig vagt sagde: ’Nå, Bibelforscher [som Jehovas vidner blev kaldt], så du skal i gaskammer! Lad os se om din Jehova kan redde dig nu.’“ Idet søster Nováková vendte sig bort, fik hun tårer i øjnene og bad: „Jehova, min Fader! Hvis jeg skal dø, må din vilje da ske. Men jeg beder for mine børn. Jeg betror dem helt og fuldt i din varetægt.“ Om hændelsens videre forløb fortæller søster Nováková: „Mens jeg bad, gik døren op, og lejrens overlæge kom ind. Han så min lilla trekant og sagde: ’Bibelforscher, hvad laver du her? Hvem har sendt dig herover?’ Jeg svarede at det var vagten der havde sendt mig. ’Kan du komme ud! Du skal den vej,’ sagde han idet han pegede på døren. Da jeg gik ud, hørte jeg vagten sige: ’Nu tror jeg på at deres Jehova beskytter dem.’“

[Tekstcitat på side 168]

„’Hvis I vil skyde hver tiende af os, kan I lige så godt skyde os alle.’ Hele lejren var målløs over deres holdning“