Om begivenhederne i denne periode har broder Müller senere skrevet: „En januardag i 1956 mens jeg blev holdt fængslet i landsbyen Valdice, blev jeg ført hen til et kontor hvor to mænd stod og ventede på mig. De hævdede at de kom fra Indenrigsministeriet, og prøvede at overtale mig til at ’få modereret’ nogle af vore religiøse lærepunkter. Det kunne vi ikke blive enige om, og samtalen blev derfor kort. I 1957 fik jeg besøg af to andre embedsmænd fra Indenrigsministeriet. Denne tretimers drøftelse foregik i en helt anden atmosfære. Jeg fik lov til åbent at gøre rede for Jehovas Vidners synspunkter og holdninger til forskellige spørgsmål. De var interesserede i vores syn på militærtjeneste, blodtransfusion, fagforeninger og forskellige andre ting. Til slut spurgte den ene af dem: ’Hr. Müller, tror De vi kan blive venner?’ Jeg svarede: ’For at være venner må man stå hinanden nær og have mange fælles interesser. Som Jehovas vidner tror vi på Gud. Kommunister er derimod ateister. Vi har ikke noget fælles grundlag. Men jeg tror vi kan leve fredeligt side om side.’ Embedsmanden sagde: ’Jeg er glad for at De svarede sådan, ellers ville vi ikke kunne stole på jer.’ Det var mit indtryk at dette sidste spørgsmål blev stillet for at få afgjort hvorvidt der var mulighed for at føre en meningsfuld dialog med os i fremtiden. I så fald kunne det bringe os et skridt nærmere en løsning på vores situation.“

Mange af brødrene havde, hvad der måske var forståeligt, en stærk antipati mod myndighederne på grund af den mishandling deres kristne brødre var blevet udsat for. Broder Müller siger: „Denne situation bekymrede mig meget. I efteråret 1957 skrev jeg derfor [i fængselet] et brev som skulle hjælpe brødrene til at se tingene i deres rigtige perspektiv.“ En af passagerne i brevet lød:

„Der er endnu en ting som smerter mit hjerte. . . . Jeg vil gerne minde brødrene om at vore møder er helliget studium af Skriften og oplæring af Jehovas vidner så de bliver bedre egnede til at være ordets tjenere. Det er helt klart uacceptabelt at drøfte politik eller give udtryk for statsfjendtlige holdninger ved vore møder, uanset hvor de bliver afholdt, og uanset om der er mange eller blot to til stede. Husk dette brødre, og tillad ingen diskussioner af den art. Bærer nogle af jer nag mod regimet fordi jeg og andre brødre er i fængsel? I så fald bønfalder jeg jer i mit navn og i de andre brødres navn om at afvise sådanne følelser. Lad jer ikke optænde af vrede og had, for vi har lagt sagen frem for Gud, og det bør I også gøre.“ — Rom. 12:17–13:1.

Dette brev opmuntrede de trofaste brødre og søstre meget. Jan Tesarz har sagt: „Vi modtog dette brev som blev skrevet i fængselet, i 1957. Det var præget af kristen rimelighed, men der var ingen tegn på kompromis.“ Ikke alle så dog sådan på det. Broder Müllers brev blev genstand for polemik og megen spekulation.

Da broder Müller sendte et brev til brødrene for at afklare nogle spørgsmål, var der brødre med stærke meninger og kritiske holdninger som modsatte sig at brevet blev læst op for menighederne.